- 30 71 00 03
- mail@straarupogco.dk
- Man - Fre: 9.00 - 15.00
- Fri fragt over 499,-
Generationsskifte i Straarup & Co
Forlaget Straarup & Co har foretaget en rokade på øverste ledelsesniveau pr. 1. juni 2026, hvor forlagsdirektør Per Straarup Søndergaard er fratrådt sin stilling og har overdraget ansvaret til Natasja Erbillor og Simon Randel Søndergaard. De to profiler bliver ledelsesmæssigt ligestillede med Natasja som forlagschef og Simon som økonomi- og salgschef.
I forbindelse med salget af Straarup & Co til Dafolo A/S for to år siden udtrykte Per et ønske om gradvist at overdrage ledelsesansvaret til yngre kræfter. Første trin blev taget for et år siden med etablering af en ledelsesgruppe bestående af Natasja, Simon og Per. Nu tages det næste, hvor de to første træder et skridt frem og overtager det overordnede ansvar, mens Per træder et skridt til siden.
Per vil fortsat være en del af forlaget i rollen som udviklingskonsulent, hvor han kommer til at fokusere på salg af rettigheder, skalering af forlagets nonfiktionsafdeling og udvikling af undervisningsmaterialer.
“Jeg har stået i spidsen for Straarup & Co lige siden grundlæggelsen. Det har været ni år med fuld fart på og masser af spændende samarbejder og udgivelser på et forlag med konstant vokseværk. Et kæmpe privilegium og vildt spændende, men også meget krævende,” udtaler Per. “Derfor sender jeg nu stafetten videre til Natasja og Simon. Begge er superdygtige og yderst kompetente og har været med fra den allerførste dag. De kender forlaget indefra og kan føre det videre og udvikle det i den ånd, det er blevet skabt.”
For Natasja og Simon er det et stort skridt, og der venter spændende opgaver:
”Vi er meget glade og stolte over at få mulighed for at sætte retningen for Straarup & Co,” siger Natasja og Simon. ”Takket være Pers store indsats står vi i en stærk position. Vi glæder os til at arbejde med vores dygtige medarbejdere, samarbejdspartnere og forfattere, så vi i fællesskab kan skabe endnu flere stærke læseoplevelser i fremtiden.”
Dafolos adm. direktør Henrik Brandt ser udviklingen i Straarup & Co som et skoleeksempel på rettidig omhu i forhold til at fremtidssikre ledelseskompetencerne: ”Siden vi indledte samarbejdet med Straarup & Co i maj 2024 har det været en fornøjelse at mærke det store engagement, der præger forlaget. Jeg føler mig helt tryg ved den fremtidige duoledelse, som er grundigt forberedt med klart definerede ansvarsområder.”