Mithu Sanyal har skrevet den anmelderroste roman, Identitti, der ryster hele vores forståelse af politisk korrekthed. Fortællingen udstiller de sociale mediers magt i debatten om identitetspolitik og stiller spørgsmålstegn ved, hvor grænserne går, når vi definerer vores egen identitet – og skal vi nødvendigvis være født med en særlig kulturel arv for at gøre krav på den? Identitti er en kæmpe publikumssucces i Tyskland og var en af de mest omtalte bøger i hjemlandet i 2021. Bogen var desuden shortlistet til den prestigefyldte Deutscher Buchpreis. I forbindelse med romanens udgivelse i Danmark har vi stillet forfatteren et par spørgsmål. Læs med her!
Vil du fortælle lidt om dig selv og din karriere?
Jeg er romanforfatter og litteraturkritiker. Mit navn er Mithu og udtales: metoo. Det er i hvert fald sådan, jeg siger det. Det er ikke tilfældigt, at jeg ikke kan udtale mit eget navn. Da jeg blev født i Tyskland i 70’erne, ville mine forældre ikke lære mig andre sprog end tysk. Så det betød, at jeg aldrig fik lært min fars sprog: bengali. Jeg har altid følt mig skyldig i ikke at kunne min fars sprog, indtil jeg lavede et indslag for den tyske radio og talte med folk om deres modersmål og – suprise, surprise – det er ikke en individuel historie, det er en kollektiv historie. En historie, der skal fortælles.
Hvorfor har du valgt at skrive ‘Identitti’, og hvor fik du inspirationen fra?
Jeg ville skrive om at vokse op som et mixed-race barn i Tyskland, fordi der ikke var nogen bøger om at være mixed-race. Vi havde ikke engang et ord for det. Det tyske term for en person af farve er: person of colour. Det låner hele terminologien fra engelsk, og det passer ikke altid perfekt. Så jeg ville fortælle en tysk historie om at være mixed og mixed up. Siden min bog udkom i februar 2021, har utallige mennesker skrevet til mig og sagt: Det er første gang, jeg føler mig repræsenteret i tysk litteratur, hvilket er vidunderligt, men knuser samtidig mit hjerte. For det siger så meget om tysk litteratur. Og samtidig ændrer det sig så hurtigt. Mange flere stemmer bliver offentliggjort, anmeldt og værdsat. Det er en virkelig spændende tid.
Kali er en ret central figur i Identitti. Hvilken rolle spiller hun for Nivedita, og hvilken figur er hun generelt i fortællingen?
Kali er en hinduistisk gudinde. Hun var den første gud briterne stødte på, da de ankom til Indien. Og de var chokerede. For Kali er det modsatte af alt, hvad de så som guddommeligt. Ikke alene er hun kvinde. Hun er også nøgen, sort og bærer sine fjenders kranier om halsen. Så briterne brugte Kali som årsag til koloniseringsprojektet. At befri inderne – og deres stakkels kvinder – fra sådan en blodtørstig gudinde. Til gengæld brugte inderne Kali som et symbol for deres antikoloniale modstand. I min roman er Kali Niveditas imaginære ven. Nivedita er blogger, og hendes blogindlæg er transskriptioner af hendes samtaler med Kali. Men Kali er ikke kun imaginær, så efterhånden som romanen skrider frem, begynder hun at blande sig mere og mere.
Identitti er en virkelig humoristisk bog. Hvorfor har du valgt at lade en bog med så meget smerte og så alvorlige identitetspolitiske temaer låne så mange genretræk fra komedien?
Først og fremmest fordi jeg elsker komedie, og jeg vil ikke skrive en bog, der ikke fik mig til at grine. Men også fordi komikken gør det muligt at tale om bestemte emner på forskellige måder. Pludselig er vi alle i samme båd og kan se på det mærkelige fænomen racisme. Dette er hvad jeg oplevede med britisk-indisk komedie som ”Godness gracious me”, og jeg ønskede at transformere det til min roman. Jeg tror også, det var en russisk forfatter, der engang sagde: Jo dybere du går følelsesmæssigt, jo lettere er du nødt til at skrive. Eller noget i den stil.
Bogen har jo et meget positivt udtryk, og i sidste ende fylder håb og kærlighed mere end vrede og hævn. Det ser man jo ellers ikke ofte i denne debat, fortæl gerne om at bevare håbet i en ellers grum offentlig tone.
Det faktum, at vi har disse debatter i dag, giver mig en grund til at være håbefuld. Da jeg voksede op, talte vi slet ikke om racisme. Folk plejede at fortælle mig: Mithu, der er ingen menneskeracer – hvilket er sandt – så der kan ikke være nogen racisme – hvilket selvfølgelig er bullshit.
I Identitti indgår mange intertekstuelle referencer. Især bogens tweets er interessante – vil du fortælle om deres tilblivelse? Derudover har bogen et hav af noter og er en vild blanding af popkulturelle referencer, fiktion og en masse videnskabeligt belæg. Fortæl om processen?
Jeg bad folk om at donere tweets til romanen. Rigtige mennesker, der var aktive på sociale medier og talte om de emner, jeg skrev om. Så jeg sagde til dem: Forestil dig, at du ville læse om en sag som Saraswatis (den fremtrædende POC-professor i bogen, der bliver afsløret som værende hvid), hvad ville du skrive på Twitter? Og jeg blev overvældet af generøsiteten hos alle dem, der bidrog til bogen.
I efterordet kan vi læse sætningen: Identitetskampe er kampe om fiktioner i den virkelige verden. Hvad betyder Niveditas egen kamp om at høre til og finde en identitet for fortællingen?
Nivedita leder ikke efter sin identitet som en fast ting eller som noget væsentligt. Hun leder efter tilhørsforhold i den forstand, som filosof Bell Hooks bruger ordet. For Nivedita føler, at hun ikke har nogen rødder. Hun føler sig ikke tysk nok, heller ikke indisk nok eller polsk nok (hendes mors familie kommer fra Polen). Så hun er altid på bagkant, indtil hun skal til Saraswatis seminar. Pludselig er hendes brogede historie helt rigtig, og hun føler sig set for første gang. Saraswati bliver hendes forbillede. Derfor er det sådan et chok for hende, da hun opdager, at hendes rollemodel er baseret på en løgn.
I forhold til karaktergalleriets kvinder, Priti, Nive og Oluchi, hvad betyder venskab og søstersolidaritet så for bogen?
Bogen er en bog om venskab, og hvor svært det er at være loyal overfor sine venner, når du ikke ved, hvordan du skal være loyal overfor dig selv.
Du kan læse mere om bogen her: Identitti
