Minimal Furniture 19

”Jeg vil vise børn, at det er okay at tale om sorg, føle sorg og bearbejde sorg gennem leg og fantasier”

At tale med børn om de svære ting i livet er ikke så nemt endda. Temaer som sorg, kærlighed og savn er, trods deres menneskelige natur, abstrakte begreber, som børn ofte ikke har et sprog for. Denne problematik forsøger svenske Sofia Rutbäck Eriksson at gøre op med i sin bog Änglabrorsan – Englebror – som blev udgivet på dansk i december 2018. Sofia har selv haft sorgen tæt inde på livet, og det har været med til at kickstarte fortællingen om Englebror.

I 2016 skete det ubærlige, at Sofia og hendes mand mistede deres lille søn, Alfie, da Sofia var i niende måned. Det tog hårdt på dem alle – også parrets anden søn, den dengang 3-årige Sixten. For ham blev det en vej gennem sorgen at lege og forestille sig, at han havde en englebror, som var hans superhelt. Det var denne fantasifigur, som kickstartede Sofias projekt med at skrive børnebogen Englebror.

Bogen handler om Noah, der på sin cykeltur mødes med sin superhelt Englebror, som er en slags skytsengel for ham. Noah og Englebror har et tæt forhold, som dialogerne mellem de to også bærer præg af.

”Bor du i den her himmel?” spørger Noah.
Bror ryster på hovedet.
”Kan jeg besøge dig i din himmel?”
Bror ryster på hovedet igen.
”Nej, det siger mor og far også,” siger Noah og bliver lidt ked af det.

På en legende måde får forældre, med den slags dialoger, en god mulighed for at snakke med deres børn om sorg, kærlighed og savn. De abstrakte begreber bliver nemmere at forstå og italesætte, når tekst og billeder spiller sammen og giver hinanden betydning, og det er netop, hvad Sofia ønsker med bogen.

”Jeg vil vise børn, at det er okay at tale om sorg, føle sorg og bearbejde sorg gennem leg og fantasier. Målet med bogen er, at den skal gøre det lettere for andre familier at tale sammen om sorgen.”

En billedbog for de små

Sofia har før skrevet børnebøger, rettet mod de 6-9-årige, men Englebror er hendes første bog, der er skrevet for de 3-6-årige. Hun synes på mange måder, at det er nemmere at skrive til den ældre målgruppe, men understreger også, at det har været en lærerig proces at skrive bogen. Sofia har da også flere bogprojekter i gang – noget der passer til hver målgruppe.

Som billedbog fremstår Englebror enkel og lettilgængelig, og illustrationerne er med til at gøre det nemmere at åbne op for de svære emner.

”Da jeg så Maria Lindgrens illustrationer, blev jeg glad. Jeg elsker farverne og glæden i dem. De komplementerer min tekst rigtig godt. Jeg er vild med, hvordan man kan se på Noah, at han er både lykkelig, når han er sammen med sin Englebror, men også ked af det over, at de ikke kan være sammen for altid.”

Dobbeltheden i Noahs udtryk, når Englebror er tilstede, er ifølge Sofia en god måde at vise på, hvordan hun og familien har oplevet tabet af Alfie.

”Dem vi har mistet flyver på en måde altid ved siden af os, og vi bærer dem i vores hjerter,” afrunder Sofia og berører på en elegant og håbefuld måde savnet – et menneskeligt grundvilkår – som vi alle, på et eller andet tidspunkt, bliver konfronteret med.

Englebror

Englebror Dk Forside Web

Titel: Englebror
Originaltitel: Änglabrorsan
Forfatter: Sofia Rutbäck Eriksson
Illustrator: Maria lindgren
Oversætter: Marianne Randel Søndergaard
Udgivelsesdato: 21.12.2019
ISBN: 978-87-7018-212-6
Sidetal: 36
Pris: 120,00 kroner ex. moms

Se bogen her

Nyeste artikler

Forfatterinterview: Hélene Holmström

Heléne Holmström er romanceforfatter og skriver bøger med spændende intriger, stærke følelser og komplicerede relationer. Hendes bøger er oversat til en lang række sprog, og ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Jaymin Eve

Jaymin Eve er kendt for sine mørke fantasyuniverser, stærke karakterrelationer og intense romantiske spændinger og med Skyggekaster inviterer hun læserne ind i endnu et magisk ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Sara Ejersbo

Hvad sker der, når fortællelyst, kvindekraft og en forkærlighed for det vilde og uforudsigelige smelter sammen i én historie? I dette interview fortæller forfatter Sara ...
Læs mere →

Hvordan bygger vi læsevaner op, der holder til udskolingen?

I dette blogindlæg deler Dorthe Rise sine erfaringer med at fastholde læselyst og læsevaner hos eleverne når konkurrencen fra sociale medier, fritidsjob og afleveringer vokser. ...
Læs mere →

3 lydbøger til forårssolen

Der er noget helt særligt over de første rigtige forårsdage. Solen varmer ansigtet, jakken kan stå åben, og verden føles pludselig lettere. Det er den ...
Læs mere →