Forfatterinterview: Sofie Boysen

1. Hvorfor har du skrevet Kejseren og Krigeren? 

Fordi jeg ikke kunne lade være. Historien lå og trippede i mine fingerspidser og skulle ud på tastaturet. Jeg fortrød det adskillige gange undervejs, for det var absolut ikke en nem historie, der opførte sig pænt og undlod at glimre med sine plothuller. Men den var stædig nok til at kæmpe sig frem.

2. Hvad inspirerede dig til at skrive bogen? 

Min egen følelse af magtesløshed i den verden, vi lever i, hvor ens livsforløb i høj grad bliver afgjort af, hvilket land man er født i. Jeg kunne jo nemt skrive et ulideligt harmdirrende debatindlæg, men når man vil undersøge magt og ulighed, kan det gøres større, skarpere og klarere i et fiktivt univers. Og fiktive universer kan også have rumskibe med. Fiktive universer er bare lækre på den måde.

3. Hvad overraskede dig mest ved at skrive bogen? 

At den blev færdig. Det var jeg flere gange i tvivl om undervejs …

4. Hvordan adskiller Kejseren og Krigeren fra andre Sci-fi bøger? 

Jeg har beskrevet bogen som en blanding af Dune og Bamses Billedbog, fordi der endte med at være så mange pelsede væsner med! 

Det interessante for mig var at undersøge ondskab i mine to dybt forskellige hovedkarakterer. Augeliden vil gerne det gode uden nogen anelse om, hvad det indebærer, og han formår ikke at bruge sin kejsermagt til at sætte gang i forandring. Efeu gør så meget grusomt i retfærdighedens navn, og ondskabens ansigt hos hende er lige så forståeligt, som det er utilgiveligt. For mig er det almengyldige spørgsmål, hvordan man kan være en god person inden for de rammer, man er givet. Jeg tror ikke, det adskiller sig fra andre bøger så meget, som det er et spørgsmål, der aldrig holder op med at være relevant.

5. Hvordan arbejder du bedst når du skriver?

Jeg arbejder altid dårligt og langsomt, så det er svært for mig at sige. Når min redaktør endelig knalder en hånd i bordet og giver mig en deadline, så hjælper det gerne. 

Det kommer af en tvivlende, søgende tilgang til skriveriet, hvor jeg altid føler, at den perfekte sætning og det perfekte plottwist leger gemmeleg med mig. Det kobler jeg naturligvis med en blind tiltro til, at hvis jeg bare søger længe nok, så skal jeg nok naile den motherfucker! Sådan en tilgang er en tidssluger, og hvis der er noget, vi som mennesker ikke har nok af, så er det tid. Så tak, redaktører, for deadlines, der tvinger mig til at tage et valg, der måske ikke er perfekt, men så er man da videre.

6. Hvad har været det sværeste og nemmeste ved at skrive bogen? 

Det nemmeste var at drømme om alle de femstjernede citater, der ville stå på bagsiden af bogen, når den udkom i 17. oplag, fx “Min yndlingsbog for i år. Boysen er min nye bro” – Patrick Ness.

Det sværeste var at holde gang i begejstringen for projektet på tredje år efter afslag, skriveblokeringer og spandevis af self-doubt. 

7. Hvad arbejder du på nu? 

Uuh, så mange spændende ting – blandt andet en actionpacked fortsættelse til Kejseren og Krigeren, hvor jeg allerede har fantaseret mig til endnu et begejstret, imaginært Patrick Ness-citat.

Nyeste artikler

Forfatterinterview: Kaja Nygaard

Et mørkere vand er skrevet af Kaja Gjersem Nygaard. Hun er uddannet økonom og arbejder på Universitetet i Stavanger. Et mørkere vand er hendes debutroman, og er første ...
Læs mere →

3 bøger du skal læse – Fra @Norogfarlaeser

Er du i tvivl om, hvilken bog der vil hitte hos dit barn? Vi har spurgt et par dygtige bogbloggere til råds!  Nor og Jakob, ...
Læs mere →

3 boganbefalinger til mellemtrinnet – Fra lektor, Mette Jensen

Mangler du inspiration til hvilke bøger dine elever skal læse på mellemtrinnet? Så se med her!  Vi har spurgt Mette Sofie Kirkedal Jensen, der er ...
Læs mere →

3 boganbefalinger til indskolingen – Fra lærer, Cathrine Winther.

Mangler du inspiration til hvad dine indskolingselever skal læse? Så se med her. Vi har spurgt Cathrine Winther, der til daglig arbejder som lærer i ...
Læs mere →

3 boganbefalinger til udskolingselever – Fra lærer, Dorthe Rise

Hvad skal dine udskolingselever læse? Det har vi spurgt Dorthe Rise, der til daglig arbejder som lærer på mellemtrinnet og i udskolingen. Derudover fungerer hun ...
Læs mere →