Bjørn Asle Nord er akutel Under sne – en historie om det bedste i mennesker. I Under sne kommer læseren tæt på en fars desperate søgen efter sin datter og på Adinas kamp for livet. Samtidig følger man også den utrolige indsats fra både professionelle og frivillige, som gør alt for at redde den unge kvindes liv. Under sne er en dramatisk og rørende historie om kampen for livet i vild natur – og med både tobenede og firbenede helte.
Vil du fortælle lidt om dig selv og din karriere?
er en stolt far til to døtre, en pige på 16, Helene, som elsker teater og en datter på 27, Hanne, som skriver manuskripter til tv-serier/film. Jeg er gift, min kone Lisbeth har et særdeles vigtigt job som lærer på videregående niveau (gymnasium), og vi har en nydelig lille cockapoo som hedder Albus Lucky.
Jeg er opvokset på Nordfjordeid, en by ved Vestlandet. Som 16-17-årig begyndte jeg at skrive for en lokalavis om lokale fodboldkampe. Det var min indgang til journalistikken. Først/midt i 80’erne læste jeg en bog om fodbold-VM i Spanien i 1982, skrevet af forfatterne Jon Michelet og Dag Solstad, jeg elsker den personlige og farverige måde de skrev om verdens smukkeste spil på og tænkte at dette vil jeg også gøre. Efter journalistik-uddannelsen fik jeg et job i Bergens Tidende ved avisens sportsafdeling i 1992. Det var drengedrømmen. Jeg fik lov til at opleve OL på Lillehammer, tre sommer-OL, og fodbold-VM i en tid da Norge slog Brasilien og hele landet dansede samba. Sportsjournalistikken var meget lærerig. Jeg arbejdede med alle genre, ikke mindst reportage- og fortællinger, det sidste uden at jeg endnu var bevidst om det.
I 2004 blev jeg spurgt om jeg vil være med til at udvikle Bergens Tidendes nye magasinredaktion. Derefter gik jeg ind i staben af faste feature-, reportage og til sidst fortællende og undersøgende journalister, som har leveret til BTs lørdagsmagasin og søndagsudgave. I 2004 tog jeg til en konference i Århus om fortællende journalistik og her begyndte mit forhold til genren at blive endnu mere bevidst. Jeg blev inspireret af Politikens journalist Kim Faber, som blev en slags mentor for mig. I 2008 var jeg en del af et stort projekt, hvor vi fortalte historien om de norske soldater på mission i Irak, en kombination af fortællende og undersøgende journalistik. Fortællingerne og artiklerne afslørede svigt og forræderi af psykisk sårede soldater, både hvad angår manglende opfølgning og erstatning. Vores journalistik påvirkede også til at ændre systemet for opfølgning og kompensation til norske soldaterveteraner. I 2014 skabte jeg sammen med min gode ven og kollega den prisvindende bog Gi meg heller livet – en dokumentar om sårede norske militærveteraner. Alt arbejdet med psykisk tilskadekomne soldater, der strakte sig over seks til syv år, blev tre gange nomineret til Den store Journalistprisen.
Fra 2016-2019 arbejdede jeg i BTs samfundsafdeling og producerede en række prisvindende fortællinger, herunder den digitale longread-historie Fem fot under. Efteråret 2019 begyndte jeg i NRK og har siden 2020 været en del af NRKs klimaredaktion. I foråret 2021 var jeg med til at lave den prisvindende digitale fortælling Blålys for havet for NRK.
Hvordan fik du ideen til at skrive ’Under sne’?
Bag nyhederne er der ofte uopklaret materiale – nogle gange guld. Så det hele startede, da jeg arbejdede for avisen Bergens Tidende. Jeg stødte på en helt normal nyhedsartikel i min egen avis.
“Vi troede ikke, hun ville være i live,” sagde nyhedsartiklen i BTs online- og trykte udgaver. Den lille nyhedsartikel vækkede min nysgerrighed, og jeg stillede mig selv flere spørgsmål. Hvordan klarer et menneske at overleve i sneen så længe? Hvordan reagerede hun, når hun er fanget i sneen? Hvordan blev hun reddet af en redningshund? Hvilken indsats lå bag redningen?
Jeg plejer at gennemtrawle nyhedsbilledet efter opslag og “halvfærdige sager” med udviklingspotentiale til fortællinger. Især historier, hvor menneskelig erfaring kan formidles kraftfuldt, på en måde, der giver os øget forståelse og ofte afslører et nyt og større billede. Jeg klippede artiklen ud og lagde den til side på mit skrivebord (det var før vi fik “clean desk”). I et ledigt øjeblik en måned senere trak jeg klippet frem og fandt en rapport fra Norges Geotekniske Institut (NGI). Lavineeksperten skrev:
“Det er specielt, at en person overlever 4 timer under 1,5 m lavinesne uden, at der er hulrum i sneen rundt om hovedet pga. sten, træer, sneblokke eller andet. NGI er ikke bekendt med sammenlignelige situationer, hvor folk har overlevet så længe med lavinesne lige ind i ansigtet, uden hulrum omkring hovedet eller kroppen. Personen, der blev fanget i lavinen, fortalte NGI, sad fast i sneen og kunne kun lige bevæge fingrene inde i vanterne. Denne ulykke viser vigtigheden af redningstjenesten i Norge, og viser, at de redder liv.”
Den norske offentligt koordinerede redningstjeneste er en national tjeneste, hvor staten, kommunale, private og frivillige aktører gør en enorm indsats for at redde folk fra død og tilskadekomst. Faglighed, træning, samspil og en enorm indsats reddede den 22-årige piges liv. ”De reddede liv, de reddede de pårørende fra et livslangt tab – og de fortjener meget stor ros!”
Hvis jeg fik gåsehud af at læse sådan en teknisk rapport om ulykken, og når selv fagsprog skabte så stærke billeder i mit hoved, hvad kunne jeg så ikke opnå ved at dykke ned i historien og lave en medrivende journalistisk fortælling? Det var hvad jeg tænkte.
Jeg tror, historien har flere universelle lag: forholdet mellem mand og hund, broderskab/venskab, far-datter forhold, mennesket mod naturen. Den havde stort set “alt”. Men jeg tænkte på at indsætte den i en større, aktuel og betydningsfuld kontekst – at give den merværdi, relevans og stærkere uddannelseskraft.
Konteksten, samfundsdebatten og strømninger behøver ikke at fremstå eksplicit. Under udviklingen af ideen til historien, som i artikelformat hed ”Fem fot under”, var valgkampen i Norge så småt ved at komme i gang. “Norske værdier” var bestemt til at blive en af de hotteste temaer. Diskussionerne og fronterne hærdede i sociale medier efter migration og flygtningestrømmen. “Norske værdier er under pres, fordi vi ikke altid står op for dem,” sagde førstnævnte Kulturminister Linda Hofstad Helleland, senere på sommeren. Den første jeg ringede til i den indledende fase af arbejdet var daglig leder af Norske Redningshunde Jim Olav Hansen, for at undersøge muligheden for at få en samlet rapport fra lavineulykken. Vi snakkede i en time og tænkte højt. Han sagde: ”Hvad nu hvis du fortæller hele historien om, hvordan frivillige og professionelle rednings arbejdere samarbejdede for at redde denne kvinde?”
Norwegian Rescue Dogs havde 300 redningshunde på standby i Norge og rykker ud til næsten 500 redningsaktioner årligt. Frivilligindsatsen er usædvanlig stærk i Norge, men værdsætter vi det nok? Samtalen med Jim Olav Hansen triggede mig og jeg tænkte:
“Hvad er mere norsk end frivilligt arbejde? Hvad er bedre ved det norske samfund end mennesker der stiller op for andre, bruger sin fritid, ferie og lommepenge, til at redde menneskeliv og for at hjælpe andre i nød?” Journalisters primære opgave er naturligvis at afsløre kritikværdige forhold, afsløre systemfejl og magtmisbrug. Men jeg tror, at vi også skal formidle historier om det velfungerende og gode i samfundet, som nuancerer i én polariseret tid. Kald det “omvendt” gravning. Journalistikken var også under hårdt skyts efter Donald Trumps indtog i USA. Fake news-beskyldninger og negative holdninger til mainstream medier spredte budskabet. For mig gav dette ekstra, indre motivation for at vise kraften i journalistik og fremhæve en af de allerbedste ting ved Norge: frivillighed som redder liv.
Den digitale version opnåede stor succes og udløste hundredvis, ja, tusindvis af reaktioner, satte rekord i læsetid og blev et hit på nettet. Jeg har aldrig modtaget så mange af læserreaktioner på en historie eller artikel efter mere end 30 år som journalist. Den digitale avisversion blev oversat til både engelsk og tysk. Først udgivet i Narratively, en amerikansk hjemmeside for fortællinger. Der blev den spredt til læsere i 156 lande og endte som den 5. mest læste artikel i 2018. Hamburger Abendblatt publicerede også en tysk version af artiklen. Avisversionen, den digitale, vandt flere priser.
I foråret 2019 blev jeg kontaktet af Samlaget med spørgsmålet om, hvorvidt jeg ville skrive en bogudgave af historien på nynorsk. Efter lang tids overvejelse gik jeg med til at gøre det, fordi jeg mente, at historien havde en sådan kraft og betydning, at den fortjente at blive til en bog. Jeg vil desuden også opbygge og styrke dimensionen omkring den frivillige redningsindsats, samt give hovedpersonerne mere dybde og udvikling. Jeg ville vise livet efter døden, undersøge hvordan livet bliver efter sådan en dramatisk begivenhed, men også vise værdien af at redde menneskeliv.
Hvilke overvejelser har du gjort dig vedrørende at bruge skrivestilen ’fortællende / narrativ journalistik?’
Det har jeg vist allerede uddybet lidt ovenfor. Men dette er en genre og en fortællestil, der er kendt og brugt i journalistik i Danmark og Norge. Jeg er på forkant og er initiativtager til Fortellingens kraft i Bergen, en journalistkonference, der samler faget først og fremmest i Norge og også blandt danske foredragsholdere. Det blev for nylig arrangeret i Bergen med 350 deltagere og 50 oplægsholdere. Blandt disse er min dygtige danske kollega Line Vaaben. Hun sagde det enkelt: Narrativ journalistik er det stærkeste, vi har i vores journalistiske værktøjskasse. Jeg er enig med hende og har også selv oplevet det: de bedste journalistiske fortællinger når hundredtusindvis af læsere, udløser en kaskade af reaktioner, sætter ting i bevægelse og åbner også døren for at ændre skævheder i samfundet, eller som i tilfældet med denne bog, Under sne, viser vejen til det bedste i os mennesker. Hvad vi har brug for lige nu er: Sammenhold, interaktion og selvopofrende næstekærlighed.
Jeg blev selv opmærksom på den menneskenære, fortællende journalistik, da jeg i 2004 deltog i et seminar i Aarhus med danske og amerikanske journalister. Det øgede min bevidsthed om hvordan jeg fortalte historier. For at sige det lige ud, så har jeg med denne bog fortalt den samme historie i bogformat, som jeg ville være gjort i en helt traditionel nyhedsartikel. Narrativ journalistik tager udgangspunkt i noget grundlæggende i os mennesker, mundtligt overførsel af menneskelig erfaring. Folk har altid fortalt hinanden historier, længe, længe før nogen tænkte på nyheder, det er sådan vi har overlevet, det er grundlæggende for os mennesker, ligesom vand og brød. Historien er personlig og er meget tættere på os mennesker end fx akademiske artikler og den traditionelle, institutionelle og mere stivbenet nyhedsrapportering. Ingen af os taler til hinanden som en nyhedsoplæser, men vi fortæller. Vi fortæller rundt om middagsbordet, rundt om bålet, i kantinen på arbejdet, til fester.
Jeg bruger filmiske og litterære teknikker, med scener, dialog, cliffhangers, cross cuts scener, kontraster, fortællende detaljer, observationer og jeg lægger vægt på et visuelt sprog, jeg er også meget inspireret af fotografering. Jeg omskrev scenerne, indtil de sad med fremgang og udvikling. Jeg tænkte på strukturen for hvert afsnit, hver del – og ville holde læseren på tæerne, mellem bekymring og håb, fra desperation til lettelse. Målet var altid at få læserne til at spekulere på: hvad sker der nu?
Samtidig stiller jeg præcis de samme krav til sandhed som til al anden journalistik. Der ligger et ekstremt grundigt kildearbejde og research og faktatjek bag arbejdet. Dybdegående interviews af alle hovedpersonerne, de personer, der var mest involveret i redningsarbejdet, logfiler fra alle de involverede instanser, rapporter, personlige fotografier, billeder taget af redningsfolk på stedet, lavineeksperter, medicinske eksperter, lokalbefolkningen. Alt er tjekket, dobbelttjekket, krydstjekket. Alt arbejdet, metoden, kilder, er grundigt forklaret bagerst i bogen i et separat afsnit. Faktatjekket blev lavet i samarbejde med alle de involverede. Helt ned til detaljeringsgraden om, hvad de spiste, hvordan de var i forhold til hinanden efter lavinen mv.
Alle kilder i fortællingen fik deres passager med beskrivelser til gennemsyn, for at sikre, at de var korrekte. Beskrivelser af begivenheder, hvor flere personer var til stede, blev krydstjekket – gerne mod flere kilder. Kontrollen blev udført på hele scriptet.
Narrativ journalistik i langt format krævede ekstrem, specifik og bevidst research og jagt efter fortællende detaljer for at kunne skrive scenisk, levende og drivende – og ikke mindst præcist. Jeg mener, at genren klart åbner op for flere nuancer og øget overskuelighed. Det er nyheden, der sætter tingene på spidsen, fortæller sort på hvidt og i sidste ende også polariserer og deler, men jeg mener, at fortællingen i sit bedste nuancerer og forener gennem den universelle kraft, der kommunikerer med læserne. Som det også gør i bogen Under sne.
En almindelig indvending mod narrativ journalistik er, at den ikke er objektiv. Men ingen individuel journalistik er objektiv. Uanset genre. Det er i hvert fald mit syn på sagen. Nyheder er skarpe, man laver en hård udvælgelse og vinkler og vælger væk. Blot valg af ord er ét valg. For mig er objektivitet mangfoldigheden af stemmer, summen af stemmer i journalistik, mangfoldigheden af genrer og kilder og nyhedsorganisationer, store som små. Overensstemmelse, genrefattigdom, koncentration af ejerskab, det er faren, det reducerer journalistikkens mulighed for at afspejle et bredt billede, et utal af stemmer.
Bogens research omfatter over 50 mundtlige kilder, plus skriftligt materiale hele vejen igennem logs og rapporter fra alle involverede. Tidligt i skrivefasen var jeg også en flue på væggen ved “Rescue Conference 2017” på Thon Congress Gardermoen, hvor hele arrangementet fandt sted og belyste redderne i redningstjenesten. I bogprocessen har jeg også udvidet forskningen på området, besøgt de steder, der er nævnt i historien, gik den samme tur til fods, sad i vagthuset, hvor hun blev reddet, arbejdede og besøgte også Adina og hendes forældre hjemme i Tyskland flere gange.
Hvordan overlevede Adina Lange, og hvordan blev hun reddet? Jeg ville gerne finde ud af, hvordan de forskellige redningshold interagerer for at lykkes, finde ud af, hvordan redningsfolk tænker og handler, før og efter hændelsen, og skabe fortællende journalistik på én sandfærdig, engagerende og lærerig måde.
Alt stod og faldt med adgang til dem, der blev ramt af lavinen. Jeg startede hos lensmanden i Geilo. Han kunne ikke oplyse et navn, men kunne videresende vores mail til en af de tyske skiturister, som igen ville formidle kontakt til Adina Lange og hendes far Uwe. Jeg plejer at møde mennesker personligt over en kop kaffe og opbygge tillid, når jeg skaber følsomme historier. Nu fik jeg en chance; gennem min nøje gennemtænkte e-mail. Jeg fortalte, hvem jeg var, hvor jeg arbejdede, hvad vi ønskede og beskrev detaljeret hvordan vi ville lave historien. Her er et uddrag:
Den 25. april 2017 blev mailen sendt til Tyskland af lensmanden i Geilo. Den blev først sendt til Michael Bögle i Hamborg, som var en del af skiholdet. Bögle videresendte vores e-mail til Adina Lange og hendes far Uwe og tilføjede bl.a. “Hallo zusammen, hier eine weitere Anfrage. Ich weiß nicht, wie es Euch geht, aber sie klingt seriös und trifft bei mir irgendwie einen Nerv.” (“Hej alle sammen, her kommer endnu en anmodning. Jeg ved ikke, hvad du synes, men det lyder alvorligt, og det rammer en nerve hos mig.”)
En uge senere blev jeg ringet op af et tysk nummer. Det var Uwe Lange. Han og hans datter ville gerne takke ja til at dele hele deres historie for at illustrere de frivillige redningsindsatser. De havde takket nej til en række henvendelser og også tilbud om penge for at lade sig interviewe. Uwe Lange bekræftede aftalen i en e-mail kort efter samtalen: “Hallo Björn, as I told You during our telephone call we really appreciate your approach to using our accident as the background example to tell about the great work of the voluntary rescue teams, the dogs, and all people working in the rescue chain, that worked out so perfectly in our case.”
Adskiller din form for journalistik sig fra andre journalisters og hvis ja, hvordan?
Jeg vil heller ikke være en af mængden, jeg vil skille mig ud af flokken, tage et skridt til siden, gå på den anden side af fortovet, se ting fra nye overraskende vinkler. Jeg har lavet min del af tung journalistik, om systemfejl, undersøgende og fortællende journalistik om psykologisk beskadigede militærveteraner svigtet af systemet, om serievoldtægtsmand, om misbrug, klimakatastrofer. Men samtidig er jeg altid på jagt efter lyset i mørket, det uddannelsesmæssige, den overlevende i os, de mennesker, der gør noget, handler, tager fat og ønsker at gøre verden bedre, den menneskelige erfaring, som vi kan lære noget af. Jeg har også altid været draget mod de udenforstående i samfundet, de mennesker, der står i skyggen, de som falder udenfor.
Journalistikkens vigtigste opgave vil altid være magtkritikken, undersøgende og systemafslørende journalistik, men samtidig mener jeg, at der skal være plads til lyspunkterne, de ting, der også er gode i verden, det gode i os mennesker, dét der forener os. Især i den tid, vi nu lever i. Med den ene store verdensomspændende og akutte krise efter den anden. Først pandemien, så krigen i Ukraine. Og under dette ligger den største krise af alle, den langsomme klima- og naturkrise. Vi bliver bombarderet med nyheder, af breaking news, til og med mine kollegaer som giver udtryk for, at de er mættede af dårlige og mørke nyheder, at de ikke er i stand til at tage mere elendighed ind. Vi kan ikke begrave os selv i elendighed, dommedagsnyheder, tristhed, men vi må hellere begrave os i håb og liv.
For at sige det ligeud: Vi er i en situation, hvor nyhederne fragmenterer og afmonterer verden. Det er derfor, vi har brug for historiefortællingen mere end nogensinde, historierne skruer den komplekse verden sammen for os igen, hvilket gør den mere forståelig og overskuelig. I en krisetid med mange nyheder er vi nødt til at træde et skridt tilbage og til siden og gå i dybden med, hvad der egentlig sker omkring os.
Vi har mange års pandemier bag os. Krig i Europa, uroligheder i flere afkroge af verden. Det storpolitiske spil med Kina. Der er en kamp for demokrati i, ja, USA. Der er en verden i omvæltning og turbulens, økonomiske mørke skyer, energikrise, fødevarekrise, krise, krise, krise. Oversvømmelser, tørke, ekstremt vejr er hyppigere end nogensinde. Klima- og naturkrisen forsvinder ligesom ikke bag en bombesky.
Vi har brug for fordybelse, historierne, som bryder igennem og skiller sig ud, som giver helhed, forståelse, som tager mere end det umiddelbare alvorligt, hvilket kan gøre mere end statsråd til orlov, som kan få os til at tænke, reflektere og flytte ikke kun en regel, en holdning, en magtperson, men paradigmer. Verden ændres ikke af tal, som et billede kan, som en kraftfuld fortælling kan gøre det. En menneskenær fortælling får os til at huske og skabe empati, hvor en ubarmhjertig nyhed får os til at afvise os, give en historie lys efter bomber og mørke, oversvømmelser og tørke.
Vi har brug for mere end tal og formjournalistik, vi har brug for det nære, menneskelige, vi har brug for hårde data, men fakta har brug for og menneskelig erfaring, refleksion, følelser, nuancer, sammenhæng. Nyhederne formår ikke at fange den kompleksitet, der er derude. Publikum kan forstå ting ved at se tingene. Mennesker er visuelle, og det er den fortællende journalistik også – både gennem tekst og billeder.
Hvilke overvejelser har du gjort dig i arbejdet med kilderne og hvordan har det været?
Billederne Eirik Brekke tog af hunden, tog vi med os til Leipzig på det første møde med Adina og Uwe Lange i slutningen af maj. På væggen i hendes lejlighed hang en tegning af Tedd. Adina havde aldrig før set hunden, der reddede hende. Billederne vi bragte brød straks isen. Det første møde i Leipzig varede tre til fire timer og blev brugt på at gennemgå planen for hele projektet og starte de første dybe samtaler. Adina Lange var stadig ramt af oplevelsen og kæmper stadig med eftervirkningerne. Så vi lavede interviewet i portioner, i hendes tempo. Den første samtale blev lavet med flere pauser, en tur i parken, kaffe og aftensmad med Adina, faderen og moderen.
Vi forklarede, at vi ville tage den tid, vi havde brug for, til at lave historien så grundigt som muligt. Vi diskuterede også input fra andre medier, som kunne komme undervejs. Vi var ærlige med, at vi havde brug for stille arbejde og fred fra konkurrenterne, for at kunne udføre dette på linje med ambitionerne. Svaret fra Uwe og Adina Lange var, at de havde samme intention. Således var grundlaget lagt for at kunne arbejde i måneder – og derefter år – med forskning og skriveprocessen.
Centralt for at kunne rekonstruere var dybdeinterviews i kombination med interviews af diverse kilder med specialist- og lokalkendskab. Det tyske følge på seks blev interviewet i perioden fra maj til august 2017 og efterfølgende flere gange, både i Norge og under besøg i Tyskland. Hovedpersonerne Adina og Uwe Lange i Leipzig og i forbindelse med hjemkomsten og gensynet med redningsheltene på Haugastøl i 2017, samt over telefon og i e-mails og ved nye fysiske møder i april 2018, december 2019, sommeren 2020, efteråret 2021.
· Alle i turgruppen gav deres beskrivelser af, hvordan de oplevede at blive taget af lavinen, hvad de følte, så, hørte, tænkte, hvad de sagde til hinanden. Hændelsen var et par måneder væk. Det betød, at jeg fik beskrivelser rig på detaljer. Samtidig kunne jeg tjekke, hvad de huskede op imod hinanden. De supplerede også hinanden. Detaljer, der var i tvivl, blev droppet. Senere stødte jeg også på videooptagelser, de havde lavet af selve turen.
· Stella Thielemann og Jannik Meyer blev begravet op til hals og hofter efter lavinen og kunne fra deres positioner se, hvordan hele turgruppen, med undtagelse af Adina, var fanget i sneen. For præcist at genskabe dramaet og kameraarbejdet bad jeg dem om at tegne, hvordan alle var delvist begravet i forhold til hinanden, inden de begyndte at søge efter savnede Adina.
Turgruppen havde en stor mængde private billeder, fra da de kørte fra Tyskland, skituren, overnatning i telt, til frokosten de spiste en halv time før lavinen og til det sidste billede af Adina Lange, ved et farligt vindhul og med næsten nul sigtbarhed. De private billeder var et skattekammer for rekonstruktion og autentisk visuel fortælling i tekst og billeder.
Alene fra Røde Kors deltog 35 frivillige. Mandskaberne fra Geilo brugte over 100 timer arbejdsindsats den dag. Vi besluttede at bygge fortællingen op omkring nogle få centrale frivillige – med hundefører Pål Bakken og Tedd som de mest oplagte redningshelte. Det var et bevidst valg, for at gøre læserne fortrolige med dem og ikke forveksle dem med for mange andre karakterer end hovedpersonerne Adina og Uwe Lange. Via Geilo Røde Kors Hjælpekorps fandt jeg frivillige, som hjalp med at grave ud og finde den savnede, Arild Sjåstad og Giljar Lunden. Det lokale Røde Kors personale blev interviewet i personlige møder, telefonisk og i e-mails.
Et “omvendt problem”, ved projektet var at lægge et puslespil for at vise en redningsaktion, der endte så godt, kunne blinde mig for eventuelle svagheder i redningsaktionen. Jeg var klar over dette og beskrev også de problemer, der opstod: som dengang hundefører Pål Bakken mente, at han burde have fået besked tidligere, sekvensen da lægen/redningsarbejderen fra luftambulancen vendte scooterne og scenen, da arbejdstoget med redningsfolk blev forsinket.
Andre udfordringer: Adina Lange kæmpede med posttraumatiske stressreaktioner. Men hun var meget motiveret for at dele sin historie, kontakten med hende strakte sig over flere år og for ikke at slide hende op, gik meget af kommunikationen via faderen. Adina var åben omkring, at hun havde huller i hukommelsen. Samtidig huskede hun også mange detaljer meget tydeligt fra skituren, fra før skredet kom, hvilket også blev tydeligt, da hun lyttede manuskriptet igennem og kom med små detaljeret rettelser. Detaljerne stemte overens med de andre i følgets beskrivelser.
I mørket under sneen er det Adinas tanker og følelser, der skildres. Den smule hun huskede, sad stærkt i hende. Der findes jo ingen andre måder at svare på, hvordan det er at ligge begravet sådan. Den måde, hun selv håndterede dette på, og til sidst følte, at hun fandt en form for ro, var måske også med til at redde hende. Det var derfor en relevant og vigtig erfaring at dele. Det hun fortalte er også delvist gengivet i lavinerapporten og hun har også fortalt det samme til sin far tidligere.
I de sidste år af projektet oplevede jeg Adina som langt mindre stresset og så rask som man kan blive efter en sådan begivenhed. Arbejdet med bogen bød derfor ikke på særlige udfordringer med hensyn til re-traumatisering.
Se romanen her.
