”Forestil dig følgende scenarie: Når du siger en enkelt sætning, er det, som når båndet ved kassen i supermarkedet fyldes op med varer. Hvis du siger en ny sætning, før den første er bearbejdet, går det galt. Det svarer til, at kassedamen sender flere varer hen ad båndet, før kunden har nået at pakke de første væk. Varerne vil lide overlast og måske ryge ned på gulvet. Præcis det samme sker under en samtale med en hjerneskadet.”
I 2001 blev Per Leth ramt af en senhjerneskade – ligesom cirka 120.000 andre danskere er det. I mange tilfælde skyldes senhjerneskaden apopleksi – den latiske betegnelse for et slagtilfælde, eller det som mange i nyere tid har lært at kende som ’stroke’. Andre årsager til senhjerneskader kan også være trafik- eller drukneulykker. I bogen ”Af skade bliver man klog”, som er en indefraberetning til personer ramt af senhjerneskader og deres pårørende, giver han en håndsrækning til det rehabiliteringsarbejde, der starter efter man har erhvervet sig en hjerneeskade. For at imødekomme denne målgruppe bedst muligt er Per Leth bevidst om at anvende identifikation som virkemiddel, hvilket den indledende supermakedsmetafor også er udtryk for.
Per Leth blev ramt på sin arbejdshukommelse – den som også i folkemunde kaldes korttidshukommelsen. Hvor den normale menneskelige hjerne kan operere med 7-9 informationsenheder ad gangen, kan senhjerneskadede kun arbejde med 3-5 enheder ad gangen.
”Jeg siger jo sådan populært, at jeg har en 4-5 brikker at flytte med, og hvis de er fyldt op med en 3-4 stykker, så skal der altså ikke ske ret meget, så rabler min kontrol over de opgaver, jeg er i gang med. Det der med, at der er en begrænset plads, det gør jo også, at jeg planlægger efter, at der også skal være plads til det uforudsigelige – for det kan vælte dit program. Det er en styrke at vide, hvad man ikke kan kontrollere,” forklarer Per Leth.
Rehabiliteringsprocessen
Det var vigtigt for Per Leth, at bogen ikke blev en fortælling om hans sygehistorie, men kunne være en hjælpende hånd, for senhjerneskadede og deres pårørende. Derfor sætter Per Leth med bogen selve rehabiliteringen – og de metoder, han selv har arbejdet med – i fokus.
”Når man får en hjerneskade, så vil man gerne forsøge rent mentalt at skrue tiden tilbage. Så mange skriver en bog om, hvordan det er at blive hjerneskadet eller handikappet. Så skriver de hele sygehistorien og stopper der, hvor rehabiliteringen begynder. Det er i det øjeblik, at man begynder at koncentrere sig om, at man er her og nu, at rehabiliteringen går i gang,” fortæller Per Leth.
Han er optaget af, hvordan nuet er med til at fastholde hovedpersonen – den senhjerneskadede – i rehabiliteringsprocessen. En af de største udfordringer, han selv oplevede under sin rehabilitering, var at aflære forskellige koncepter, eller måder at tænker på, om én der er hjerneskadet, eller hvad han også kalder de sejlivede myter.
”Som rask er man udstyret med nogle myter, som man skal have demonteret, når man selv står og er hovedpersonen og er blevet hjerneskadet,” siger Per Leth.
De mest udbredte myter om hjerneskadede i dag er – ifølge hjerneforsker Jesper Mogensen – følgende:
- En hjerneskadet kan ingenting.
- Man kan altid se på folk, at de har en hjerneskade.
- Hjerneskader er uoprettelige, og de skadede kan ikke genlære, hvad de kunne før.
- Man behøver ikke respektere folk med hjerneskader eller lytte til, hvad de siger.
Disse fejlantagelser, som den senhjerneskadede måske selv havde, da han var rask, kan medføre, at han begynder at identificere sig med dem, og på den måde selv er med til at bremse rehabiliteringsarbejdet.
”Oplevelsen af eksklusion i forbindelse med en senhjerneskade virker ind på det mentale arbejde i rehabiliteringen. Men myterne har ingen hold i virkeligheden – ellers ville det være problematisk. Det handler derfor om at løsrive sig fra stigmatiseringen,” fastslår Per Leth.
Hvordan spiser man en elefant?
At gå igennem en rehabiliteringsproces er lidt som at spise en elefant. Man må tage én bid ad gangen. Det lyder måske ikke så vanskeligt, men for den senhjerneskadede og de pårørende – som Per Leth i bogen kalder nøglepersoner – er hver mundfuld en overvindelse. Det hele handler om at få genoprettet sin hverdag og vigtigst af alt at lære at leve med sin hjerneskade.
”Jeg lagde for længe siden en plan, så mine drømme og visioner om fremtiden ikke blot skulle gå hen og ende som en drøm, der aldrig blev til virkelighed. Planen blev en slags søkort, som jeg kunne navigere efter. Så kunne jeg sætte alle sejl og langsomt – men sikkert – holde kursen og styre hen imod mine drømmes mål. For at lægge en kurs må man først og fremmest vide, hvor man er. Dernæst må man beslutte, hvor man helt præcist gerne vil hen.”
At vide, hvor man er, og beslutte, hvor man gerne vil hen, er et tema, der går igen i Per Leths bog, som på denne måde også fremstår som en guide til den senhjerneskadede, der har brug for at kunne gå tilbage og søge råd og vejledning. Det er Per Leths håb, at bogen netop vil blive brugt som en slags opslagsværk og han indvender, at essensen af denne bog ikke findes i ordene, men i læseren selv – ”ordene er ikke andet end vejvisere,” tilføjer han eftertænksomt.
I medgang og modgang
Den senhjerneskadede er ikke den eneste, der står med en stor udfordring. Også de pårørende – nøglepersonerne – må yde en ekstra indsats for at få hverdagen til at hænge sammen. Det har Per Leth også oplevet i sin rehabiliteringsproces. Ifølge Per Leth kan nøglepersonerne betragtes som ufrivilligt frivillige, og han understreger, hvor hvor vigtigt det er, at også de husker at passe på sig selv i forløbet.
”Mange ægtefæller til en senhjerneskadet giver alt hvad de har og passer ikke ordentlig på sig selv. Dem vil jeg gerne støtte. Det er også en fordel at have prøvet pårørenderollen selv. Man er bedre til at sige, hvad man gerne vil have og ikke vil have,” forklarer Per Leth.
Nøglepersonerne er dem, der står én bi, i medgang og modgang, og ifølge Per Leth er det netop dynamikken mellem disse to, der giver livet værdi.
”Man lærer meget om sig selv af modgang. Man lærer noget om erkendelse, om at se sandheden i øjnene. Take the red pill,” afrunder Per Leth.
Per Leths afsluttende replik er en velplaceret reference til et af filmhistoriens store øjeblikke, The Matrix fra 1999, hvor hovedpersonen Neo bliver bedt om at vælge mellem den blå eller røde pille; den blå lader ham forblive i lykkelig uvidenhed, mens den røde vil åbenbare den ubehagelige sandhed. Hvis man som senhjerneskadet har de rette strategier – og konkrete metoder – som man kan vende tilbage til, når man er udfordret – så er det måske ikke så farligt at tage den røde pille og se sandheden i øjnene?
Af skade bliver man klog
Forfatter: Per Leth
Udgivelsesdato: 23.03.2020
ISBN: 978-87-7018-679-7
Sideantal: 196
Format: A5
Indbinding: Paperback
Tekstbaseret uden illustrationer
Vejl. udsalgspris: 250,00 kr
