Artikler fra Straarup & Co

Her finder du artikler fra Straarup & Co om vores bøger og forfattere.

5 skarpe til børnebogsaktuelle Anne Hjernøe

13. juni 2019 Leave a Comment

Hun er kendt fra tv-køkkenet, fra sine dokumentaristiske udenlandsprogrammer med rejsekammeraten Anders Agger samt sin brede vifte af kogebøger. Men Anne Hjernøe skriver også børnebøger og er netop nu aktuel med sin seneste bog af slagsen, Milles nye ven. I det følgende interview fortæller Anne om, hvorfor børnebogen er så vigtig som genre og forklarer hvorfor mad er et godt tema – også til en børnebog.

Mange kender dig som tv-kok og journalist. Hvordan kan det være, at du gik i gang med at skrive børnebøger?
Jeg tror, det var børnebøgerne, der kom i gang med at ’skrive mig’. Det kom bare til mig en dag, hvor jeg sad ved computeren. Der var noget, der skulle ud. En historie.

Hvad synes du, at børnebogen kan som genre?
Børnebogen kan åbne nye verdener for vores børn. Noget af det vigtigste, man kan lære sine børn, er at læse. Børnebogen kan være med til at udvide barnets horisont, for når du åbner en bog, åbner du en ny verden. Børn kan ikke, på samme måde som voksne, søge ud og se verden, men de kan lade sig opsluge af de fantastiske universer, som børnebogen tilbyder dem. Dermed ikke sagt, at voksne ikke også har brug for bøger. Både børn og voksne bør læse, det er en kæmpegave. Jeg læste meget som lille og kom altid slæbende med en masse bøger ud fra skolebiblioteket. Bibliotekaren kiggede på mig og sagde ”du får jo aldrig læst dem alle, lille Anne”. Men børnebøgerne er med til at udvide børns råderum og fantasi.

I “Milles nye ven” finder man en pizzaopskrift. Var det et ’must’ for dig, at der kom en opskrift med i bogen?
Nej. Jeg har hele tiden haft det sådan, at opskriften kun skulle være der, hvis den var en integreret del af historien. Man skal i min optik ikke påklistre noget, men opskriften er jo en naturlig del af den her bog, fordi hovedpersonerne deler en fælles interesse for madlavning. I mit eget arbejdsliv er jeg kun blevet bekræftet i, at mad er med til at forene folk – hvis man lige har spist sammen, er det svært at bekrige hinanden bagefter. Derfor er mad og madlavning også gode temaer i børnebøger.

Hvordan synes du, at Zarah Juuls illustrationer spiller sammen med din fortælling?
Jeg synes hendes illustrationer er rigtig fine. Zarah har en enkel og underfundig streg og billederne indeholder mange fine detaljer. Hun har løst illustrationsopgaven rigtig godt.

Kommer vi til at høre mere til Mille?
Ja, det vil jeg da håbe. Jeg har haft lidt travlt med arbejde på det sidste, men til sommer, når der kommer mere ro på, regner jeg med at fortællingerne begynder at pible frem igen. Jeg bliver inspireret til at skrive, når jeg synes et emne er interessant. Det kan være liv, død, kærlighed, venskab, mobning eller noget andet, hvor jeg synes, der er noget vigtigt at få skrevet ud.

Det kræver mental rygrad at ændre digitale vaner

27. maj 2019 Leave a Comment

Stressrågiver og mentaltræner Thomas Pape har på baggrund af grundig research og valideret forskning skabt et undervisningsforløb, som har til formål at hjælpe unge med at ændre deres digitale vaner. Forløbet er designet ud fra Reboot-modellen™, som er en interventionsmetode Thomas har udviklet med henblik på at motivere de unge til at bryde deres digitale vaner.

”Det er 10 gange mere relevant, end andet vi har prøvet. Det har så kæmpestor indflydelse på vores læring og koncentration. En time af det her hver uge vil være godt.”
Sådan siger én af eleverne fra 2.b, som har været forsøgsklasse på Thomas Papes interventionsforløb ’Reboot dine digitale vaner’. I sin bog af samme navn, som udkom i oktober 2018, beskriver Thomas metoden, som er velafprøvet og valideres af en række forskere inden for områder som vanebrydning, søvnoptimering og læringsmiljø.

Fristelsens konsekvenser
”Vi svigter en hel generation, hvis vi ikke hjælper unge med at få gode digitale vaner og giver dem indsigt og bevidsthed om deres egen adfærd. Måske er de digitalt indfødte, men det hjælper dem ikke, når vi har glemt at gøre dem digitalt kompetente og dannede,” siger Thomas. Der er noget ved den digitale verden, som indfanger os i en sådan grad, at vi ikke så nemt kan slippe den igen, selvom vi egentlig gerne vil, fordi vi ved, den sluger vores tid.

”Mobilens algoritmer gør, at den er designet til dens ejer, og det gør den ekstra attraktiv at kigge på og interagere med,” forklarer Thomas. Trangen til at kigge på sin telefon kan gøre det ekstra svært at koncentrere sig, og det går ifølge Thomas særligt ud over de unges lektietid og indsovningsfase.

Tilvalg frem for fravalg
I arbejdet med de unge har der været fokus på, at forsøget ikke skulle opleves som ’et gok i nødden’, og derfor gør Thomas også noget ud af at forklare, at forløbet er bygget op som et tilbud og ikke et forbud.

”Det var interessant, at I faktisk kom for at hjælpe os. I har taget os i hånden og guidet os”, sagde en af eleverne, der var med i reboot-programmet på Aarhus Statsgymnasium i et efterfølgende fokusgruppeinterview.

”I Reboot-modellen™ arbejder vi med spilleregler, fordi de ikke er rigide, men kan tilpasses efter situation og behov. Det hjælper unge til at udvikle en større impulskontrol, som ellers kan være en svær disciplin, når frontallapperne endnu ikke er fuldt udviklet”, siger Thomas.

Thomas’ forsøg viste, at ændringerne i de digitale vaner, som de unge selv havde tilvalgt, var med til at skabe bedre koncentration, trivsel og præstation blandt de unge. Forløbet var designet sådan, at de unge var involveret i processen og de kom derfor til at tage ejerskab over deres individuelle vaneomlægning.

Det tager tid at ændre sine vaner og derfor arbejdede Thomas også specifikt med ét tema hver uge i forsøgsperioden. De forskellige øvelser i forløbet var designet sådan, at eleverne fik mulighed for at mærke på egen krop, hvad de kunne opnå ved at omlægge deres – for manges vedkommende – stærkt indgroede digitale vaner. Derudover skabte forsøget rammerne for, at eleverne kunne skabe nye vaner, det der blev kaldt mobilvaner 2.0.

Genstart og gentænk
Tanken bag Reboot-modellen™ er ikke at nedlægge forbud mod at bruge de digitale devices, men at give de unge en mulighed for at bruge dem med omtanke. Der er fokus på, at forløbet skal kunne differentieres til hver enkelt elev. Har man eksempelvis at gøre med unge, der gamer på semiprofessionelt plan, så skal forløbet tilrettelægges sådan, at de kan fortsætte med at dyrke deres e-sport.

Når en klasse har været igennem Reboot-programmet, så er det en god idé at tage en snak om, hvordan de unge hver især kan opretholde de gode vaner, som de har tillært sig. Hvis man kan mærke, at de gode vaner faktisk har haft en positiv indvirkning på ens koncentration, søvn og velvære, så er det om at holde fast i vanerne.

”I øjeblikket har mange af dem næsten glemt, hvordan det er at være rigtig fordybet i noget. Vi skal derfor gå ind og skabe forudsætningerne for, at de unge igen kan føle fordybelse. Det gør vi ved at genstarte deres digitale vaner og få dem til at gentænke, hvordan deres hverdag skal se ud, for at mobilen ikke bliver en altdominerende faktor. Vi må lære de unge at bruge de digitale muligheder strategisk”, siger Thomas.

Digital dannelsesdebat
Når vi gentænker vores adfærd, er det ikke nødvendigvis med henblik på at sige farvel til en bestemt måde at leve vores liv på, men at blive bevidst om, hvad vi kan opnå, hvis vi er villige til at ændre på dele af den pågældende adfærd. I dette tilfælde – via opdateringen til mobilvaner 2.0 – er det muligt for de unge at opnå et sundere søvnmønster, højere koncentrationsevne og generelt bedre trivsel.

Derfor mener Thomas også, at de digitale vaner bør komme på skoleskemaet og indgå som en del af det øgede fokus på digital dannelse og afrunder med en kærlig opfordring til at blande sig mere i de unges digitale adfærd.
”Vi har åbenbart ikke talt særlig meget om den personlige adfærd, som unge har med deres telefon, men koblingen hen til læring, trivsel samt det interpersonelle samspil de unge imellem er så tydelig nu, at vi ikke længere kan sidde denne del af den digitale dannelsesdebat overhørig.”

De usynlige børn – om alkoholisme og omsorgssvigt i middelklassen

13. maj 2019 Leave a Comment

“Går du nu, er du ikke længere min datter” er titlen på Anne Bitschs seneste bog, som udkom på dansk i starten af 2019. Bogen beskæftiger sig med det at vokse op i en ’pæn’ familie, som ingen mistænker for at være dysfunktionel – og derfor er der heller ikke nogen, der griber ind. I Danmark er det ikke kutyme at blande sig, men med Annes bog, er der lagt op til en ransagning af, hvad der egentlig foregår i ’de pæne hjem’.

”Måske bliver man nødt til at begynde et andet sted. For er det ikke sådan, at uanset om man så eller ikke så, og uanset om man taler sandt eller ej, når man siger, at man ikke så og ikke forstod, så er problemet netop de stereotype forestillinger, der udgør vores kollektive syn på psykisk sygdom og alkoholisme?”

Sådan spørger Anne Bitsch i sin bog “Går du nu, er du ikke længere min datter” og taler ind i vores kollektive opfattelse af, hvornår og hvordan man er psykisk syg eller har et alkoholproblem. Udover at forfatte bøger beskæftiger dansk-norske Anne sig også med forskning, særligt inden for emnerne menneskerettigheder, køn og seksuel vold. Hun modtog i 2017 den norske kritikerpris for bedste sagprosaudgivelse med ovennævnte dokumentaristiske beretning, som særligt handler om hendes opvækst med en mor, der var bipolar og havde et alkoholmisbrug.

I bogen behandler Anne også temaer som omsorgssvigt, køn, vold og seksualitet. Det har været et ønske for hende at være med til at bryde svære tabuer og hjælpe folk til at se og forstå, når børn og unge lider under dårlige opvækstvilkår.

Et samfundsmæssigt perspektiv
Annes bog udmærker sig ved at kombinere den personlige historie med regulær forskning, hvor hun har indsamlet en masse kildemateriale, som ligger til grund for bogen. Det giver læseren et samfundsmæssigt perspektiv på de tunge tematikker. Men ingen tvivl om, at det også har været en bearbejdning for Anne at skrive bogen.

”Det at skrive og udgive denne bog har på alle måder ændret mit liv; mit forhold til mig selv, min mor og vores fælles historie”, siger hun.

For Anne har det været vigtigt at anlægge et bredere perspektiv på sagen, som ikke kun genspejler hendes egen opvækst i en familie med psykisk sygdom, incest og misbrug. Hun kobler derfor hele tiden sin personlige historie op på en samfundsmæssig kontekst og lægger op til debat omkring omsorgssvigt i middelklassehjemmene – for hvad går galt, når ingen griber ind i tide?

At finde sin egen stemme
Udover at sætte fokus på tabubelagte emner har bogen også medvirket til, at Anne har kunnet tage sin egen historie tilbage.

”Det er en væsentlig pointe, at den der oplever omsorgssvigt ofte også har en følelse af, at krænkeren sætter spørgsmålstegn ved virkelighedsforståelsen hos den omsorgssvigtede. Konsekvensen heraf er, at den der er udsat for omsorgssvigt kan begynde at tvivle på sin egen fortælling”, forklarer Anne.

Tvivlen kan give anledning til, at den omsorgssvigtede må spørge sige selv: Er det nu også rigtigt, når jeg oplever at verden er på den her måde? Er det mig, der overfortolker? Er det slet ikke så slemt?

Sådanne selvkritiske spørgsmål er med til at presse den, der er blevet omsorgssvigtet yderligere, fordi hun ikke længere stoler på sin egen mavefornemmelse. Det har derfor også været en del af Annes skriveproces at finde sin egen stemme og genvinde ejerskabet over sin fortælling. Det har givet hende vilje til at turde tro på sin egen opfattelse af virkeligheden.

Tilgivelse – en ensom beslutning
Ifølge Anne er det at tilgive et andet menneske ikke en let beslutning. Det vrede barn kan i mange år nære et stærkt ønske om at tilgive, men vejen derhen er belagt med tvivl og usikkerhed. Det er ikke blot Annes mor, men en lang række voksne omkring hende, som hun den dag i dag stadig har svært ved at tilgive.

”Det er helt op til den enkelte at bestemme, om man kan tilgive mennesker, der har skadet og krænket én, og jeg håber bogen og dialogen med mine læsere kan være med til at gøre den beslutning lidt lettere og mindre ensom at bære”, lyder det eftertænksomt fra Anne.

Der er altså ikke et klart svar på, hvornår eller om det giver mening at tilgive, når man har oplevet et så voldsomt svigt, men alene det at begynde at sætte ord på sin usikkerhed og frustration, kan være med til at lette et åg fra den svigtedes skuldre.

Anne Bitsch er forfatter til bogen Går du nu, er du ikke længere min datter

Foto: Shutterstock

”Det værste, man kan gøre, er at please angsten!”

15. januar 2019 Leave a Comment

Citatet kommer fra 22-årige Rasmus, der har lidt af en lang række forskellige angstlidelser –socialfobi, panikangst, dødsangst, OCD og tvangstanker – siden han var 10 år gammel. Rasmus har været igennem en lang række forskellige behandlingsforløb, men ingen af dem har haft den ønskede virkning. For to år siden lærte Rasmus at konfrontere sig egen angst – og han har aldrig haft det bedre!

Da Rasmus gik i 4. klasse, begyndte han at få det dårligt. Han var træt og kastede op uden nogen logisk forklaring, indtil en læge fik den mistanke, at symptomerne kunne skyldes psykiske problemer. Rasmus blev udredt på ungdomspsykiatrien i Herning, hvor han fik konstateret angst, depression og GUA (gennemgribende udviklingsforstyrrelser). Han fik tilbudt behandling i form af forskellige antidepressiver, og da Rasmus fik det bedre, blev han erklæret rask af lægerne og begyndte at trappe ud af sin medicin.

”Dette førte dog til, at jeg fik det usædvanligt dårligt med masser af nedture, angst og tiltagende OCD. Jeg havde stort set ingen kontakt med familie og venner, men tilbragte næsten al min tid på sofaen. Jeg var også nødt til at droppe ud af folkeskolen,” fortæller Rasmus. Han blev udredt på voksenpsykiatrien i Risskov i en alder af 17 år og fik her igen konstateret OCD, angst og depression.

For to år siden kom Rasmus i behandling hos Malene Klindt-Bohni, der som psykolog har specialiseret sig i udredning og behandling af OCD, angst og traumer. Ifølge Malene er der mange, der tackler unge med angst, på en forkert måde: ”Helt overordnet er den bedste støtte på mange måder stik imod alle instinkter. Det, der hjælper den unge angstramte på kort sigt – såsom beroligelse og undgåelse af det, der udløser angsten – er oftest med til at vedligeholde angsten på længere sigt. Derfor er målet i første omgang ikke at fjerne angsten, men at støtte den unge i at udfordre angsten i passende doser.”

Denne metode har også haft en gavnlig effekt for Rasmus, der har lært at udfordre sig selv og sin angst. ”Det værste man kan gøre er at please angsten og give den ret i, at der er en masse ting, som man ikke kan. Dermed være ikke sagt, at man bare skal hoppe på hovedet ud i alting, men man skal ikke give op og lægge sig på sofaen og slå sig til tåls med sin angst.”

Som forældre kan man ofte komme til at støtte angsten frem for den angstramte. Psykologer og lærere er ikke ligeså følelsesmæssigt involverede, men fælles for alle er de dilemmaer, som man står overfor, når man har at gøre med en angstramt. Ifølge Malene Klindt-Bohni er der nogle generelle ting, som man skal være opmærksom på, uanset hvilken relation man har til den unge.

”Det er vigtigt, at man modstår sin ’ordne-refleks’, når man skal støtte en ung med angst. Når man i bedste mening forsøger at hjælpe, falder man nemt i ved at fortælle den unge, hvad man synes, den unge skal gøre … hvis bare han eller hun kunne slappe af og tænke og handle anderledes, så ville vedkommende få det meget bedre. Problemet er, at man meget nemt kommer til at signalere, at det bare er et spørgsmål om at tage sig sammen, når man i bedste mening forsøger at hjælpe”, siger Malene Klindt-Bohni.

I stedet kan det være en rigtig god idé, at man som forældre eller lærer hjælper den unge med at adskille angsten fra personen selv ved at spørge: ”Hvad er det, angsten siger?” frem for ”Prøv at tænke på noget andet.” På den måde skærmer man ikke den unge fra situationer, der udløser angsten, og dermed er man heller ikke medvirkende til at vedligeholde den unges angst.

”Problemet består i, at man indirekte sender besked til den unge om, at en situation, der fremkalder angst, er farlig. I stedet bør man sammen med den unge undersøge, hvordan vedkommende kan udfordre sin angst med små skridt. Denne metode kaldes også for eksponering. På den måde får den unge lige så stille opbygget erfaring med, at angsten er falsk alarm, og at situationen i virkeligheden ikke er farlig”, siger Malene Klindt-Bohni..

Rasmus har nu lært at kontrollere sin OCD uden, at den udvikler sig til angst. For ham handler det ikke om at komme over det og blive rask, men om at leve med sine lidelser. ”OCD er kronisk, fordi det er mit tankemønster, som den er gal med. Det er svært at rette op på, men hvis man lærer signalerne at kende, så hjælper det meget. Jeg har desuden lært at snakke med mig selv og vende tingene inde i mit hoved. Det har jeg brug for, hvis jeg skal kunne fungere,” siger Rasmus.

Rasmus har fået bevilget et fleksjob og har i de seneste to år arbejdet som ufaglært på et landbrug i Midtjylland. Han er fortsat på medicin, og det forventer han at være resten af livet.

Malene Klindt-Bohni har netop udgivet bogen Støt unge med angst, der både henvender sig til forældre og fagprofessionelle. Bogen formidler den nyeste viden om angst og angstlidelser, årsager til angst og effektive behandlingsformer. Endelig præsenterer bogen en lang række hands-on-redskaber til, hvordan man kan støtte og hjælpe på den mest hensigtsmæssige måde.

Foto: Shutterstock

Artikler fra Straarup & Co

Milles nye ven

Reboot dine digitale vaner

Om forfatteren