Artikler fra Straarup & Co

“Går du nu, er du ikke længere min datter” er titlen på Anne Bitschs seneste bog, som udkom på dansk i starten af 2019. Bogen beskæftiger sig med det at vokse op i en ’pæn’ familie, som ingen mistænker for at være dysfunktionel – og derfor er der heller ikke nogen, der griber ind. I Danmark er det ikke kutyme at blande sig, men med Annes bog, er der lagt op til en ransagning af, hvad der egentlig foregår i ’de pæne hjem’.

”Måske bliver man nødt til at begynde et andet sted. For er det ikke sådan, at uanset om man så eller ikke så, og uanset om man taler sandt eller ej, når man siger, at man ikke så og ikke forstod, så er problemet netop de stereotype forestillinger, der udgør vores kollektive syn på psykisk sygdom og alkoholisme?”

Sådan spørger Anne Bitsch i sin bog “Går du nu, er du ikke længere min datter” og taler ind i vores kollektive opfattelse af, hvornår og hvordan man er psykisk syg eller har et alkoholproblem. Udover at forfatte bøger beskæftiger dansk-norske Anne sig også med forskning, særligt inden for emnerne menneskerettigheder, køn og seksuel vold. Hun modtog i 2017 den norske kritikerpris for bedste sagprosaudgivelse med ovennævnte dokumentaristiske beretning, som særligt handler om hendes opvækst med en mor, der var bipolar og havde et alkoholmisbrug.

I bogen behandler Anne også temaer som omsorgssvigt, køn, vold og seksualitet. Det har været et ønske for hende at være med til at bryde svære tabuer og hjælpe folk til at se og forstå, når børn og unge lider under dårlige opvækstvilkår.

Et samfundsmæssigt perspektiv
Annes bog udmærker sig ved at kombinere den personlige historie med regulær forskning, hvor hun har indsamlet en masse kildemateriale, som ligger til grund for bogen. Det giver læseren et samfundsmæssigt perspektiv på de tunge tematikker. Men ingen tvivl om, at det også har været en bearbejdning for Anne at skrive bogen.

”Det at skrive og udgive denne bog har på alle måder ændret mit liv; mit forhold til mig selv, min mor og vores fælles historie”, siger hun.

For Anne har det været vigtigt at anlægge et bredere perspektiv på sagen, som ikke kun genspejler hendes egen opvækst i en familie med psykisk sygdom, incest og misbrug. Hun kobler derfor hele tiden sin personlige historie op på en samfundsmæssig kontekst og lægger op til debat omkring omsorgssvigt i middelklassehjemmene – for hvad går galt, når ingen griber ind i tide?

At finde sin egen stemme
Udover at sætte fokus på tabubelagte emner har bogen også medvirket til, at Anne har kunnet tage sin egen historie tilbage.

”Det er en væsentlig pointe, at den der oplever omsorgssvigt ofte også har en følelse af, at krænkeren sætter spørgsmålstegn ved virkelighedsforståelsen hos den omsorgssvigtede. Konsekvensen heraf er, at den der er udsat for omsorgssvigt kan begynde at tvivle på sin egen fortælling”, forklarer Anne.

Tvivlen kan give anledning til, at den omsorgssvigtede må spørge sige selv: Er det nu også rigtigt, når jeg oplever at verden er på den her måde? Er det mig, der overfortolker? Er det slet ikke så slemt?

Sådanne selvkritiske spørgsmål er med til at presse den, der er blevet omsorgssvigtet yderligere, fordi hun ikke længere stoler på sin egen mavefornemmelse. Det har derfor også været en del af Annes skriveproces at finde sin egen stemme og genvinde ejerskabet over sin fortælling. Det har givet hende vilje til at turde tro på sin egen opfattelse af virkeligheden.

Tilgivelse – en ensom beslutning
Ifølge Anne er det at tilgive et andet menneske ikke en let beslutning. Det vrede barn kan i mange år nære et stærkt ønske om at tilgive, men vejen derhen er belagt med tvivl og usikkerhed. Det er ikke blot Annes mor, men en lang række voksne omkring hende, som hun den dag i dag stadig har svært ved at tilgive.

”Det er helt op til den enkelte at bestemme, om man kan tilgive mennesker, der har skadet og krænket én, og jeg håber bogen og dialogen med mine læsere kan være med til at gøre den beslutning lidt lettere og mindre ensom at bære”, lyder det eftertænksomt fra Anne.

Der er altså ikke et klart svar på, hvornår eller om det giver mening at tilgive, når man har oplevet et så voldsomt svigt, men alene det at begynde at sætte ord på sin usikkerhed og frustration, kan være med til at lette et åg fra den svigtedes skuldre.

Anne Bitsch er forfatter til bogen Går du nu, er du ikke længere min datter

Foto: Shutterstock

Citatet kommer fra 22-årige Rasmus, der har lidt af en lang række forskellige angstlidelser –socialfobi, panikangst, dødsangst, OCD og tvangstanker – siden han var 10 år gammel. Rasmus har været igennem en lang række forskellige behandlingsforløb, men ingen af dem har haft den ønskede virkning. For to år siden lærte Rasmus at konfrontere sig egen angst – og han har aldrig haft det bedre!

Da Rasmus gik i 4. klasse, begyndte han at få det dårligt. Han var træt og kastede op uden nogen logisk forklaring, indtil en læge fik den mistanke, at symptomerne kunne skyldes psykiske problemer. Rasmus blev udredt på ungdomspsykiatrien i Herning, hvor han fik konstateret angst, depression og GUA (gennemgribende udviklingsforstyrrelser). Han fik tilbudt behandling i form af forskellige antidepressiver, og da Rasmus fik det bedre, blev han erklæret rask af lægerne og begyndte at trappe ud af sin medicin.

”Dette førte dog til, at jeg fik det usædvanligt dårligt med masser af nedture, angst og tiltagende OCD. Jeg havde stort set ingen kontakt med familie og venner, men tilbragte næsten al min tid på sofaen. Jeg var også nødt til at droppe ud af folkeskolen,” fortæller Rasmus. Han blev udredt på voksenpsykiatrien i Risskov i en alder af 17 år og fik her igen konstateret OCD, angst og depression.

For to år siden kom Rasmus i behandling hos Malene Klindt-Bohni, der som psykolog har specialiseret sig i udredning og behandling af OCD, angst og traumer. Ifølge Malene er der mange, der tackler unge med angst, på en forkert måde: ”Helt overordnet er den bedste støtte på mange måder stik imod alle instinkter. Det, der hjælper den unge angstramte på kort sigt – såsom beroligelse og undgåelse af det, der udløser angsten – er oftest med til at vedligeholde angsten på længere sigt. Derfor er målet i første omgang ikke at fjerne angsten, men at støtte den unge i at udfordre angsten i passende doser.”

Denne metode har også haft en gavnlig effekt for Rasmus, der har lært at udfordre sig selv og sin angst. ”Det værste man kan gøre er at please angsten og give den ret i, at der er en masse ting, som man ikke kan. Dermed være ikke sagt, at man bare skal hoppe på hovedet ud i alting, men man skal ikke give op og lægge sig på sofaen og slå sig til tåls med sin angst.”

Som forældre kan man ofte komme til at støtte angsten frem for den angstramte. Psykologer og lærere er ikke ligeså følelsesmæssigt involverede, men fælles for alle er de dilemmaer, som man står overfor, når man har at gøre med en angstramt. Ifølge Malene Klindt-Bohni er der nogle generelle ting, som man skal være opmærksom på, uanset hvilken relation man har til den unge.

”Det er vigtigt, at man modstår sin ’ordne-refleks’, når man skal støtte en ung med angst. Når man i bedste mening forsøger at hjælpe, falder man nemt i ved at fortælle den unge, hvad man synes, den unge skal gøre … hvis bare han eller hun kunne slappe af og tænke og handle anderledes, så ville vedkommende få det meget bedre. Problemet er, at man meget nemt kommer til at signalere, at det bare er et spørgsmål om at tage sig sammen, når man i bedste mening forsøger at hjælpe”, siger Malene Klindt-Bohni.

I stedet kan det være en rigtig god idé, at man som forældre eller lærer hjælper den unge med at adskille angsten fra personen selv ved at spørge: ”Hvad er det, angsten siger?” frem for ”Prøv at tænke på noget andet.” På den måde skærmer man ikke den unge fra situationer, der udløser angsten, og dermed er man heller ikke medvirkende til at vedligeholde den unges angst.

”Problemet består i, at man indirekte sender besked til den unge om, at en situation, der fremkalder angst, er farlig. I stedet bør man sammen med den unge undersøge, hvordan vedkommende kan udfordre sin angst med små skridt. Denne metode kaldes også for eksponering. På den måde får den unge lige så stille opbygget erfaring med, at angsten er falsk alarm, og at situationen i virkeligheden ikke er farlig”, siger Malene Klindt-Bohni..

Rasmus har nu lært at kontrollere sin OCD uden, at den udvikler sig til angst. For ham handler det ikke om at komme over det og blive rask, men om at leve med sine lidelser. ”OCD er kronisk, fordi det er mit tankemønster, som den er gal med. Det er svært at rette op på, men hvis man lærer signalerne at kende, så hjælper det meget. Jeg har desuden lært at snakke med mig selv og vende tingene inde i mit hoved. Det har jeg brug for, hvis jeg skal kunne fungere,” siger Rasmus.

Rasmus har fået bevilget et fleksjob og har i de seneste to år arbejdet som ufaglært på et landbrug i Midtjylland. Han er fortsat på medicin, og det forventer han at være resten af livet.

Malene Klindt-Bohni har netop udgivet bogen Støt unge med angst, der både henvender sig til forældre og fagprofessionelle. Bogen formidler den nyeste viden om angst og angstlidelser, årsager til angst og effektive behandlingsformer. Endelig præsenterer bogen en lang række hands-on-redskaber til, hvordan man kan støtte og hjælpe på den mest hensigtsmæssige måde.

Foto: Shutterstock