Minimal Furniture 20

Kære Donald Trump – Interview med Sophie Siers

Donaldtrump

Donald, hvad drømte du om, da du var lille? Ville du være ham, der byggede mure?

Sådan spørger den 9-årige hovedperson Victor i Sophie Siers børnebog Kære Donald Trump. Spørgsmålet stammer fra et af de mange breve, som Victor sender til Donald Trump, og det er gennem disse breve, at vi lærer Victors familiære situation at kende. Victor og Trump har nemlig noget til fælles. De vil begge gerne bygge en mur, der skal skærme dem fra deres problemer; Trump fra mexicanerne, Victor fra sin teenage-storebror, som han deler værelse med og er ved at være godt træt af. Her indledes en fortælling om lokale uoverensstemmelser i familien, mens der trækkes paralleller til globale begivenheder og konflikter.

For lidt siden så jeg dig i tv. Du sagde, at du ville bygge en mur. Den skal holde folk væk. Folk, som du kalder uønskede. Det fik mig til at tænke på min storebror. Og at jeg også har brug for en mur.

Sophie SiersDet var faktisk Sophies mand, der fik ideen til at skrive bogen Kære Donald Trump. Efter at han for nogle år siden så Trump stå og tale om at bygge en mur i tv’et, sagde han til Sophie, at det havde været den perfekte løsning for deres drenge, da de var yngre – altså at bygge en mur – og at det kunne der komme en skæg børnebog ud af. Som oplæsningsbog fungerer den rigtig godt, fordi den har flere forståelsesplaner, og derfor er der ting, de voksne fanger, som børnene ikke gør, og omvendt. Det er den slags børnebøger, Sophie holder mest af. Et eksempel er her, hvor Victor i et af sine breve fortæller Trump om familiens snak ved spisebordet:

Min mor sagde, at du sikkert var som alle andre mænd: Du snakker om at bygge en mur, men får det aldrig gjort. Min far sagde ikke noget.

Selvom titlen på bogen adresserer en karakteristisk verdensleder, var det, ifølge forfatter Sophie Siers, som udgangspunkt ikke meningen, at bogen skulle handle om politik. I stedet forklarer Sophie, at hendes hensigt har været at give familier noget samfundsaktuelt og velkendt at diskutere deres egne udfordringer og processer ud fra.

”Måske kan vi gennem bogen se, at vores problemer ligner hinanden, lige meget om vi er voksne eller børn. Som læser vil man måske få øje på nogle paralleller mellem en 9-årigs problemer og løsninger, og så den måde en verdensleder agerer på,” forklarer Sophie og fortsætter: ”Jeg håber, at Kære Donald Trump vil åbne muligheden for, at familier kan snakke om og finde nye løsninger på, hvordan de løser deres udfordringer på en måde, som alle kan tilslutte sig.”

Her hentyder hun også til, hvordan Victor gennem bogen får udfordret sin forestilling om, hvad det vil betyde for husfreden at bygge en mur – også selvom den kun skal være 4 meter lang og gå gennem hans og broderens værelse. Victor får gennem bogen øjnene op for, at muren måske ikke er det værd, hvis den vil koste ham brorens støtte, når det virkelig gælder.

På trods af at målet med bogen ikke er at udsende et politisk budskab, så mener Sophie, at den afspejler idealet om det direkte demokrati – her sat på spidsen med de to hovedpersoner som pennevenner. ”Vi skal have muligheden for at kommunikere med vores ledere, lige meget hvor gamle vi er, og hvilken status vi har. Politikere er vores repræsentanter, og vi skal have direkte mulighed for at dele vores synspunkter og bekymringer med dem når som helst”, slutter hun.

Kære Donald Trump

Kaere Donald Trump Forside WebTitel: Kære Donald Trump
Originaltitel: 
Dear Donald Trump
Forfatter: 
Sophie Siers
Illustrator: Anne Villeneuve
Oversætter: Marianne Randel Søndergaard
Udgivelsesdato: 05.08.2019
ISBN:978-87-7018-428-1
Sideantal: 40
Pris: 140,00 kroner ex. moms.

Se bogen her

Nyeste artikler

Forfatterinterview: Caroline Stadsbjerg

Caroline Stadsbjerg (f. 1994) er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet. Hun har gået på Writeres Academy og været i et mentorforløb på Dansk Talentakademis Forfatterlinje. Carnivora er hendes …

Læs mere →

Forfatterinterview: Katrine Skovgaard

Hvad inspirerede dig til at skrive Stormspyddet? Jeg har altid elsket museer – og synes, at de er en åbning ind til en magisk verden, …

Læs mere →

Forfatterinterview: Kjersti Halvorsen

Kjersti Halvorsen er aktuel med hendes roman Det er mig, der kan hjælpe dig. Kjersti Halvorsen er uddannet psykolog ved universitetet i Oslo. Hendes debutroman …

Læs mere →

Forfatterinterview: Daniela Dröscher

Løgne om min mor er en stor roman, et kammerspil om patriarkatet, fuld af protest og kærlighed samt en klarsynet analyse af de sociale normer, der …

Læs mere →

Forfatterinterview: Ann-Christin Gjersøe

Hvordan er ideen til en romancefortælling i 1800-tallet opstået? Jeg har haft en kærlighed til det 19. århundrede i mange år, en fascination, der opstod, …

Læs mere →