Forfatterinterview: Daniela Dröscher

Løgne om min mor er en stor roman, et kammerspil om patriarkatet, fuld af protest og kærlighed samt en klarsynet analyse af de sociale normer, der bestemmer vores længsler og handlinger. Forfatter Daniela Dröscher (f. 1977) har blandt andet modtaget Anna Segher-prisen og Robert Gernhardt-prisen for sit forfatterskab.

Hvad handler bogen om? 

 

Det er historien om en kvinde og mor, der er terroriseret af sin mands besættelse af hendes kropsvægt. Da han kalder hende „for fed“ uanset hendes vægt, er hun konstant på slankekur og udstår meget psykisk pres. Vi er vidne til denne kamp gennem øjnene på hendes lille datter, Ela, der er meget tæt med sin mor, men også prøver at mægle mellem sine forældre. Det er en mekanisme psykologer kalder „parentification“. På en måde synes jeg, det er en typisk historie om en familie fra den lavere middelklasse i 1980’erne. En tysk kritiker kaldte det et „ufortalt kapitel i den vesttyske historie“. 

 

 

Hvad inspirerede dig til at skrive historien? 

 

Min egen historie med en fedmefobisk far, desværre. Og manglen på tykke personer i litteratur. Under min forskning stødte jeg kun på et par korte romaner, der fokuserede på slankekure som et patriarkalsk våben. 

 

Hvorfor har du kaldt bogen ‘Løgne om min mor’? Hvad ligger der i titlen? 

 

Der er mange løgne at opdage i denne historie. Først og fremmest fortælles den største løgn af faren, der kalder sin kone tyk, selvom hun selv tænker andet. Hvem har givet ham ret til at bestemme det? Derudover sidestiller han fedme med grimhed. 

 

Derefter er der morens hvide løgne, hver gang hun prøver at undslippe hans kontrol med tricks, strategier og alle slags forsøg på at tæmme tyrannen. Den tredje dimension vedrører ligheden mellem at skrive autofiktion og lyve. Historien fortælles af en seks år gammel pige, Ela. Denne synsvinkel betyder, at vi som læsere ikke rigtig kan stole på hende. Hun er en upålidelig fortæller i den forstand, at hun virkelig prøver at forstå, hvad der sker mellem hendes forældre, men man kan ikke vide med sikkerhed, at hun reelt forstår det. Elas stemme er både sandfærdig og upålidelig. Så læserne skal selv finde ud af, hvad de vil tro på og hvad de vil sætte spørgsmålstegn ved. Denne usikkerhed øges af genren. Jeg skriver tæt på mit liv, men på samme tid er det en roman, en konstrueret historie. 

 

Fortælleren skifter mellem barnet Ela og en voksen fortæller. Hvorfor har du valgt denne narrative tilgang? 

 

Jeg ville skabe en kontrast mellem et uskyldigt barn, der er følelsesmæssigt involveret og ikke har nogen afstand til de ting, der sker, med perspektivet fra en voksen stemme, der er i stand til at kategorisere og analysere det større billede. På en måde er den voksne fortæller Elas storesøster. Måske opfandt jeg hende, fordi jeg ikke ville have, at pigen skulle være alene. Hun er ofte helt fortabt. 

 

Jeg tænkte derfor disse øjeblikke med den voksne fortæller som øjeblikke, hvor læseren kunne trække vejret og se historien ovenfra. Mange læsere hævder, at farens tyranni er meget svær at udholde, og at de næppe kunne tåle det. Brecht har brugt denne kombination af fortælling og refleksion i sit episke teater: hans ideer var at skabe øjeblikke af analytiske opvågninger midt i en melodramatisk historie. Disse sider giver os mulighed for at gå tilbage, tænke og reflektere i stedet for at sprænges af vrede og magtesløshed. 

 

Hvordan har det været at arbejde med bogen? 

 

Jeg har altid vidst, at jeg bare var nødt til at skrive denne bog en dag. Men i lang tid vidste jeg ikke hvordan. Jeg spekulerede på, hvordan den rigtige form, perspektiv og tone kunne se ud. Derefter fik jeg ideen om at skrive fra et barns perspektiv, og pludselig fungerede det. Jeg indså, at jeg havde fundet en tone, der var både legende og opmærksom. 

 

Ela elsker begge sine forældre, men hun har også en klar sans for uretfærdighed. På en måde er hun som en lille detektiv, der prøver at finde ud af sine forældres hemmeligheder ved at observere deres bevægelser og undersøge den store tavshed mellem dem. I retrospekt tror jeg, at jeg også ville have plads til latter, ellers ville det have været for svært at skrive. At fortælle historien gennem et barns øjne var sjovt og også meget nyttigt i forhold til min personlige sandhed. Jeg er altid forbløffet over at se, hvor nemt børn kan se bag de voksnes masker og de mange facader i familielivet. De har en antenne, der opfanger det usagte. Elas coping-mekanisme er et af menneskets skarpeste våben: humor. 

Nyeste artikler

Hvad er Guided Reading?

Det er vigtigt, at alle børn kommer godt i gang, når de skal lære at læse. Nogle børn knækker hurtigt læsekoden, mens andre børn har ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Caroline Stadsbjerg

Caroline Stadsbjerg (f. 1994) er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet. Hun har gået på Writeres Academy og været i et mentorforløb på Dansk Talentakademis Forfatterlinje. Carnivora er hendes ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Katrine Skovgaard

Hvad inspirerede dig til at skrive Stormspyddet? Jeg har altid elsket museer – og synes, at de er en åbning ind til en magisk verden, ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Kjersti Halvorsen

Kjersti Halvorsen er aktuel med hendes roman Det er mig, der kan hjælpe dig. Kjersti Halvorsen er uddannet psykolog ved universitetet i Oslo. Hendes debutroman ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Daniela Dröscher

Løgne om min mor er en stor roman, et kammerspil om patriarkatet, fuld af protest og kærlighed samt en klarsynet analyse af de sociale normer, der ...
Læs mere →