Myterne er et kulturelt anker

Når Roshani Chokshi skriver, lader hun sig inspirere af de hinduistiske myter og eventyr, som hun er vokset op med. Selvom hendes forældre immigrerede til USA, da Roshani var lille, bærer hun sine kulturelle rødder med sig. Aru Shah og tidens ende er første bog i hendes serie om den 12-årige Aru, der bliver viklet ind i et mytisk univers, selvom hun bare er en almindelig skolepige. I foråret udkom bogen på dansk, som den første i en serie på fire, og den er allerede blevet udvalgt som første udgivelse i Disneys nye mytologiske bogrække Rick Riordan presents.  

For Roshani Chokshi er det kulturelle ophav fuldstændig essentielt. Med en mor der kommer fra Filippinerne og en far fra Indien, har hun en stærk forbindelse til hinduistisk kultur og tradition, som hendes bøger også bærer præg af. Roshani husker de godnathistorier hun fik som lille, og de har i høj grad lagt et fundament for den måde, hun skriver på i dag.

”Jeg har et meget stærkt bånd til min kulturelle baggrund fra begge mine forældre, selvom jeg ikke taler hverken min fars eller mors modersmål. Det er i de gamle fortællinger – myter og eventyr – at vi lever videre fra generation til generation. Fortællingerne afslører sandheder om os selv. De fortæller os, hvad vi kerer os om, hvad vi fejrer, og hvad vi frygter.”

På denne måde kommer de gamle hinduistiske myter også til at leve videre i Roshani bøger, og hun havde en særlig favorit, da hun var lille, Savitri and Satyavan. Myten er et godt eksempel på, hvordan de gamle fortællinger iscenesætter universelle temaer – som her den udødelige kærlighed.

Savitri and Satyavan er en fortælling om en ung gift kvinde, der vinder sin mands sjæl tilbage og overtager tronen ved at snyde dødens gud,” fortæller Roshani, og slår fast, at der er noget fundamentalt over myter og eventyr – noget som gælder alle mennesker.

En flerkulturel stemme
Aru Shah og tidens ende lukker også læseren ind i et mytisk univers, selvom alt i begyndelsen virker ganske almindeligt og fredeligt. Da Aru en dag kommer til at vække en dæmon fra fortiden til live – på Museet for Indisk kunst og kultur, hvor hendes mor arbejder – starter eventyret og Aru må kæmpe mod stærke kræfter for at undgå at ødelæggelsens gud Shiva vågner.

Roshani fortæller, at hun med Aru Shah-serien forsøgte at skrive fortællinger for børn der, ligesom hende selv, fejrer deres kulturelle bånd på mindre traditionelle måder, fordi de er splittet mellem flere kulturer på samme tid – i skolen, i hjemmet og sammen med kammeraterne. Men det betyder ikke, at de kulturelle rødder nødvendigvis går i glemmebogen. Ifølge Roshani så lever de mytiske fortællinger videre i os, fra generation til generation, også selvom vi flytter os fra det sted i verden, hvor disse fortællinger stammer fra og på den måde bliver de fortællinger, som vi bærer med os, et kulturelt anker og noget, som vi kan vende tilbage til.

En del af Disneys nye mytologiske satsning
Myter og fortællinger fra forskellige steder i verden vinder stadig mere indpas. Disney har netop lanceret en ny række af bøger, med navnet Rick Riordan Presents, som skal udbrede kendskabet til verdens mange forskellige mytologier, hvor Aru Shah og tidens ende er den første.

Rick Riordan er bestsellerforfatter og er selv vant til at skrive med udgangspunkt i mytologiernes fortryllende verden. I sin populære serie om drengen Percy Jackson, tager Rick Riordan os med ind i den græske mytolgi, hvor de græske guder – Olymperne – hersker.

Roshani Chokshi deler altså sammen med Rick Riordan glæden ved at udbringe kendskabet til verdens mytologier gennem de mange fortællinger, og hun er begejstret over at være udvalgt til Disneys nye satsning.

”Jeg synes det er helt fantastisk, at læsere over hele verden får lov til at opdage nye mytologiske og kulturelle skatte, som de ikke ellers var stødt på. De fortjener at se dem selv som helten i fortællingen. Og samtidig behøver man ikke at have en bestemt kulturel arv for at nyde og forstå en fortælling fra et andet land,” siger Roshani.

Nye eventyr venter
I skrivende stund arbejder Roshani på at få bind nummer 3 i serien om Aru Shah og hendes mytiske eventyr færdig. Den unge forfatterindes forkærlighed for de overnaturlige og mytiske fortællinger har at gøre med, at de giver hende en måde at forstå verden på. Hun forklarer til slut sin fascination af de mytiske fortællinger med et citat lånt fra den engelske forfatter Gilbert Keith Chesterton.

”Fairytales are more than true, not because they tell us that dragons exist, but because they tell us that dragons can be beaten.”

Aru Shah og tidens ende

Titel: Aru Shah og tidens ende
Originaltitel: 
Aru Shah and the End of Time
Forfatter: 
Roshani Chokshi
Illustrator: Abigail Dela Rey
Oversætter: Henrik Enemark
Udgivelsesdato: 08.05.2019
ISBN: 978-87-7018-105-1
Sideantal: 396
Pris: 240,00 kroner ex. moms.

Se bogen her

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *