Selma Lønning Aarø er aktuel med hende roman Privatlivets fred. Privatlivets fred er en bog om at være forfatter og om at blive udsat for en forfatter. For hvem ejer egentlig en historie? Hvad er det i orden at skrive om? Og hvad sker der med forfatterens familie og venner, når historien begynder at leve sit eget liv? Selma Lønning Aarøs roman er morsom, til tider skræmmende og uhyre aktuel. Den er en stærk kommentar i debatten om autofiktionens rolle og forholdet mellem privatliv og litteratur. Samtidig er det en historie om familieliv og venskab, og om hvad man kan stille op i en presset situation for at skabe sit eget rum. Læs med når Selma Lønning Aarø fortæller om tilblivelsen af Privatlivets fred.
Privatlivets fred var ikke en oplagt bog. Det var i hvert fald ikke den bog, jeg skulle have skrevet. Jeg lovede ikke at fortælle nogen, hvad den bog jeg skulle skrive, ville handle om. Men jeg skulle skrive historien om en kvinde, jeg mødte og blev meget glad for. Både jeg og kvinden var enige om, at historien skulle skrives. Når man er forfatter, bliver man hele tiden bedt om at skrive historier om andre menneskers liv. Folk er meget hjælpsomme. Du skal skrive om min onkels oplevelser! Han var en vidunderlig person! Eller du skulle skrive om de afghanske drenge på asylcenteret i nærheden af hvor jeg bor. Deres skæbne er meget nådesløs og fascinerende. Men for mig er det meget sjældent, at jeg tror, at disse historier er noget for mig. Jeg skal finde mine egne historier.
Det gjorde jeg også, da jeg mødte hende, som i bogen er blevet til X. Jeg mødte en person og en historie, der optog mig, og straks vi blev enige om, at hendes historie skulle skrives, kastede jeg mig ud i opgaven. Mens jeg skrev, farede jeg nærmest vild i teksten. Jeg kan ikke huske at have været så opslugt af noget før. I et år sad jeg og skrev, teksten tog form, og jeg erkendte, at denne historie var noget særligt. Men så på et eller andet tidspunkt ændrede hende, der ejede historien jeg skrev, mening. Nu ville hun ikke længere have sin historie fortalt. Det var for sårbart. Hun kunne ikke klare det. Da jeg forstod, at det var hendes alvor, blev jeg fortvivlet. Ikke alene var jeg glad for det manuskript jeg havde skrevet og brugt over et år på. Som de fleste forfattere befandt jeg mig i en vanvittig cyklus, hvor udgivelse kunne betyde stipendier og forskud, og ingen udgivelse kunne betyde fattigdom og fortvivlelse.
Halvt opløst læste jeg manuskriptet igennem igen og undervejs blev jeg overbevist om, at historien om min veninde havde ændret karakter. Den tilhørte ikke hende længere. Nej, tænkte jeg, nu tilhører den mig! Undervejs havde jeg tilføjet mit synspunkt og mine tanker til min ven. I romanen talte hun med mine ord og holdt pauser med mine kommaer. Hendes oplevelser var smeltet sammen med mine. Jeg kunne udgive bogen, jeg kunne gøre, hvad jeg ville, fordi jeg var forfatter, og der var ingen mennesker eller love, der kunne forhindre mig i at gøre det. Bogen var min og min alene!
Selvfølgelig kostede denne beslutning mig mit forhold til min veninde, men jeg havde besluttet mig. Da de første truende beskeder fra hende kom, tog jeg dem meget roligt og stod fast. Men så begyndte mine venner og familie at blande sig. Min gamle mor mente, at det, jeg gjorde, var forkert. Min mand forsøgte at få mig til at forstå, hvad det vil sige at være fanget i en andens fortælling – og jeg begyndte at tvivle.
Løsningen blev at skrive Privatlivets fred. En roman om en roman, der aldrig blev til. Jeg trøstede mig selv med, at for mig handler litteratur grundlæggende om oplevelser. Og det var en oplevelse, jeg havde gjort mig. Jeg kunne være en kujon, jeg kunne give op. Men det var også noget jeg kunne skrive om. Jeg kunne stille spørgsmålet om, hvem der egentlig ejer en historie.
Læs mere om roman her.
