Artikler fra Straarup & Co

Her finder du artikler fra Straarup & Co om vores bøger og forfattere.

”Det er ikke altid mad eller tøj, børn er fattige på – det kan også være viden, kærlighed eller støtte”

17. juni 2020 Skriv kommentar

Fattigdom i Danmark er ikke noget vi snakker meget om. Ifølge Adil Erdem, forfatter til bogen Fattigrøv, skal fattigdom debatteres i et bredere perspektiv. Over en periode på tre år har han interviewet 12-14-årige børn i Danmark om at være fattig. Det er der kommet ni stærke fortællinger ud af, som på hver sin måde viser børnenes oplevelse af fattigdom som et grundvilkår. I dette interview fortæller Adil Erdem om arbejdet med bogen og om sin egen forståelse af fattigdomsbegrebet.

Oplever du, at fattigdom er et underbelyst emne i Danmark?

”Ja, jeg tror vi er politisk blinde, til en vis grad, hvor vi ikke kan forestille os, at der kan være fattigdomsproblemer i dansk kontekst. De fattige forældre vil ikke have dialogen, for de vil ikke udstille deres problemer i det offentlige rum. Lærerne sidder i krydsilden mellem rige og fattige elever i klasseværelset og vil ikke give slip på tanken om, at vi har social, kulturel og økonomisk ligestilling i Danmark – det kan diskuteres, men vi tager det ikke op. Der er en berøringsangst. Men i arbejdet med Fattigrøv har det trøstet mig, at det med om du er flygtning, indvandrer eller dansker ophører, når det kommer til fattigdom. Her handler det kun om at være barn. Og hvordan man opfatter dét at være fattig.”

Hvad har påvirket dig mest under dine interviews med de fattige børn?

”Fattigrøv er en bog der er blevet til i et meget tæt samarbejde med de børn, der er blevet interviewet. Der var noget i alle deres fortællinger, der rystede mig, blandt andet 13-årige Samras fortælling om hendes far, der samler flasker.”

… jeg bliver ked af det, når mine klassekammerater fortæller mig, at de har set min far samle på tomme flasker på gaden, og tilbyder mig deres brugte tøj og andet. Jeg bliver så ked af det, at jeg får tør hals, hvor jeg ikke kan sige noget. Ordene i mit hoved bliver som forstenet, og det gør ondt. Og så tænker jeg, at jeg bare skal væk. Jeg kan jo ikke blive rigtigt venner med nogen, hvis forældre ikke samler på tomme flasker på gaden, vel?
Samra, 13 år

”Jeg var den første, der hørte Samras historie, og hun blev ved og ved og ved. Jeg tænkte der må også være andre, der skal have en bid af den historie. Derfor tænker man også, når bogen først er udkommet, yes, nu ved de andre – læserne – det også.”

Datterens illustrationer
Illustrationerne i Fattigrøv er tegnet af Helin Erdem – Adil Erdems datter. Helin Erdem fanger noget interessant i arbejdet med de illustrerede børns udtryk. De er oprørske som Adil Erdem kalder det. De illustrerede karakterer skiller sig ud fra andre børnebogskarakterer, der er mere runde og opsøgende i deres fremtoning.

Hvordan understøtter illustrationer og fortællinger hinanden i bogen?

”Illustrationerne skaber en forbindelse mellem læser og værk. De fanger den ensomhed, som børnene udtrykker i deres fortællinger. Og de er samtidig meget anderledes fra illustrationer i andre børnebøger. De har en oprørsk stil. Men i deres udtryk ligner de illustrerede børn de børn, som jeg har snakket med, og som har isoleret sig. Man skal prikke til dem, før de kan gå i interaktion.”

Undervisningsmateriale til Fattigrøv

Til bogen Fattigrøv hører undervisningsmateriale, som er udarbejdet af Troels Mortensen, der er lærer i grundskolen. Materialet er tiltænkt 5.-6. klassetrin, men kan også – ved at hæve abstraktionsniveauet – anvendes på udskolingsniveau, i projektugen, andre emneuger eller som tværfagligt element i samarbejde med enten samfundsfag eller historie. Opgaverne er alsidige og fordrer både analytiske og perspektiviske færdigheder samt evnen til selv at producere og imitere tekst, inden for bogens genrer.

Hvorfor er fattigdom et relevant tema i undervisningen?

”Igennem det her projekt har flere børn fortalt, at de er trætte af kartoffelmadder med billig mayonnaise fra Aldi – og sådan en mayo kan holde til mange madpakker. Men i Danmark er problemet langt mere omfattende. Det handler ikke kun om kartoffelmaden med mayo. Fattigdommen har flere kanaler. Det er ikke altid mad eller tøj børn er fattige på, det kan også være viden, kærlighed eller støtte. Derfor er en bog som Fattigrøv vigtig, fordi den er meget direkte og lægger op til interaktion. Undervisningen får mulighed for at blive mere autentisk, detaljeret og rummelig. Løsningerne kommer, når man får sagt noget højt. Vi mangler at børn og forældre får fortalt deres historie. Og så skal lærerne have en smule mere tillid til sig selv i forhold til at bringe fattigdomstemaet på banen. I Danmark har vi opnået mange af vores værdier ved at snakke om tingene – det er hele baggrunden for velfærdsstatens opbygning. Vi skal turde spørge ind til børn og fattigdom og være nysgerrige på, hvordan fattigdommen påvirker børnene psykisk. Fattigdom er mange forskellige ting, og vi skal være opmærksomme på de børn, der har brug for ekstra omsorg. Spørg børnene, hvordan de har det.”

Per Leth: Af skade bliver man klog

9. juni 2020 Skriv kommentar

”Forestil dig følgende scenarie: Når du siger en enkelt sætning, er det, som når båndet ved kassen i supermarkedet fyldes op med varer. Hvis du siger en ny sætning, før den første er bearbejdet, går det galt. Det svarer til, at kassedamen sender flere varer hen ad båndet, før kunden har nået at pakke de første væk. Varerne vil lide overlast og måske ryge ned på gulvet. Præcis det samme sker under en samtale med en hjerneskadet.”

I 2001 blev Per Leth ramt af en senhjerneskade – ligesom cirka 120.000 andre danskere er det. I mange tilfælde skyldes senhjerneskaden apopleksi – den latiske betegnelse for et slagtilfælde, eller det som mange i nyere tid har lært at kende som ’stroke’. Andre årsager til senhjerneskader kan også være trafik- eller drukneulykker. I bogen ”Af skade bliver man klog”, som er en indefraberetning til personer ramt af senhjerneskader og deres pårørende, giver han en håndsrækning til det rehabiliteringsarbejde, der starter efter man har erhvervet sig en hjerneeskade. For at imødekomme denne målgruppe bedst muligt er Per Leth bevidst om at anvende identifikation som virkemiddel, hvilket den indledende supermakedsmetafor også er udtryk for.

Per Leth blev ramt på sin arbejdshukommelse – den som også i folkemunde kaldes korttidshukommelsen. Hvor den normale menneskelige hjerne kan operere med 7-9 informationsenheder ad gangen, kan senhjerneskadede kun arbejde med 3-5 enheder ad gangen.

”Jeg siger jo sådan populært, at jeg har en 4-5 brikker at flytte med, og hvis de er fyldt op med en 3-4 stykker, så skal der altså ikke ske ret meget, så rabler min kontrol over de opgaver, jeg er i gang med. Det der med, at der er en begrænset plads, det gør jo også, at jeg planlægger efter, at der også skal være plads til det uforudsigelige – for det kan vælte dit program. Det er en styrke at vide, hvad man ikke kan kontrollere,” forklarer Per Leth.

Rehabiliteringsprocessen

Det var vigtigt for Per Leth, at bogen ikke blev en fortælling om hans sygehistorie, men kunne være en hjælpende hånd, for senhjerneskadede og deres pårørende. Derfor sætter Per Leth med bogen selve rehabiliteringen – og de metoder, han selv har arbejdet med – i fokus.

”Når man får en hjerneskade, så vil man gerne forsøge rent mentalt at skrue tiden tilbage. Så mange skriver en bog om, hvordan det er at blive hjerneskadet eller handikappet. Så skriver de hele sygehistorien og stopper der, hvor rehabiliteringen begynder. Det er i det øjeblik, at man begynder at koncentrere sig om, at man er her og nu, at rehabiliteringen går i gang,” fortæller Per Leth.

Han er optaget af, hvordan nuet er med til at fastholde hovedpersonen – den senhjerneskadede – i rehabiliteringsprocessen. En af de største udfordringer, han selv oplevede under sin rehabilitering, var at aflære forskellige koncepter, eller måder at tænker på, om én der er hjerneskadet, eller hvad han også kalder de sejlivede myter.

”Som rask er man udstyret med nogle myter, som man skal have demonteret, når man selv står og er hovedpersonen og er blevet hjerneskadet,” siger Per Leth.

De mest udbredte myter om hjerneskadede i dag er – ifølge hjerneforsker Jesper Mogensen – følgende:

En hjerneskadet kan ingenting.
Man kan altid se på folk, at de har en hjerneskade.
Hjerneskader er uoprettelige, og de skadede kan ikke genlære, hvad de kunne før.
Man behøver ikke respektere folk med hjerneskader eller lytte til, hvad de siger.

Disse fejlantagelser, som den senhjerneskadede måske selv havde, da han var rask, kan medføre, at han begynder at identificere sig med dem, og på den måde selv er med til at bremse rehabiliteringsarbejdet.

”Oplevelsen af eksklusion i forbindelse med en senhjerneskade virker ind på det mentale arbejde i rehabiliteringen. Men myterne har ingen hold i virkeligheden – ellers ville det være problematisk. Det handler derfor om at løsrive sig fra stigmatiseringen,” fastslår Per Leth.

Hvordan spiser man en elefant?

At gå igennem en rehabiliteringsproces er lidt som at spise en elefant. Man må tage én bid ad gangen. Det lyder måske ikke så vanskeligt, men for den senhjerneskadede og de pårørende – som Per Leth i bogen kalder nøglepersoner – er hver mundfuld en overvindelse. Det hele handler om at få genoprettet sin hverdag og vigtigst af alt at lære at leve med sin hjerneskade.

”Jeg lagde for længe siden en plan, så mine drømme og visioner om fremtiden ikke blot skulle gå hen og ende som en drøm, der aldrig blev til virkelighed. Planen blev en slags søkort, som jeg kunne navigere efter. Så kunne jeg sætte alle sejl og langsomt – men sikkert – holde kursen og styre hen imod mine drømmes mål. For at lægge en kurs må man først og fremmest vide, hvor man er. Dernæst må man beslutte, hvor man helt præcist gerne vil hen.”

At vide, hvor man er, og beslutte, hvor man gerne vil hen, er et tema, der går igen i Per Leths bog, som på denne måde også fremstår som en guide til den senhjerneskadede, der har brug for at kunne gå tilbage og søge råd og vejledning. Det er Per Leths håb, at bogen netop vil blive brugt som en slags opslagsværk og han indvender, at essensen af denne bog ikke findes i ordene, men i læseren selv – ”ordene er ikke andet end vejvisere,” tilføjer han eftertænksomt.

I medgang og modgang

Den senhjerneskadede er ikke den eneste, der står med en stor udfordring. Også de pårørende – nøglepersonerne – må yde en ekstra indsats for at få hverdagen til at hænge sammen. Det har Per Leth også oplevet i sin rehabiliteringsproces. Ifølge Per Leth kan nøglepersonerne betragtes som ufrivilligt frivillige, og han understreger, hvor hvor vigtigt det er, at også de husker at passe på sig selv i forløbet.

”Mange ægtefæller til en senhjerneskadet giver alt hvad de har og passer ikke ordentlig på sig selv. Dem vil jeg gerne støtte. Det er også en fordel at have prøvet pårørenderollen selv. Man er bedre til at sige, hvad man gerne vil have og ikke vil have,” forklarer Per Leth.

Nøglepersonerne er dem, der står én bi, i medgang og modgang, og ifølge Per Leth er det netop dynamikken mellem disse to, der giver livet værdi.

”Man lærer meget om sig selv af modgang. Man lærer noget om erkendelse, om at se sandheden i øjnene. Take the red pill,” afrunder Per Leth.

Per Leths afsluttende replik er en velplaceret reference til et af filmhistoriens store øjeblikke, The Matrix fra 1999, hvor hovedpersonen Neo bliver bedt om at vælge mellem den blå eller røde pille; den blå lader ham forblive i lykkelig uvidenhed, mens den røde vil åbenbare den ubehagelige sandhed. Hvis man som senhjerneskadet har de rette strategier – og konkrete metoder – som man kan vende tilbage til, når man er udfordret – så er det måske ikke så farligt at tage den røde pille og se sandheden i øjnene?

Guided Reading – læseundervisning til de mindste

9. juni 2020 Skriv kommentar

Årets Læseinitiativpris 2019 gik til Guided Reading i Rudersdal Kommune. Her har kommunens skoler i de seneste fire år arbejdet med Guided Reading på 0.-4. Derfor har vi spurgt kommunens læsekonsulent Lisbeth Skov Thorsen og Wenche Kortbæk, der er læsevejleder på Ny Holte Skole, om fordelene ved at bruge Guided Reading som læseundervisning.

Hvad er Guided Reading?

Guided Reading er en differentieret læseundervisning, hvor eleverne læser i spændende bøger på små homogene hold. Eleverne læser hver dag med en underviser, der guider dem videre i deres læseudvikling. Til hver bogtitel er der udarbejdet en læseguide, der støtter underviseren i at arbejde med sprog, ordforråd, læsestrategier, læseforståelse og fonologi.

Hvorfor er Guided Reading en god metode til læseundervisning?

Guided Reading er en god metode til læseundervisningen af flere grunde:

– eleverne læser i bøger på eget niveau, hvor alle bliver udfordret lige der, hvor de er. Dette skaber stor tryghed for det enkelte barn.

– eleverne læser i bøger, som har en storyline og omhandler forskellige emner, der er spændende og vedkommende. Derved bliver deres læselyst styrket.

– eleverne mødes hver dag i deres læsegruppe, hvor de læser og arbejder med udvikling af læsestrategier, de drøfter det læste og undersøger bogens tema, deler egne erfaringer om temaet og reflekterer over det læste. Det skaber samhørighed med underviser og gruppen, at vi ikke kun arbejder med afkodning, men bringer det læste i spil, og gør det relevant for eleverne.

– hver uge bliver eleverne evalueret og nye læsehold bliver sat til kommende uges undervisning. På denne måde oplever eleverne, at de bøger, de læser, har et passende niveau.

Hvordan tilgodeser Guided Reading de læsesvage elever?

Ingen elever bliver presset unødigt til at læse for svære bøger. De differentierede grupper medfører, at eleverne oplever, at de går fra undervisningen med succes, da de arbejder med bøger, som de mestrer, sammen med andre, der er på samme læseniveau.

Hvordan tilgodeser Guided Reading de læsestærke elever?

De bliver ikke holdt tilbage og skal vente på dem, der ikke har knækket koden lige så hurtigt. Det er slut med dårlig samvittighed overfor de dygtige læsere. De bliver også mødt på eget niveau og læser hver dag med en gruppe og underviser. Også her arbejdes der både med at udvikle læsestrategier og fordybe sig i samtalen om det læste.

Hvilke bøger egner sig især til Guided Reading?

Bøger, der har en fortælling og en storyline, er spændende for eleverne og relevante for Guided Reading. Bøgernes temaer skal være vedkommende og relevante for målgruppen. På de laveste niveauer er det også vigtigt at billedstøtten er god. I den gode bog kan børnene hente hjælp til at afkode ord ved at kigge på billederne, og derudover medvirker billederne til at understøtte og udbygge handlingen i historien.

Læsekonsulent Lisbeth Skov Thorsen (tv) og læsevejleder Wenche Kortbæk har gode erfaringer med at bruge Guided Reading til læseundervisning på 0.-4. klassetrin.

Se alle vores bøger til Guided Reading her.

OCD eller sund fornuft?

29. maj 2020 Skriv kommentar

Som følge af coronasmitten anses det i øjeblikket som sund fornuft at være ekstra opmærksom på smittekilder i dagligdagen og øge den almindelige håndhygiejne, når man er ude blandt andre mennesker. For en del OCD-ramte – særligt dem med smitte- og bakterieangst – er denne tid særlig svær.

De har på kort tid oplevet, at de tvangshandlinger, de kæmper med, nu pludselig er blevet det nye normale. Det kan for dem være ekstra svært at skelne mellem almindelig coronabekymring og nødvendige tiltag på den ene side og overdrevne tvangstanker og tvangshandlinger på den anden side.

’Falske’ forholdsregler

Ifølge psykolog Malene Klindt Bohni er det vigtigt at holde fast i, at hverdagen med corona adskiller sig fra hverdagen med OCD. Corona er et reelt og aktuelt problem, som vi har fået konkrete handleanvisninger på, mens OCD-adfærd bygger på ”hvad nu hvis …”-forestillinger.

Malene Klindt Bohni er specialiseret i at hjælpe mennesker med OCD og angst og forklarer, at det er vigtigt som OCD-ramt at få adskilt regelsættene for henholdsvis OCD og corona. For OCD-ramte med smitte- og bakterieangst kan det være vigtigt at være ekstra opmærksom på at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger – hverken mere eller mindre. Lad ikke OCD´en opfinde forholdsregler, eksperterne ikke har lavet.

Malene fortæller, at mens nogle OCD-ramte oplever at OCD´en forværres i denne tid, er der også andre der oplever bedring. Det kan bl.a. skyldes, at mange ting er lukket ned, kravene er blevet mindre, og dermed er der også mindre af den stress, som kan forstærke OCD´en. Nogle OCD-ramte med smitte- og bakterieangst oplever bedring, fordi coronaen er konkret, og der er konkrete retningslinjer at følge, og derfor tricker den ikke deres ”hvad-nu-hvis”-OCD. Endelig oplever nogle OCD-ramte med smitte- og bakterieangst en bedring, fordi deres overdrevne hygiejne nu ikke længere ’stikker ud’.

Adfærdsterapi er essentiel

Det kan være svært at forstå, hvilke mekanismer der er på spil, når OCD’en fx er med til at skabe en udbredt angst for bakterier.

”Det er ligesom, hvis man er bange for edderkopper – problemet er i virkeligheden ikke selve edderkoppen, men angsten for edderkopper. Og vejen ud er at lære, at edderkopper ikke er farlige,” forklarer Malene Klindt Bohni og fastslår, at det vigtigste element i behandlingen af OCD er adfærdsterapi.

”Som OCD-ramt har man på egen krop erfaret, at jo mere man følger OCD’en, jo værre bliver den. Med andre ord: Så længe man gør, hvad OCD’en vil have én til, så fastholdes tvangstankerne. OCD’en vil gerne bruge corona som en undskyldning for at blive værre. Derfor er det vigtigt for OCD-ramte i denne tid at få adskilt OCD-regelsættet fra corona-regelsættet,” afrunder Malene Klindt Bohni.

Tre gode råd til OCD-ramte under coronatiden:

Bliv skarp på, hvad der hører til dit corona-regelsæt, og hvad der hører til dit OCD-regelsæt.
Lad ikke OCD´en opfinde forholdsregler, eksperterne ikke har lavet.
Selvom det er lettere sagt end gjort, skal du prøve at gøre noget andet end, det som OCD’en vil have dig til – på denne måde undgår du at fastholde tvangstankerne.

Det var jo livet, der lå foran mig

18. maj 2020 Skriv kommentar

Den norske illustrator og forfatter Lisa Aisato rører i sin indbydende coffee table book ”Livet - illustreret” ved grundlæggende følelser knyttet til menneskets livsfaser. Bogen er netop udkommet på dansk, og som titlen antyder, illustreres livets forskellige faser gennem varme, humoristiske, drømmende og eftertænksomme billeder, understøttet af små sætninger, der meget præcist indkapsler det enkelte billedes stemning, men samtidig åbner op for, at læseren kan spejle sine egne erfaringer i ordene.

”Husker du, at vi badede i sommerregnen?”

Sådan lyder første sætning i Lisa Aisatos billedfortælling. Ideen om at lave en samlet bog med alle sine illustrationer var ikke ny for hende. Den har udviklet sig løbende i de 10 år, hvor hun har leveret illustrationer til norske dagblade og magasiner.

”I mange år har jeg haft en drøm om at lave en samlet bog med mine illustrationer. Da jeg for alvor begyndte at gennemgå materialet til bogen, med nye og gamle illustrationer, gik der ikke lang tid, før jeg så, at det jo var livet, der lå illustreret foran mig,” fortæller hun.

For Lisa Aisato er illustrationerne bogens væsentligste element. Den tilhørende tekst har til formål at holde læseren forsigtigt i hånden, mens man bladrer. Hun fortæller, at det faktisk var vanskeligt at sætte ord og billeder sammen, fordi det skulle ramme helt plet.

”Du skal tænke noget selv, når du læser teksten. Derfor var det vigtigt, at teksten blev enkel og præcis,” pointerer Lisa Aisato.

Personlig tilgang

De små sætninger, der understøtter de enkelte illustrationer, går fra at være datid til nutid på sidste opslag i livsfasen, som hun kalder Et teenageliv. Det er der en ganske særlig grund til. Bogen har nemlig taget form efter, hvor Lisa Aisato selv er i sit liv – og det er et sted efter ungdommen, i gang med et voksenliv, med alt hvad det indebærer.

”Jeg har taget udgangspunkt i, hvor jeg selv er. Livet set fra mit synspunkt. Min barndom og ungdom er forbi. Jeg er i en tid af mit liv med små børn. Der er gået mange år, men der kommer også til at være mange år fremadrettet, som jeg ikke kender til på samme måde.”

Lisa Aisato ser i bogen livet fra sit eget perspektiv og kaster et tilbageblik på barndommen og ungdommen og skuer fremad mod en endnu ukendt fremtid. Bogen appellerer forskelligt til dem, der læser med. Det er, som om man først forstår perioder af sit liv og er i stand til at mindes dem, når man bliver ældre – når barndommen er ovre.

”I barndommen er der ikke så mange andre perspektiver end bare at være barn. Der er noget melankoli – men også nostalgi – over husker du-spørgsmålene i bogens begyndelse,” fortæller Lisa Aisato.

Mor som inspiration

I det stemningsmættede billedunivers er der plads til legende elementer, og farverne giver symbolsk værdi til den illustrative fortælling. Lisa Aisato arbejder med mange forskellige teknikker i sine illustrationer, og forklarer, at det er spændende at arbejde med forskellige udtryk. Hun arbejder både på papir, lærred og digitalt, hvor op til 100 lag kan være med til at skabe collageffekter.

Selvom ”Livet – Illustreret” tager udgangspunkt i Lisa Aisatos eget liv, har hun ikke været bange for at opsøge folk i hendes nærmeste omgangskreds – blandt andre hendes egen mor – for at indsamle viden og inspiration til at ramme de stemninger og følelser, som illustrationerne kaldte på.

Lisa Aisato har været særligt glad for at portrættere alderdommen, selvom hun ikke her har kunnet tage udgangspunkt i sin egen personlige erfaring. Alderdommens karakterer er tegnet med inspiration i andre mennesker, og det kræver noget mere, siger hun.

”Når der er dele af livet, man ikke selv har oplevet endnu, må man gå til dem, der ved noget, for hvordan skulle jeg kunne fortælle om dét at blive gammel?”

”Måske glemmer du det, som har været”

Inspiration til at illustrere alderdommen – og det levede liv – har Lisa Aisato også fået gennem sin mands bedstemor, som er 86 år gammel.

”Hun fortalte om erkendelsen af, at der ikke længere er nogen, der kan huske hendes barndom. Der er ikke nogen til at sige ”husker du?”. En verden er borte. Men det er ikke ensomhed, hun er ikke alene. Det er nærmere melankoli,” forklarer Lisa Aisato.

Denne erkendelse kan også spores i illustrationen, der afrunder livsfasen et voksenliv og understøttes af teksten ”Pludselig er det os, der er ældst”. De mennesker, som Lisa Aisato har snakket med – i sit arbejde med bogen – har givet hende anledning til at opholde sig ved forskellige eksistentielle milepæle i sine illustrationer.

”Min mor sagde, at for hende var det en milepæl, at hun er den næste i familien, der skal dø,” fortæller Lisa Aisato.

Alvor og humor eksisterer side om side i den stemningsfulde billedfortælling, som konfronterer os med menneskelivet – i alle dets facetter. Uanset hvor gammel man er, og hvad man har oplevet i sit liv, håber Lisa Aisato, at bogens tematikker vækker genklang i læseren, og at der er noget som folk kan identificere sig med.

Krænket uden udløbsdato

16. oktober 2019 Skriv kommentar

”Jeg ved, at det, der skete, ikke var min egen skyld. Det var ikke mig, der gjorde noget galt. Det gjorde til gengæld de, der filmede og delte...”

I citatet fortæller Linea om, da hun som 15-årig oplevede, at en intim video af hende blev delt på sociale medier. Oplevelser som denne er netop, hvad journalist og redaktør på Politiken Milla Mølgaard sætter fokus på i sin nyudkomne bog DELT – en bog til unge om digitale sexkrænkelser. Udover at bidrage med deres ekspertviden har bogen også fået økonomisk støtte fra Center for Digital Pædagogik, Medierådet for Børn og Unge samt Red Barnet. En en bevilling fra TrygFonden har gjort det muligt at sende bogen gratis ud til alle grundskoler i Danmark.

”Kan det virkelig passe, at I unge er ligeglade med andres følelser?” lyder et indledende spørgsmål, slået op som et helsides citat på bogens første side. Det kontroversielle spørgsmål afvæbnes af ungdomsforsker Jakob Demant, som forklarer, at unge er både sympatiske og samvittighedsfulde, og at der ikke er ligeså mange af dem, der deler intime billeder, som voksne går og tror. Alligevel viser en undersøgelse, som Red Barnet har lavet med godt 900 13-17-årige, at 10 % har delt en andens intime billeder uden samtykke inden for det seneste år.

Mærkbare konsekvenser
En digital sexkrænkelse defineres i bogen som en handling, hvor man krænker andre seksuelt – enten på nettet eller på de sociale medier. Når man bliver delt mod sin vilje og uden mulighed for at forklare sig kan det opleves, som om man mister kontrollen. Det kan Ahmed, der blev delt som 17-årig, skrive under på:

”Det er en ret voldsom ting at fratage andre magten over deres selvbillede [...] At få et meget intimt øjebliksbillede delt på Facebook uden kontekst, uden forklaring og uden mulighed for at vælge, hvem der skal kunne se det, føltes ekstremt grænseoverskridende for mig.”

Ahmeds fortælling peger på et dilemma, der har tendens til at blive overset i den offentlige debat om emnet, nemlig hvordan man som dreng forholder sig til at blive delt ulovligt.

”Hvis jeg havde været en pige, kunne jeg måske have sagt til min veninde, at det ikke var min egen skyld; at det var et eller andet røvhul, der havde krænket mig ved at udstille mig. Men det følte jeg ikke, jeg kunne sige som dreng,” uddyber Ahmed.

Uanset om den, der er blevet delt, snakker med nogen om det eller ej, er det en grænseoverskridende oplevelse og en krænkelse uden udløbsdato. Problemet er nemlig, at man ikke kan være sikker på, at alle dem, som der har delt ulovligt, har slettet materialet igen.

En forældet kønsopfattelse
Der følger ofte en skam med at blive delt i en seksuel situation. Men hvorfor egentlig, når man ikke selv er skyld i det? Milla Mølgaard peger på, at det måske har noget med de ældgamle forestillinger om køn og kultur at gøre:

”Selvom unge i dag ser på hinanden med et mangfoldigt blik, har det i mine samtaler med de unge alligevel overrasket mig, at opfattelsen af, hvordan man er ’rigtig’ dreng eller ’rigtig’ pige, stadig er så fasttømret og traditionel. Vi har nogle meget stærke samfundsstrukturer i spil her, som måske ikke er synlige for alle, men som tilsyneladende gennemsyrer rigtig mange af de unges handlinger og holdninger,” siger Milla Mølgaard.

Silja og Mette, der begge er 14 år, fortæller i bogen, hvordan kønsstereotyper holder unge i et fast greb, hvor forventningerne til kønnene er nærmest umulige at leve op til:

”Hvis du som 14-årig ikke har kysset med en dreng, så risikerer du at blive kaldt kedelig eller tør, men hvis du bare har været sammen med én, bliver det meget let noget med, at du er ulækker eller en ho,” lyder det fra Silja.

Mette peger på, at det er helt omvendt for drenge, fordi ”det er sejt at være fuckboi og køre fra pige til pige. Og især at få nøgenbilleder af hende, man kan prale over for andre med.”

De intime billeder bliver en slags valuta for de unge, og det kan være med til at gøre det attraktivt at dele dem ulovligt. Ifølge Milla Mølgaard skal vi dog huske, at delingen af intime billeder uden samtykke ikke decideret er et ungdomsproblem – det sker også blandt voksne.

Indblik, håndsrækning og invitation
I arbejdet med bogen har det været vigtigt både for Milla Mølgaard og for de øvrige samarbejdspartnere, at bogen ikke skulle blive en løftet pegefinger. Snarere har der med udgivelsen været fokus på at få unge – både dem der har delt, dem der er blevet delt, og dem der ikke har haft problemerne inde på livet – til at reflektere.

”Bogen er et indblik, en håndsrækning og en invitation til, at de unge kan reflektere både for sig selv, med deres jævnaldrende og med deres undervisere om de sociale dynamikker, der er på spil,” siger Milla Mølgaard.

Med ung-til-ung-konceptet er det Milla Mølgaards håb, at de unge kan genkende sig selv og få nogle aha-oplevelser – og det gælder både dem, der har været udsat for noget, og dem der har brug for en stærkere forståelse af, hvad det er, der sker, når man overskrider andres grænser digitalt.

”Jeg tror og håber, at vi rammer dem, som enten ikke har reflekteret over emnet i forvejen, eller dem, som trænger til at reflektere lidt ekstra, og som forhåbentlig kan sætte sig ind i, hvilke konsekvenser en digital sexkrænkelse kan have, fordi bogen fremmer empatien ved at komme ind bag facaden hos nogle jævnaldrende, som fortæller ’rigtige’ historier,” afslutter Milla Mølgaard.

Kære Donald Trump – Interview med Sophie Siers

3. september 2019 Skriv kommentar

Donald, hvad drømte du om, da du var lille? Ville du være ham, der byggede mure?

Sådan spørger den 9-årige hovedperson Victor i Sophie Siers børnebog Kære Donald Trump. Spørgsmålet stammer fra et af de mange breve, som Victor sender til Donald Trump, og det er gennem disse breve, at vi lærer Victors familiære situation at kende. Victor og Trump har nemlig noget til fælles. De vil begge gerne bygge en mur, der skal skærme dem fra deres problemer; Trump fra mexicanerne, Victor fra sin teenage-storebror, som han deler værelse med og er ved at være godt træt af. Her indledes en fortælling om lokale uoverensstemmelser i familien, mens der trækkes paralleller til globale begivenheder og konflikter.

For lidt siden så jeg dig i tv. Du sagde, at du ville bygge en mur. Den skal holde folk væk. Folk, som du kalder uønskede. Det fik mig til at tænke på min storebror. Og at jeg også har brug for en mur.

Det var faktisk Sophies mand, der fik ideen til at skrive bogen Kære Donald Trump. Efter at han for nogle år siden så Trump stå og tale om at bygge en mur i tv’et, sagde han til Sophie, at det havde været den perfekte løsning for deres drenge, da de var yngre – altså at bygge en mur – og at det kunne der komme en skæg børnebog ud af. Som oplæsningsbog fungerer den rigtig godt, fordi den har flere forståelsesplaner, og derfor er der ting, de voksne fanger, som børnene ikke gør, og omvendt. Det er den slags børnebøger, Sophie holder mest af. Et eksempel er her, hvor Victor i et af sine breve fortæller Trump om familiens snak ved spisebordet:

Min mor sagde, at du sikkert var som alle andre mænd: Du snakker om at bygge en mur, men får det aldrig gjort. Min far sagde ikke noget.

Selvom titlen på bogen adresserer en karakteristisk verdensleder, var det, ifølge forfatter Sophie Siers, som udgangspunkt ikke meningen, at bogen skulle handle om politik. I stedet forklarer Sophie, at hendes hensigt har været at give familier noget samfundsaktuelt og velkendt at diskutere deres egne udfordringer og processer ud fra.

”Måske kan vi gennem bogen se, at vores problemer ligner hinanden, lige meget om vi er voksne eller børn. Som læser vil man måske få øje på nogle paralleller mellem en 9-årigs problemer og løsninger, og så den måde en verdensleder agerer på,” forklarer Sophie og fortsætter: ”Jeg håber, at Kære Donald Trump vil åbne muligheden for, at familier kan snakke om og finde nye løsninger på, hvordan de løser deres udfordringer på en måde, som alle kan tilslutte sig.”

Her hentyder hun også til, hvordan Victor gennem bogen får udfordret sin forestilling om, hvad det vil betyde for husfreden at bygge en mur – også selvom den kun skal være 4 meter lang og gå gennem hans og broderens værelse. Victor får gennem bogen øjnene op for, at muren måske ikke er det værd, hvis den vil koste ham brorens støtte, når det virkelig gælder.

På trods af at målet med bogen ikke er at udsende et politisk budskab, så mener Sophie, at den afspejler idealet om det direkte demokrati – her sat på spidsen med de to hovedpersoner som pennevenner. ”Vi skal have muligheden for at kommunikere med vores ledere, lige meget hvor gamle vi er, og hvilken status vi har. Politikere er vores repræsentanter, og vi skal have direkte mulighed for at dele vores synspunkter og bekymringer med dem når som helst”, slutter hun.

Myterne er et kulturelt anker

23. august 2019 Skriv kommentar

Når Roshani Chokshi skriver, lader hun sig inspirere af de hinduistiske myter og eventyr, som hun er vokset op med. Selvom hendes forældre immigrerede til USA, da Roshani var lille, bærer hun sine kulturelle rødder med sig. Aru Shah og tidens ende er første bog i hendes serie om den 12-årige Aru, der bliver viklet ind i et mytisk univers, selvom hun bare er en almindelig skolepige. I foråret udkom bogen på dansk, som den første i en serie på fire, og den er allerede blevet udvalgt som første udgivelse i Disneys nye mytologiske bogrække Rick Riordan presents.

For Roshani Chokshi er det kulturelle ophav fuldstændig essentielt. Med en mor der kommer fra Filippinerne og en far fra Indien, har hun en stærk forbindelse til hinduistisk kultur og tradition, som hendes bøger også bærer præg af. Roshani husker de godnathistorier hun fik som lille, og de har i høj grad lagt et fundament for den måde, hun skriver på i dag.

”Jeg har et meget stærkt bånd til min kulturelle baggrund fra begge mine forældre, selvom jeg ikke taler hverken min fars eller mors modersmål. Det er i de gamle fortællinger – myter og eventyr – at vi lever videre fra generation til generation. Fortællingerne afslører sandheder om os selv. De fortæller os, hvad vi kerer os om, hvad vi fejrer, og hvad vi frygter.”

På denne måde kommer de gamle hinduistiske myter også til at leve videre i Roshani bøger, og hun havde en særlig favorit, da hun var lille, Savitri and Satyavan. Myten er et godt eksempel på, hvordan de gamle fortællinger iscenesætter universelle temaer – som her den udødelige kærlighed.

”Savitri and Satyavan er en fortælling om en ung gift kvinde, der vinder sin mands sjæl tilbage og overtager tronen ved at snyde dødens gud,” fortæller Roshani, og slår fast, at der er noget fundamentalt over myter og eventyr – noget som gælder alle mennesker.

En flerkulturel stemme
Aru Shah og tidens ende lukker også læseren ind i et mytisk univers, selvom alt i begyndelsen virker ganske almindeligt og fredeligt. Da Aru en dag kommer til at vække en dæmon fra fortiden til live – på Museet for Indisk kunst og kultur, hvor hendes mor arbejder – starter eventyret og Aru må kæmpe mod stærke kræfter for at undgå at ødelæggelsens gud Shiva vågner.

Roshani fortæller, at hun med Aru Shah-serien forsøgte at skrive fortællinger for børn der, ligesom hende selv, fejrer deres kulturelle bånd på mindre traditionelle måder, fordi de er splittet mellem flere kulturer på samme tid – i skolen, i hjemmet og sammen med kammeraterne. Men det betyder ikke, at de kulturelle rødder nødvendigvis går i glemmebogen. Ifølge Roshani så lever de mytiske fortællinger videre i os, fra generation til generation, også selvom vi flytter os fra det sted i verden, hvor disse fortællinger stammer fra og på den måde bliver de fortællinger, som vi bærer med os, et kulturelt anker og noget, som vi kan vende tilbage til.

En del af Disneys nye mytologiske satsning
Myter og fortællinger fra forskellige steder i verden vinder stadig mere indpas. Disney har netop lanceret en ny række af bøger, med navnet Rick Riordan Presents, som skal udbrede kendskabet til verdens mange forskellige mytologier, hvor Aru Shah og tidens ende er den første.

Rick Riordan er bestsellerforfatter og er selv vant til at skrive med udgangspunkt i mytologiernes fortryllende verden. I sin populære serie om drengen Percy Jackson, tager Rick Riordan os med ind i den græske mytolgi, hvor de græske guder – Olymperne – hersker.

Roshani Chokshi deler altså sammen med Rick Riordan glæden ved at udbringe kendskabet til verdens mytologier gennem de mange fortællinger, og hun er begejstret over at være udvalgt til Disneys nye satsning.

”Jeg synes det er helt fantastisk, at læsere over hele verden får lov til at opdage nye mytologiske og kulturelle skatte, som de ikke ellers var stødt på. De fortjener at se dem selv som helten i fortællingen. Og samtidig behøver man ikke at have en bestemt kulturel arv for at nyde og forstå en fortælling fra et andet land,” siger Roshani.

Nye eventyr venter
I skrivende stund arbejder Roshani på at få bind nummer 3 i serien om Aru Shah og hendes mytiske eventyr færdig. Den unge forfatterindes forkærlighed for de overnaturlige og mytiske fortællinger har at gøre med, at de giver hende en måde at forstå verden på. Hun forklarer til slut sin fascination af de mytiske fortællinger med et citat lånt fra den engelske forfatter Gilbert Keith Chesterton.

”Fairytales are more than true, not because they tell us that dragons exist, but because they tell us that dragons can be beaten.”

”Jeg vil vise børn, at det er okay at tale om sorg, føle sorg og bearbejde sorg gennem leg og fantasier”

25. juni 2019 Skriv kommentar

At tale med børn om de svære ting i livet er ikke så nemt endda. Temaer som sorg, kærlighed og savn er, trods deres menneskelige natur, abstrakte begreber, som børn ofte ikke har et sprog for. Denne problematik forsøger svenske Sofia Rutbäck Eriksson at gøre op med i sin bog Änglabrorsan – Englebror – som blev udgivet på dansk i december 2018. Sofia har selv haft sorgen tæt inde på livet, og det har været med til at kickstarte fortællingen om Englebror.

I 2016 skete det ubærlige, at Sofia og hendes mand mistede deres lille søn, Alfie, da Sofia var i niende måned. Det tog hårdt på dem alle – også parrets anden søn, den dengang 3-årige Sixten. For ham blev det en vej gennem sorgen at lege og forestille sig, at han havde en englebror, som var hans superhelt. Det var denne fantasifigur, som kickstartede Sofias projekt med at skrive børnebogen Englebror.

Bogen handler om Noah, der på sin cykeltur mødes med sin superhelt Englebror, som er en slags skytsengel for ham. Noah og Englebror har et tæt forhold, som dialogerne mellem de to også bærer præg af.

”Bor du i den her himmel?” spørger Noah.
Bror ryster på hovedet.
”Kan jeg besøge dig i din himmel?”
Bror ryster på hovedet igen.
”Nej, det siger mor og far også,” siger Noah og bliver lidt ked af det.

På en legende måde får forældre, med den slags dialoger, en god mulighed for at snakke med deres børn om sorg, kærlighed og savn. De abstrakte begreber bliver nemmere at forstå og italesætte, når tekst og billeder spiller sammen og giver hinanden betydning, og det er netop, hvad Sofia ønsker med bogen.

”Jeg vil vise børn, at det er okay at tale om sorg, føle sorg og bearbejde sorg gennem leg og fantasier. Målet med bogen er, at den skal gøre det lettere for andre familier at tale sammen om sorgen.”

En billedbog for de små
Sofia har før skrevet børnebøger, rettet mod de 6-9-årige, men Englebror er hendes første bog, der er skrevet for de 3-6-årige. Hun synes på mange måder, at det er nemmere at skrive til den ældre målgruppe, men understreger også, at det har været en lærerig proces at skrive bogen. Sofia har da også flere bogprojekter i gang – noget der passer til hver målgruppe.

Som billedbog fremstår Englebror enkel og lettilgængelig, og illustrationerne er med til at gøre det nemmere at åbne op for de svære emner.

”Da jeg så Maria Lindgrens illustrationer, blev jeg glad. Jeg elsker farverne og glæden i dem. De komplementerer min tekst rigtig godt. Jeg er vild med, hvordan man kan se på Noah, at han er både lykkelig, når han er sammen med sin Englebror, men også ked af det over, at de ikke kan være sammen for altid.”

Dobbeltheden i Noahs udtryk, når Englebror er tilstede, er ifølge Sofia en god måde at vise på, hvordan hun og familien har oplevet tabet af Alfie.

”Dem vi har mistet flyver på en måde altid ved siden af os, og vi bærer dem i vores hjerter,” afrunder Sofia og berører på en elegant og håbefuld måde savnet – et menneskeligt grundvilkår – som vi alle, på et eller andet tidspunkt, bliver konfronteret med.

5 skarpe til børnebogsaktuelle Anne Hjernøe

13. juni 2019 Skriv kommentar

Hun er kendt fra tv-køkkenet, fra sine dokumentaristiske udenlandsprogrammer med rejsekammeraten Anders Agger samt sin brede vifte af kogebøger. Men Anne Hjernøe skriver også børnebøger og er netop nu aktuel med sin seneste bog af slagsen, Milles nye ven. I det følgende interview fortæller Anne om, hvorfor børnebogen er så vigtig som genre og forklarer hvorfor mad er et godt tema – også til en børnebog.

Mange kender dig som tv-kok og journalist. Hvordan kan det være, at du gik i gang med at skrive børnebøger?
Jeg tror, det var børnebøgerne, der kom i gang med at ’skrive mig’. Det kom bare til mig en dag, hvor jeg sad ved computeren. Der var noget, der skulle ud. En historie.

Hvad synes du, at børnebogen kan som genre?
Børnebogen kan åbne nye verdener for vores børn. Noget af det vigtigste, man kan lære sine børn, er at læse. Børnebogen kan være med til at udvide barnets horisont, for når du åbner en bog, åbner du en ny verden. Børn kan ikke, på samme måde som voksne, søge ud og se verden, men de kan lade sig opsluge af de fantastiske universer, som børnebogen tilbyder dem. Dermed ikke sagt, at voksne ikke også har brug for bøger. Både børn og voksne bør læse, det er en kæmpegave. Jeg læste meget som lille og kom altid slæbende med en masse bøger ud fra skolebiblioteket. Bibliotekaren kiggede på mig og sagde ”du får jo aldrig læst dem alle, lille Anne”. Men børnebøgerne er med til at udvide børns råderum og fantasi.

I “Milles nye ven” finder man en pizzaopskrift. Var det et ’must’ for dig, at der kom en opskrift med i bogen?
Nej. Jeg har hele tiden haft det sådan, at opskriften kun skulle være der, hvis den var en integreret del af historien. Man skal i min optik ikke påklistre noget, men opskriften er jo en naturlig del af den her bog, fordi hovedpersonerne deler en fælles interesse for madlavning. I mit eget arbejdsliv er jeg kun blevet bekræftet i, at mad er med til at forene folk – hvis man lige har spist sammen, er det svært at bekrige hinanden bagefter. Derfor er mad og madlavning også gode temaer i børnebøger.

Hvordan synes du, at Zarah Juuls illustrationer spiller sammen med din fortælling?
Jeg synes hendes illustrationer er rigtig fine. Zarah har en enkel og underfundig streg og billederne indeholder mange fine detaljer. Hun har løst illustrationsopgaven rigtig godt.

Kommer vi til at høre mere til Mille?
Ja, det vil jeg da håbe. Jeg har haft lidt travlt med arbejde på det sidste, men til sommer, når der kommer mere ro på, regner jeg med at fortællingerne begynder at pible frem igen. Jeg bliver inspireret til at skrive, når jeg synes et emne er interessant. Det kan være liv, død, kærlighed, venskab, mobning eller noget andet, hvor jeg synes, der er noget vigtigt at få skrevet ud.