Artikler fra Straarup & Co

Her finder du artikler fra Straarup & Co om vores bøger og forfattere.

Krænket uden udløbsdato

16. oktober 2019 Leave a Comment

”Jeg ved, at det, der skete, ikke var min egen skyld. Det var ikke mig, der gjorde noget galt. Det gjorde til gengæld de, der filmede og delte...”

I citatet fortæller Linea om, da hun som 15-årig oplevede, at en intim video af hende blev delt på sociale medier. Oplevelser som denne er netop, hvad journalist og redaktør på Politiken Milla Mølgaard sætter fokus på i sin nyudkomne bog DELT – en bog til unge om digitale sexkrænkelser. Udover at bidrage med deres ekspertviden har bogen også fået økonomisk støtte fra Center for Digital Pædagogik, Medierådet for Børn og Unge samt Red Barnet. En en bevilling fra TrygFonden har gjort det muligt at sende bogen gratis ud til alle grundskoler i Danmark.

”Kan det virkelig passe, at I unge er ligeglade med andres følelser?” lyder et indledende spørgsmål, slået op som et helsides citat på bogens første side. Det kontroversielle spørgsmål afvæbnes af ungdomsforsker Jakob Demant, som forklarer, at unge er både sympatiske og samvittighedsfulde, og at der ikke er ligeså mange af dem, der deler intime billeder, som voksne går og tror. Alligevel viser en undersøgelse, som Red Barnet har lavet med godt 900 13-17-årige, at 10 % har delt en andens intime billeder uden samtykke inden for det seneste år.

Mærkbare konsekvenser
En digital sexkrænkelse defineres i bogen som en handling, hvor man krænker andre seksuelt – enten på nettet eller på de sociale medier. Når man bliver delt mod sin vilje og uden mulighed for at forklare sig kan det opleves, som om man mister kontrollen. Det kan Ahmed, der blev delt som 17-årig, skrive under på:

”Det er en ret voldsom ting at fratage andre magten over deres selvbillede [...] At få et meget intimt øjebliksbillede delt på Facebook uden kontekst, uden forklaring og uden mulighed for at vælge, hvem der skal kunne se det, føltes ekstremt grænseoverskridende for mig.”

Ahmeds fortælling peger på et dilemma, der har tendens til at blive overset i den offentlige debat om emnet, nemlig hvordan man som dreng forholder sig til at blive delt ulovligt.

”Hvis jeg havde været en pige, kunne jeg måske have sagt til min veninde, at det ikke var min egen skyld; at det var et eller andet røvhul, der havde krænket mig ved at udstille mig. Men det følte jeg ikke, jeg kunne sige som dreng,” uddyber Ahmed.

Uanset om den, der er blevet delt, snakker med nogen om det eller ej, er det en grænseoverskridende oplevelse og en krænkelse uden udløbsdato. Problemet er nemlig, at man ikke kan være sikker på, at alle dem, som der har delt ulovligt, har slettet materialet igen.

En forældet kønsopfattelse
Der følger ofte en skam med at blive delt i en seksuel situation. Men hvorfor egentlig, når man ikke selv er skyld i det? Milla Mølgaard peger på, at det måske har noget med de ældgamle forestillinger om køn og kultur at gøre:

”Selvom unge i dag ser på hinanden med et mangfoldigt blik, har det i mine samtaler med de unge alligevel overrasket mig, at opfattelsen af, hvordan man er ’rigtig’ dreng eller ’rigtig’ pige, stadig er så fasttømret og traditionel. Vi har nogle meget stærke samfundsstrukturer i spil her, som måske ikke er synlige for alle, men som tilsyneladende gennemsyrer rigtig mange af de unges handlinger og holdninger,” siger Milla Mølgaard.

Silja og Mette, der begge er 14 år, fortæller i bogen, hvordan kønsstereotyper holder unge i et fast greb, hvor forventningerne til kønnene er nærmest umulige at leve op til:

”Hvis du som 14-årig ikke har kysset med en dreng, så risikerer du at blive kaldt kedelig eller tør, men hvis du bare har været sammen med én, bliver det meget let noget med, at du er ulækker eller en ho,” lyder det fra Silja.

Mette peger på, at det er helt omvendt for drenge, fordi ”det er sejt at være fuckboi og køre fra pige til pige. Og især at få nøgenbilleder af hende, man kan prale over for andre med.”

De intime billeder bliver en slags valuta for de unge, og det kan være med til at gøre det attraktivt at dele dem ulovligt. Ifølge Milla Mølgaard skal vi dog huske, at delingen af intime billeder uden samtykke ikke decideret er et ungdomsproblem – det sker også blandt voksne.

Indblik, håndsrækning og invitation
I arbejdet med bogen har det været vigtigt både for Milla Mølgaard og for de øvrige samarbejdspartnere, at bogen ikke skulle blive en løftet pegefinger. Snarere har der med udgivelsen været fokus på at få unge – både dem der har delt, dem der er blevet delt, og dem der ikke har haft problemerne inde på livet – til at reflektere.

”Bogen er et indblik, en håndsrækning og en invitation til, at de unge kan reflektere både for sig selv, med deres jævnaldrende og med deres undervisere om de sociale dynamikker, der er på spil,” siger Milla Mølgaard.

Med ung-til-ung-konceptet er det Milla Mølgaards håb, at de unge kan genkende sig selv og få nogle aha-oplevelser – og det gælder både dem, der har været udsat for noget, og dem der har brug for en stærkere forståelse af, hvad det er, der sker, når man overskrider andres grænser digitalt.

”Jeg tror og håber, at vi rammer dem, som enten ikke har reflekteret over emnet i forvejen, eller dem, som trænger til at reflektere lidt ekstra, og som forhåbentlig kan sætte sig ind i, hvilke konsekvenser en digital sexkrænkelse kan have, fordi bogen fremmer empatien ved at komme ind bag facaden hos nogle jævnaldrende, som fortæller ’rigtige’ historier,” afslutter Milla Mølgaard.

Kære Donald Trump – Interview med Sophie Siers

3. september 2019 Leave a Comment

Donald, hvad drømte du om, da du var lille? Ville du være ham, der byggede mure?

Sådan spørger den 9-årige hovedperson Victor i Sophie Siers børnebog Kære Donald Trump. Spørgsmålet stammer fra et af de mange breve, som Victor sender til Donald Trump, og det er gennem disse breve, at vi lærer Victors familiære situation at kende. Victor og Trump har nemlig noget til fælles. De vil begge gerne bygge en mur, der skal skærme dem fra deres problemer; Trump fra mexicanerne, Victor fra sin teenage-storebror, som han deler værelse med og er ved at være godt træt af. Her indledes en fortælling om lokale uoverensstemmelser i familien, mens der trækkes paralleller til globale begivenheder og konflikter.

For lidt siden så jeg dig i tv. Du sagde, at du ville bygge en mur. Den skal holde folk væk. Folk, som du kalder uønskede. Det fik mig til at tænke på min storebror. Og at jeg også har brug for en mur.

Det var faktisk Sophies mand, der fik ideen til at skrive bogen Kære Donald Trump. Efter at han for nogle år siden så Trump stå og tale om at bygge en mur i tv’et, sagde han til Sophie, at det havde været den perfekte løsning for deres drenge, da de var yngre – altså at bygge en mur – og at det kunne der komme en skæg børnebog ud af. Som oplæsningsbog fungerer den rigtig godt, fordi den har flere forståelsesplaner, og derfor er der ting, de voksne fanger, som børnene ikke gør, og omvendt. Det er den slags børnebøger, Sophie holder mest af. Et eksempel er her, hvor Victor i et af sine breve fortæller Trump om familiens snak ved spisebordet:

Min mor sagde, at du sikkert var som alle andre mænd: Du snakker om at bygge en mur, men får det aldrig gjort. Min far sagde ikke noget.

Selvom titlen på bogen adresserer en karakteristisk verdensleder, var det, ifølge forfatter Sophie Siers, som udgangspunkt ikke meningen, at bogen skulle handle om politik. I stedet forklarer Sophie, at hendes hensigt har været at give familier noget samfundsaktuelt og velkendt at diskutere deres egne udfordringer og processer ud fra.

”Måske kan vi gennem bogen se, at vores problemer ligner hinanden, lige meget om vi er voksne eller børn. Som læser vil man måske få øje på nogle paralleller mellem en 9-årigs problemer og løsninger, og så den måde en verdensleder agerer på,” forklarer Sophie og fortsætter: ”Jeg håber, at Kære Donald Trump vil åbne muligheden for, at familier kan snakke om og finde nye løsninger på, hvordan de løser deres udfordringer på en måde, som alle kan tilslutte sig.”

Her hentyder hun også til, hvordan Victor gennem bogen får udfordret sin forestilling om, hvad det vil betyde for husfreden at bygge en mur – også selvom den kun skal være 4 meter lang og gå gennem hans og broderens værelse. Victor får gennem bogen øjnene op for, at muren måske ikke er det værd, hvis den vil koste ham brorens støtte, når det virkelig gælder.

På trods af at målet med bogen ikke er at udsende et politisk budskab, så mener Sophie, at den afspejler idealet om det direkte demokrati – her sat på spidsen med de to hovedpersoner som pennevenner. ”Vi skal have muligheden for at kommunikere med vores ledere, lige meget hvor gamle vi er, og hvilken status vi har. Politikere er vores repræsentanter, og vi skal have direkte mulighed for at dele vores synspunkter og bekymringer med dem når som helst”, slutter hun.

Myterne er et kulturelt anker

23. august 2019 Leave a Comment

Når Roshani Chokshi skriver, lader hun sig inspirere af de hinduistiske myter og eventyr, som hun er vokset op med. Selvom hendes forældre immigrerede til USA, da Roshani var lille, bærer hun sine kulturelle rødder med sig. Aru Shah og tidens ende er første bog i hendes serie om den 12-årige Aru, der bliver viklet ind i et mytisk univers, selvom hun bare er en almindelig skolepige. I foråret udkom bogen på dansk, som den første i en serie på fire, og den er allerede blevet udvalgt som første udgivelse i Disneys nye mytologiske bogrække Rick Riordan presents.

For Roshani Chokshi er det kulturelle ophav fuldstændig essentielt. Med en mor der kommer fra Filippinerne og en far fra Indien, har hun en stærk forbindelse til hinduistisk kultur og tradition, som hendes bøger også bærer præg af. Roshani husker de godnathistorier hun fik som lille, og de har i høj grad lagt et fundament for den måde, hun skriver på i dag.

”Jeg har et meget stærkt bånd til min kulturelle baggrund fra begge mine forældre, selvom jeg ikke taler hverken min fars eller mors modersmål. Det er i de gamle fortællinger – myter og eventyr – at vi lever videre fra generation til generation. Fortællingerne afslører sandheder om os selv. De fortæller os, hvad vi kerer os om, hvad vi fejrer, og hvad vi frygter.”

På denne måde kommer de gamle hinduistiske myter også til at leve videre i Roshani bøger, og hun havde en særlig favorit, da hun var lille, Savitri and Satyavan. Myten er et godt eksempel på, hvordan de gamle fortællinger iscenesætter universelle temaer – som her den udødelige kærlighed.

”Savitri and Satyavan er en fortælling om en ung gift kvinde, der vinder sin mands sjæl tilbage og overtager tronen ved at snyde dødens gud,” fortæller Roshani, og slår fast, at der er noget fundamentalt over myter og eventyr – noget som gælder alle mennesker.

En flerkulturel stemme
Aru Shah og tidens ende lukker også læseren ind i et mytisk univers, selvom alt i begyndelsen virker ganske almindeligt og fredeligt. Da Aru en dag kommer til at vække en dæmon fra fortiden til live – på Museet for Indisk kunst og kultur, hvor hendes mor arbejder – starter eventyret og Aru må kæmpe mod stærke kræfter for at undgå at ødelæggelsens gud Shiva vågner.

Roshani fortæller, at hun med Aru Shah-serien forsøgte at skrive fortællinger for børn der, ligesom hende selv, fejrer deres kulturelle bånd på mindre traditionelle måder, fordi de er splittet mellem flere kulturer på samme tid – i skolen, i hjemmet og sammen med kammeraterne. Men det betyder ikke, at de kulturelle rødder nødvendigvis går i glemmebogen. Ifølge Roshani så lever de mytiske fortællinger videre i os, fra generation til generation, også selvom vi flytter os fra det sted i verden, hvor disse fortællinger stammer fra og på den måde bliver de fortællinger, som vi bærer med os, et kulturelt anker og noget, som vi kan vende tilbage til.

En del af Disneys nye mytologiske satsning
Myter og fortællinger fra forskellige steder i verden vinder stadig mere indpas. Disney har netop lanceret en ny række af bøger, med navnet Rick Riordan Presents, som skal udbrede kendskabet til verdens mange forskellige mytologier, hvor Aru Shah og tidens ende er den første.

Rick Riordan er bestsellerforfatter og er selv vant til at skrive med udgangspunkt i mytologiernes fortryllende verden. I sin populære serie om drengen Percy Jackson, tager Rick Riordan os med ind i den græske mytolgi, hvor de græske guder – Olymperne – hersker.

Roshani Chokshi deler altså sammen med Rick Riordan glæden ved at udbringe kendskabet til verdens mytologier gennem de mange fortællinger, og hun er begejstret over at være udvalgt til Disneys nye satsning.

”Jeg synes det er helt fantastisk, at læsere over hele verden får lov til at opdage nye mytologiske og kulturelle skatte, som de ikke ellers var stødt på. De fortjener at se dem selv som helten i fortællingen. Og samtidig behøver man ikke at have en bestemt kulturel arv for at nyde og forstå en fortælling fra et andet land,” siger Roshani.

Nye eventyr venter
I skrivende stund arbejder Roshani på at få bind nummer 3 i serien om Aru Shah og hendes mytiske eventyr færdig. Den unge forfatterindes forkærlighed for de overnaturlige og mytiske fortællinger har at gøre med, at de giver hende en måde at forstå verden på. Hun forklarer til slut sin fascination af de mytiske fortællinger med et citat lånt fra den engelske forfatter Gilbert Keith Chesterton.

”Fairytales are more than true, not because they tell us that dragons exist, but because they tell us that dragons can be beaten.”

”Jeg vil vise børn, at det er okay at tale om sorg, føle sorg og bearbejde sorg gennem leg og fantasier”

25. juni 2019 Leave a Comment

At tale med børn om de svære ting i livet er ikke så nemt endda. Temaer som sorg, kærlighed og savn er, trods deres menneskelige natur, abstrakte begreber, som børn ofte ikke har et sprog for. Denne problematik forsøger svenske Sofia Rutbäck Eriksson at gøre op med i sin bog Änglabrorsan – Englebror – som blev udgivet på dansk i december 2018. Sofia har selv haft sorgen tæt inde på livet, og det har været med til at kickstarte fortællingen om Englebror.

I 2016 skete det ubærlige, at Sofia og hendes mand mistede deres lille søn, Alfie, da Sofia var i niende måned. Det tog hårdt på dem alle – også parrets anden søn, den dengang 3-årige Sixten. For ham blev det en vej gennem sorgen at lege og forestille sig, at han havde en englebror, som var hans superhelt. Det var denne fantasifigur, som kickstartede Sofias projekt med at skrive børnebogen Englebror.

Bogen handler om Noah, der på sin cykeltur mødes med sin superhelt Englebror, som er en slags skytsengel for ham. Noah og Englebror har et tæt forhold, som dialogerne mellem de to også bærer præg af.

”Bor du i den her himmel?” spørger Noah.
Bror ryster på hovedet.
”Kan jeg besøge dig i din himmel?”
Bror ryster på hovedet igen.
”Nej, det siger mor og far også,” siger Noah og bliver lidt ked af det.

På en legende måde får forældre, med den slags dialoger, en god mulighed for at snakke med deres børn om sorg, kærlighed og savn. De abstrakte begreber bliver nemmere at forstå og italesætte, når tekst og billeder spiller sammen og giver hinanden betydning, og det er netop, hvad Sofia ønsker med bogen.

”Jeg vil vise børn, at det er okay at tale om sorg, føle sorg og bearbejde sorg gennem leg og fantasier. Målet med bogen er, at den skal gøre det lettere for andre familier at tale sammen om sorgen.”

En billedbog for de små
Sofia har før skrevet børnebøger, rettet mod de 6-9-årige, men Englebror er hendes første bog, der er skrevet for de 3-6-årige. Hun synes på mange måder, at det er nemmere at skrive til den ældre målgruppe, men understreger også, at det har været en lærerig proces at skrive bogen. Sofia har da også flere bogprojekter i gang – noget der passer til hver målgruppe.

Som billedbog fremstår Englebror enkel og lettilgængelig, og illustrationerne er med til at gøre det nemmere at åbne op for de svære emner.

”Da jeg så Maria Lindgrens illustrationer, blev jeg glad. Jeg elsker farverne og glæden i dem. De komplementerer min tekst rigtig godt. Jeg er vild med, hvordan man kan se på Noah, at han er både lykkelig, når han er sammen med sin Englebror, men også ked af det over, at de ikke kan være sammen for altid.”

Dobbeltheden i Noahs udtryk, når Englebror er tilstede, er ifølge Sofia en god måde at vise på, hvordan hun og familien har oplevet tabet af Alfie.

”Dem vi har mistet flyver på en måde altid ved siden af os, og vi bærer dem i vores hjerter,” afrunder Sofia og berører på en elegant og håbefuld måde savnet – et menneskeligt grundvilkår – som vi alle, på et eller andet tidspunkt, bliver konfronteret med.

5 skarpe til børnebogsaktuelle Anne Hjernøe

13. juni 2019 Leave a Comment

Hun er kendt fra tv-køkkenet, fra sine dokumentaristiske udenlandsprogrammer med rejsekammeraten Anders Agger samt sin brede vifte af kogebøger. Men Anne Hjernøe skriver også børnebøger og er netop nu aktuel med sin seneste bog af slagsen, Milles nye ven. I det følgende interview fortæller Anne om, hvorfor børnebogen er så vigtig som genre og forklarer hvorfor mad er et godt tema – også til en børnebog.

Mange kender dig som tv-kok og journalist. Hvordan kan det være, at du gik i gang med at skrive børnebøger?
Jeg tror, det var børnebøgerne, der kom i gang med at ’skrive mig’. Det kom bare til mig en dag, hvor jeg sad ved computeren. Der var noget, der skulle ud. En historie.

Hvad synes du, at børnebogen kan som genre?
Børnebogen kan åbne nye verdener for vores børn. Noget af det vigtigste, man kan lære sine børn, er at læse. Børnebogen kan være med til at udvide barnets horisont, for når du åbner en bog, åbner du en ny verden. Børn kan ikke, på samme måde som voksne, søge ud og se verden, men de kan lade sig opsluge af de fantastiske universer, som børnebogen tilbyder dem. Dermed ikke sagt, at voksne ikke også har brug for bøger. Både børn og voksne bør læse, det er en kæmpegave. Jeg læste meget som lille og kom altid slæbende med en masse bøger ud fra skolebiblioteket. Bibliotekaren kiggede på mig og sagde ”du får jo aldrig læst dem alle, lille Anne”. Men børnebøgerne er med til at udvide børns råderum og fantasi.

I “Milles nye ven” finder man en pizzaopskrift. Var det et ’must’ for dig, at der kom en opskrift med i bogen?
Nej. Jeg har hele tiden haft det sådan, at opskriften kun skulle være der, hvis den var en integreret del af historien. Man skal i min optik ikke påklistre noget, men opskriften er jo en naturlig del af den her bog, fordi hovedpersonerne deler en fælles interesse for madlavning. I mit eget arbejdsliv er jeg kun blevet bekræftet i, at mad er med til at forene folk – hvis man lige har spist sammen, er det svært at bekrige hinanden bagefter. Derfor er mad og madlavning også gode temaer i børnebøger.

Hvordan synes du, at Zarah Juuls illustrationer spiller sammen med din fortælling?
Jeg synes hendes illustrationer er rigtig fine. Zarah har en enkel og underfundig streg og billederne indeholder mange fine detaljer. Hun har løst illustrationsopgaven rigtig godt.

Kommer vi til at høre mere til Mille?
Ja, det vil jeg da håbe. Jeg har haft lidt travlt med arbejde på det sidste, men til sommer, når der kommer mere ro på, regner jeg med at fortællingerne begynder at pible frem igen. Jeg bliver inspireret til at skrive, når jeg synes et emne er interessant. Det kan være liv, død, kærlighed, venskab, mobning eller noget andet, hvor jeg synes, der er noget vigtigt at få skrevet ud.

Det kræver mental rygrad at ændre digitale vaner

27. maj 2019 Leave a Comment

Stressrågiver og mentaltræner Thomas Pape har på baggrund af grundig research og valideret forskning skabt et undervisningsforløb, som har til formål at hjælpe unge med at ændre deres digitale vaner. Forløbet er designet ud fra Reboot-modellen™, som er en interventionsmetode Thomas har udviklet med henblik på at motivere de unge til at bryde deres digitale vaner.

”Det er 10 gange mere relevant, end andet vi har prøvet. Det har så kæmpestor indflydelse på vores læring og koncentration. En time af det her hver uge vil være godt.”
Sådan siger én af eleverne fra 2.b, som har været forsøgsklasse på Thomas Papes interventionsforløb ’Reboot dine digitale vaner’. I sin bog af samme navn, som udkom i oktober 2018, beskriver Thomas metoden, som er velafprøvet og valideres af en række forskere inden for områder som vanebrydning, søvnoptimering og læringsmiljø.

Fristelsens konsekvenser
”Vi svigter en hel generation, hvis vi ikke hjælper unge med at få gode digitale vaner og giver dem indsigt og bevidsthed om deres egen adfærd. Måske er de digitalt indfødte, men det hjælper dem ikke, når vi har glemt at gøre dem digitalt kompetente og dannede,” siger Thomas. Der er noget ved den digitale verden, som indfanger os i en sådan grad, at vi ikke så nemt kan slippe den igen, selvom vi egentlig gerne vil, fordi vi ved, den sluger vores tid.

”Mobilens algoritmer gør, at den er designet til dens ejer, og det gør den ekstra attraktiv at kigge på og interagere med,” forklarer Thomas. Trangen til at kigge på sin telefon kan gøre det ekstra svært at koncentrere sig, og det går ifølge Thomas særligt ud over de unges lektietid og indsovningsfase.

Tilvalg frem for fravalg
I arbejdet med de unge har der været fokus på, at forsøget ikke skulle opleves som ’et gok i nødden’, og derfor gør Thomas også noget ud af at forklare, at forløbet er bygget op som et tilbud og ikke et forbud.

”Det var interessant, at I faktisk kom for at hjælpe os. I har taget os i hånden og guidet os”, sagde en af eleverne, der var med i reboot-programmet på Aarhus Statsgymnasium i et efterfølgende fokusgruppeinterview.

”I Reboot-modellen™ arbejder vi med spilleregler, fordi de ikke er rigide, men kan tilpasses efter situation og behov. Det hjælper unge til at udvikle en større impulskontrol, som ellers kan være en svær disciplin, når frontallapperne endnu ikke er fuldt udviklet”, siger Thomas.

Thomas’ forsøg viste, at ændringerne i de digitale vaner, som de unge selv havde tilvalgt, var med til at skabe bedre koncentration, trivsel og præstation blandt de unge. Forløbet var designet sådan, at de unge var involveret i processen og de kom derfor til at tage ejerskab over deres individuelle vaneomlægning.

Det tager tid at ændre sine vaner og derfor arbejdede Thomas også specifikt med ét tema hver uge i forsøgsperioden. De forskellige øvelser i forløbet var designet sådan, at eleverne fik mulighed for at mærke på egen krop, hvad de kunne opnå ved at omlægge deres – for manges vedkommende – stærkt indgroede digitale vaner. Derudover skabte forsøget rammerne for, at eleverne kunne skabe nye vaner, det der blev kaldt mobilvaner 2.0.

Genstart og gentænk
Tanken bag Reboot-modellen™ er ikke at nedlægge forbud mod at bruge de digitale devices, men at give de unge en mulighed for at bruge dem med omtanke. Der er fokus på, at forløbet skal kunne differentieres til hver enkelt elev. Har man eksempelvis at gøre med unge, der gamer på semiprofessionelt plan, så skal forløbet tilrettelægges sådan, at de kan fortsætte med at dyrke deres e-sport.

Når en klasse har været igennem Reboot-programmet, så er det en god idé at tage en snak om, hvordan de unge hver især kan opretholde de gode vaner, som de har tillært sig. Hvis man kan mærke, at de gode vaner faktisk har haft en positiv indvirkning på ens koncentration, søvn og velvære, så er det om at holde fast i vanerne.

”I øjeblikket har mange af dem næsten glemt, hvordan det er at være rigtig fordybet i noget. Vi skal derfor gå ind og skabe forudsætningerne for, at de unge igen kan føle fordybelse. Det gør vi ved at genstarte deres digitale vaner og få dem til at gentænke, hvordan deres hverdag skal se ud, for at mobilen ikke bliver en altdominerende faktor. Vi må lære de unge at bruge de digitale muligheder strategisk”, siger Thomas.

Digital dannelsesdebat
Når vi gentænker vores adfærd, er det ikke nødvendigvis med henblik på at sige farvel til en bestemt måde at leve vores liv på, men at blive bevidst om, hvad vi kan opnå, hvis vi er villige til at ændre på dele af den pågældende adfærd. I dette tilfælde – via opdateringen til mobilvaner 2.0 – er det muligt for de unge at opnå et sundere søvnmønster, højere koncentrationsevne og generelt bedre trivsel.

Derfor mener Thomas også, at de digitale vaner bør komme på skoleskemaet og indgå som en del af det øgede fokus på digital dannelse og afrunder med en kærlig opfordring til at blande sig mere i de unges digitale adfærd.
”Vi har åbenbart ikke talt særlig meget om den personlige adfærd, som unge har med deres telefon, men koblingen hen til læring, trivsel samt det interpersonelle samspil de unge imellem er så tydelig nu, at vi ikke længere kan sidde denne del af den digitale dannelsesdebat overhørig.”

De usynlige børn – om alkoholisme og omsorgssvigt i middelklassen

13. maj 2019 Leave a Comment

“Går du nu, er du ikke længere min datter” er titlen på Anne Bitschs seneste bog, som udkom på dansk i starten af 2019. Bogen beskæftiger sig med det at vokse op i en ’pæn’ familie, som ingen mistænker for at være dysfunktionel – og derfor er der heller ikke nogen, der griber ind. I Danmark er det ikke kutyme at blande sig, men med Annes bog, er der lagt op til en ransagning af, hvad der egentlig foregår i ’de pæne hjem’.

”Måske bliver man nødt til at begynde et andet sted. For er det ikke sådan, at uanset om man så eller ikke så, og uanset om man taler sandt eller ej, når man siger, at man ikke så og ikke forstod, så er problemet netop de stereotype forestillinger, der udgør vores kollektive syn på psykisk sygdom og alkoholisme?”

Sådan spørger Anne Bitsch i sin bog “Går du nu, er du ikke længere min datter” og taler ind i vores kollektive opfattelse af, hvornår og hvordan man er psykisk syg eller har et alkoholproblem. Udover at forfatte bøger beskæftiger dansk-norske Anne sig også med forskning, særligt inden for emnerne menneskerettigheder, køn og seksuel vold. Hun modtog i 2017 den norske kritikerpris for bedste sagprosaudgivelse med ovennævnte dokumentaristiske beretning, som særligt handler om hendes opvækst med en mor, der var bipolar og havde et alkoholmisbrug.

I bogen behandler Anne også temaer som omsorgssvigt, køn, vold og seksualitet. Det har været et ønske for hende at være med til at bryde svære tabuer og hjælpe folk til at se og forstå, når børn og unge lider under dårlige opvækstvilkår.

Et samfundsmæssigt perspektiv
Annes bog udmærker sig ved at kombinere den personlige historie med regulær forskning, hvor hun har indsamlet en masse kildemateriale, som ligger til grund for bogen. Det giver læseren et samfundsmæssigt perspektiv på de tunge tematikker. Men ingen tvivl om, at det også har været en bearbejdning for Anne at skrive bogen.

”Det at skrive og udgive denne bog har på alle måder ændret mit liv; mit forhold til mig selv, min mor og vores fælles historie”, siger hun.

For Anne har det været vigtigt at anlægge et bredere perspektiv på sagen, som ikke kun genspejler hendes egen opvækst i en familie med psykisk sygdom, incest og misbrug. Hun kobler derfor hele tiden sin personlige historie op på en samfundsmæssig kontekst og lægger op til debat omkring omsorgssvigt i middelklassehjemmene – for hvad går galt, når ingen griber ind i tide?

At finde sin egen stemme
Udover at sætte fokus på tabubelagte emner har bogen også medvirket til, at Anne har kunnet tage sin egen historie tilbage.

”Det er en væsentlig pointe, at den der oplever omsorgssvigt ofte også har en følelse af, at krænkeren sætter spørgsmålstegn ved virkelighedsforståelsen hos den omsorgssvigtede. Konsekvensen heraf er, at den der er udsat for omsorgssvigt kan begynde at tvivle på sin egen fortælling”, forklarer Anne.

Tvivlen kan give anledning til, at den omsorgssvigtede må spørge sige selv: Er det nu også rigtigt, når jeg oplever at verden er på den her måde? Er det mig, der overfortolker? Er det slet ikke så slemt?

Sådanne selvkritiske spørgsmål er med til at presse den, der er blevet omsorgssvigtet yderligere, fordi hun ikke længere stoler på sin egen mavefornemmelse. Det har derfor også været en del af Annes skriveproces at finde sin egen stemme og genvinde ejerskabet over sin fortælling. Det har givet hende vilje til at turde tro på sin egen opfattelse af virkeligheden.

Tilgivelse – en ensom beslutning
Ifølge Anne er det at tilgive et andet menneske ikke en let beslutning. Det vrede barn kan i mange år nære et stærkt ønske om at tilgive, men vejen derhen er belagt med tvivl og usikkerhed. Det er ikke blot Annes mor, men en lang række voksne omkring hende, som hun den dag i dag stadig har svært ved at tilgive.

”Det er helt op til den enkelte at bestemme, om man kan tilgive mennesker, der har skadet og krænket én, og jeg håber bogen og dialogen med mine læsere kan være med til at gøre den beslutning lidt lettere og mindre ensom at bære”, lyder det eftertænksomt fra Anne.

Der er altså ikke et klart svar på, hvornår eller om det giver mening at tilgive, når man har oplevet et så voldsomt svigt, men alene det at begynde at sætte ord på sin usikkerhed og frustration, kan være med til at lette et åg fra den svigtedes skuldre.

Anne Bitsch er forfatter til bogen Går du nu, er du ikke længere min datter

Foto: Shutterstock

”Det værste, man kan gøre, er at please angsten!”

15. januar 2019 Leave a Comment

Citatet kommer fra 22-årige Rasmus, der har lidt af en lang række forskellige angstlidelser –socialfobi, panikangst, dødsangst, OCD og tvangstanker – siden han var 10 år gammel. Rasmus har været igennem en lang række forskellige behandlingsforløb, men ingen af dem har haft den ønskede virkning. For to år siden lærte Rasmus at konfrontere sig egen angst – og han har aldrig haft det bedre!

Da Rasmus gik i 4. klasse, begyndte han at få det dårligt. Han var træt og kastede op uden nogen logisk forklaring, indtil en læge fik den mistanke, at symptomerne kunne skyldes psykiske problemer. Rasmus blev udredt på ungdomspsykiatrien i Herning, hvor han fik konstateret angst, depression og GUA (gennemgribende udviklingsforstyrrelser). Han fik tilbudt behandling i form af forskellige antidepressiver, og da Rasmus fik det bedre, blev han erklæret rask af lægerne og begyndte at trappe ud af sin medicin.

”Dette førte dog til, at jeg fik det usædvanligt dårligt med masser af nedture, angst og tiltagende OCD. Jeg havde stort set ingen kontakt med familie og venner, men tilbragte næsten al min tid på sofaen. Jeg var også nødt til at droppe ud af folkeskolen,” fortæller Rasmus. Han blev udredt på voksenpsykiatrien i Risskov i en alder af 17 år og fik her igen konstateret OCD, angst og depression.

For to år siden kom Rasmus i behandling hos Malene Klindt-Bohni, der som psykolog har specialiseret sig i udredning og behandling af OCD, angst og traumer. Ifølge Malene er der mange, der tackler unge med angst, på en forkert måde: ”Helt overordnet er den bedste støtte på mange måder stik imod alle instinkter. Det, der hjælper den unge angstramte på kort sigt – såsom beroligelse og undgåelse af det, der udløser angsten – er oftest med til at vedligeholde angsten på længere sigt. Derfor er målet i første omgang ikke at fjerne angsten, men at støtte den unge i at udfordre angsten i passende doser.”

Denne metode har også haft en gavnlig effekt for Rasmus, der har lært at udfordre sig selv og sin angst. ”Det værste man kan gøre er at please angsten og give den ret i, at der er en masse ting, som man ikke kan. Dermed være ikke sagt, at man bare skal hoppe på hovedet ud i alting, men man skal ikke give op og lægge sig på sofaen og slå sig til tåls med sin angst.”

Som forældre kan man ofte komme til at støtte angsten frem for den angstramte. Psykologer og lærere er ikke ligeså følelsesmæssigt involverede, men fælles for alle er de dilemmaer, som man står overfor, når man har at gøre med en angstramt. Ifølge Malene Klindt-Bohni er der nogle generelle ting, som man skal være opmærksom på, uanset hvilken relation man har til den unge.

”Det er vigtigt, at man modstår sin ’ordne-refleks’, når man skal støtte en ung med angst. Når man i bedste mening forsøger at hjælpe, falder man nemt i ved at fortælle den unge, hvad man synes, den unge skal gøre … hvis bare han eller hun kunne slappe af og tænke og handle anderledes, så ville vedkommende få det meget bedre. Problemet er, at man meget nemt kommer til at signalere, at det bare er et spørgsmål om at tage sig sammen, når man i bedste mening forsøger at hjælpe”, siger Malene Klindt-Bohni.

I stedet kan det være en rigtig god idé, at man som forældre eller lærer hjælper den unge med at adskille angsten fra personen selv ved at spørge: ”Hvad er det, angsten siger?” frem for ”Prøv at tænke på noget andet.” På den måde skærmer man ikke den unge fra situationer, der udløser angsten, og dermed er man heller ikke medvirkende til at vedligeholde den unges angst.

”Problemet består i, at man indirekte sender besked til den unge om, at en situation, der fremkalder angst, er farlig. I stedet bør man sammen med den unge undersøge, hvordan vedkommende kan udfordre sin angst med små skridt. Denne metode kaldes også for eksponering. På den måde får den unge lige så stille opbygget erfaring med, at angsten er falsk alarm, og at situationen i virkeligheden ikke er farlig”, siger Malene Klindt-Bohni..

Rasmus har nu lært at kontrollere sin OCD uden, at den udvikler sig til angst. For ham handler det ikke om at komme over det og blive rask, men om at leve med sine lidelser. ”OCD er kronisk, fordi det er mit tankemønster, som den er gal med. Det er svært at rette op på, men hvis man lærer signalerne at kende, så hjælper det meget. Jeg har desuden lært at snakke med mig selv og vende tingene inde i mit hoved. Det har jeg brug for, hvis jeg skal kunne fungere,” siger Rasmus.

Rasmus har fået bevilget et fleksjob og har i de seneste to år arbejdet som ufaglært på et landbrug i Midtjylland. Han er fortsat på medicin, og det forventer han at være resten af livet.

Malene Klindt-Bohni har netop udgivet bogen Støt unge med angst, der både henvender sig til forældre og fagprofessionelle. Bogen formidler den nyeste viden om angst og angstlidelser, årsager til angst og effektive behandlingsformer. Endelig præsenterer bogen en lang række hands-on-redskaber til, hvordan man kan støtte og hjælpe på den mest hensigtsmæssige måde.

Foto: Shutterstock

Artikler fra Straarup & Co

DELT

Kære Donald Trump

Aru Shah og tidens ende

Englebror

Milles nye ven

Reboot dine digitale vaner

Om forfatteren