Judith Sølvkjær er akutel med hendes debutroman “Onyxkuppet”. Romanen handler om den femtenårige Theo, der bor på gaden i ørkenbyen Florin. Han overlever ved hjælp af sine magiske evner, men drømmer om at blive til noget større. Da han en dag rekrutteres til et særligt hold af tyve, ændres han liv for altid. Theo hvirvles ind i en strøm af overraskende hændelser med nådeløse modstandere og usandsynlige venskaber, alt imens han sammen med sine nye fæller planlægger at udføre et kup, som ingen før har turdet begå. Onyxkuppet er en fortælling, der mikser fantasygenren med kupgenren, og det er der kommet en helt unik historie ud af. Men hvilke overvejelser skal man gøre sig, når man mikser genrer? Det har Judith skrevet et blogindlæg om, der tager udgangspunkt i de forskellige genres troper og hvordan de kan tilpasses og fornyes.
Kupgenren har altid fart over feltet og kække replikker, og den er spækfyldt med troper, som vi elsker at høre igen og igen. Det er særligt i film, vi ser de kendte kuphistorier, som for eksempel i “The italian job”, “Oceans eleven” eller “The score”. Hvem kan ikke lide snedige masterminds, særlige gadgets, en god biljagt, et pengeskab, der skal brydes op, og spændingen i om de nu klarer den eller ej.
Fantasygenren er en skøn genre, som kan se ud på utallige måder. Ligesom kupgenren indeholder den også mange troper. De mest tydelige troper findes nok i, at der bliver skabt en helt unik virkelighed omkring historien, det vi kalder worldbuilding, og at der ofte er et magisystem, der bliver designet til historien. Der findes dog mange forskellige grader af, hvor meget worldbuilding og magi fylder i fantasyromaner. I nogle historier er det en helt anden virkelighed end den, vi lever i, i andre foregår alt i vores verden og indeholder kun få magiske elementer.
Når man mixer to genrer, kan der opstå noget helt nyt gennem de gamle troper, vi har hørt utallige gange, så læseren føler gensynets glæde over kendte elementer, men samtidig morer sig over de nye twists, der er kommet på.
En ting, der er særligt ved kupgenren er, at man holder med de “onde” og kriminelle, eller i hvert fald nogle karakterer, hvis moralske kompas ikke ligger i lige linje med den almindelige borger i et virkeligt samfund. Der ligger derfor en opgave i at få skabt nogle karakterer, læseren kan holde af og holde med, selvom de gør noget forkert og slemt. En af måderne at gøre dem mere sympatiske på er, at motivationen for at udføre kuppet ikke kun er at få guld eller penge. Det skal stikke dybere end det. Det kunne være, at kuppet på en eller anden måde har et højere moralsk formål, eller at det er et spørgsmål om hævn eller stolthed. Det tilføjer også historien et spændende element og giver den mere dybde. Alle de deltagende skal have noget på spil, der gør, at de vil gå til ekstremer og ligefrem bryde loven. Der ligger også ofte en individuel motivation eller baggrund for hvert medlem af holdet, som også kan medvirke til at læseren opfatter de umoralske karakterer som mere sympatiske.
Kupgenren er i det hele taget en meget karakterdreven genre. De fleste kan lide at se en plan blive sat sammen, men de elsker at se mennesker blive sat sammen. Der må gerne være nogle spændinger, fordomme eller forhold fra fortiden mellem de enkelte medlemmer af tyveholdet, for det er lige så spændende at se de dynamikker udfolde sig, som selve kuppet.
En kuphistorie har typisk fire overordnede faser. Herunder vil jeg komme med eksempler på hvordan de fire faser og troperne, der knytter sig til hver fase, er blevet kombineret med fantasygenren i romanen Onyxkuppet.
1. Rekruttering af et hold af eksperter
Kuphistorier indledes ofte med en kortere eller længere fase, hvor de eksperter, der er nødvendige for at kuppet kan lykkes, rekrutteres. Det er oplagt at opfinde en eller anden form for magisystem til de eksperters evner. I Onyxkuppet er magisystemet både koblet til magisystemet og religionen, da alle er, hvad de kalder efterkommere af en ud af seks GudsJati’er. Hver Jati hvilket giver nogle bestemte magiske evner. Det var oplagt, at der i Onyxkuppet skulle bruges en ekspert fra hver GudsJati, for at kuppet kan lykkes.
En af de lidt mere ærgerlige troper, der findes i kupgenren, er at der ikke er særlig mange kvinder repræsenteret. Det er desværre en meget mandsdomineret genre, så I Onyxkuppet er der castet halvt kvinder, halvt mænd til rollerne. I den verden, Onyxkuppet foregår i, er Jati’erne ikke opdelt efter køn. De forskellige evner har lige stor sandsynlighed for at komme til udtryk hos alle køn.
Hovedpersonen Theo er castet i en klassisk rolle i kupgenren: den nye knægt. Det er typisk en ung person, der ikke kender så meget til verdenen, og derfor skal introduceres til mange af tingene. Det smarte ved at have en nytilkommen er, at læseren kan følge ham som fortæller, og opdage verdenen sammen med ham.
Så er der hjernen bag det hele, lederen. Han har typisk charme og selvtillid, det er ham, der rekrutterer og samler holdet af eksperter. Man får fornemmelsen af, at han har en gennemtænkt plan, som de andre (og læseren) kun ser dele af. For hvordan skulle han ellers kunne vide, hvilke eksperter han skal bruge?
I mange kuphistorier er den eneste rolle, kvinder bliver castet i, som distraktionen. En smuk femme fatal, der skal distrahere modstanderne, mens mændene udfører kuppet. I Onyxkuppet har jeg også castet en kvinde i rollen som distraktion, men distraktionen er ikke hendes udseende, derimod at hun elsker at springe ting i luften. Også en kendt trope fra kupgenren: ting, der eksploderer.
En anden klassisk rolle i kupgenren er den stærke mand, også kaldet “musklerne”. For at ryste lidt på posen, er “den stærke mand” i Onyxkuppet en meget religiøs kvinde med en meget stærk moralsk sans.
Hvad er en kuphistorie uden en masse gadgets? Endnu rolle, der er med i Onyxkuppet, som også er en klassisk karakter i genren: The Fixer/gadget guy. Det er den person, der fixer ting eller opfinder den der dippedut, de lige har brug for, for at kuppet lykkes. Det er den person, der lige kender en, der kender en, som kan skaffe et eller andet vigtigt.
Der er selvfølgelig mange flere karaktertroper, man kan vælge. Hvilke af dem, man vælger frem for andre, kommer i sidste ende an på den historie, man gerne vil fortælle
2. Planlægning af kuppet
Selve planlægningen af kuppet skal være intrikat, men det må ikke gå for nemt. Godt nok er de eksperter, men der er jo intet spændende i at se en masse planer blive lagt, og at alt bare går som smurt. Vi er interesserede i at se, hvordan lige netop disse personer løser problemer, der opstår. I Onyxkuppet møder gruppen af tyve mindre og større barrierer for planen, som holdet kun kan løse ved hjælp af deres specifikke magiske evner – og nogle gange kun ved at samarbejde, om de kan lide det eller ej. For eksempel kan de aktivere visse besværgelser ved en kombination af to personers magiske evner. Her er der også leget med en anden trope, der ofte bliver brugt i kupgenren: synkronisering af tid. Tidssystemet i Onyxkuppet er anderledes end det, vi kender fra vores verden. Systemet er tilrettelagt efter, at fire gange dagligt, skifter vinden retning på klokkeslættet. De har ikke armbåndsure i denne verden, men kan i stedet anvende en besværgelse til at holde øje med tiden. For det er vigtigt, at alt sker på det præcise sekund, planen dikterer
3. Udførsel af kuppet
Under selve udførslen skal der selvfølgelig også gå noget galt. Der skal ske noget uforudset, og her bliver udfaldet af kuppet betinget af, om medlemmerne formår at spille deres rolle, tilpasse sig og arbejde sammen. Og ikke mindst stole på hinanden – hvilket ikke altid er nemt i et rum fuld af forbrydere.
4. Efterspillet
Jeg skal selvfølgelig ikke afsløre, hvordan Onyxkuppet ender, og der er også flere mulige udfald indenfor kupgenren. De tidlige kuphistorier endte som regel med, at forbryderne blev fanget, eller at de på en eller anden måde blev straffet, for eksempel ved at miste deres gevinst og blot måtte løbe for livet. Den gang var det vigtigt at historien indeholdt en grad af morale, der skulle fortælle os, at forbrydelse selvfølgelig ikke er i orden. I de senere film bliver dette netop vendt om, og tyvenes genialitet og gå-på-mod glorificeres. Ofte er der også et underliggende motiv af etisk eller moralsk karakter, som til en vis grad retfærdiggør, at vi kan holde med et hold af tyve, der ikke ligefrem respekterer egendomsretten.
Det er op til publikum at bedømme, om karaktererne i historien er berettiget til at begå deres kup. Så det er op til jer, at bedømme om de seks kupfæller i Onyxkuppet er de gode eller de onde i historien, eller om de burde have holdt nallerne for sig selv.
