Ane Barmen er aktuel med romanen Far var næsten på Woodstock. Dette er en roman om hvordan vores opvækst former os, om skam og om tilgivelse. Det er en fortælling om de forventninger, man kan have til sig selv og hinanden, og om hvordan det, man ønsker sig allermest, ofte er tættere på, end man tror. Far var næsten på Woodstock er Ane Barmens første roman til voksne. I forbindelse med udgivelsen har vi stillet Ane Barmen et par spørgsmål omkring hendes karriere, inspiration til bogen og hendes særlige skrivestil. Læs med her!
Vil du fortælle lidt om dig selv og din karriere?
Jeg er uddannet skuespiller og musikforsker, og har arbejdet som skuespiller og forfatter siden jeg blev færdig. Som skuespiller laver jeg meget stemmearbejde: voice-over, dubbing og indlæsning af lydbøger. Jeg har skrevet kronikker og historier til aviser og ugeblade og været manuskriptforfatter og manuskriptredaktør i en tv-serie.
Da Gyldendal i 2016 annoncerede en forfatterskole for forfatterspirer, søgte jeg og kom ind. I løbet af året jeg gik der, arbejdede jeg på det, der blev udgivet i 2019 som min debutroman: Drømme betyder ingenting. Jeg vandt Brageprisen for den bog i Norge, og blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for bedste børne- og ungdomsbog i 2020.
I 2021 udgav jeg min første roman for voksne, Far var næsten på Woodstock, og det er vildt sjovt, at den nu også udkommer i Danmark! Jeg elsker Danmark generelt og danskere i særdeleshed!
Hvorfor har du valgt at skrive ‘Far var næsten på Woodstock’ og hvor fik du inspirationen fra?
Min mand og jeg var ufrivilligt barnløse i flere år, og jeg søgte derfor efter skønlitteratur om emnet på biblioteket. Men jeg fandt kun faglitteratur. Jeg stod netop i den frygtelig hårde IVF-behandling, så jeg besluttede, at når jeg en dag var færdig med det helvede, ville jeg skrive en bog om det. Det tog nogle år, men heldigvis blev jeg endelig gravid og fik en baby. Da min datter var kommet, og jeg havde fået det hele på afstand, besluttede jeg mig for at skrive den bog, jeg havde tænkt på så længe.
Til min overraskelse endte bogen med ikke kun at omhandle ufrivillig barnløshed, men måske mest om et vanskeligt far-datter-forhold. En af de store ting ved at skrive, er de opdagelser, du gør undervejs: ideer, der udvikler sig og at tingene kan blive meget anderledes, end du oprindeligt forestillede dig. Sådan var Far var næsten på Woodstock for mig.
Romanen omhandler ret tunge emner såsom fertilitetsbehandling, parforhold og en alkoholiseret far – men romanen fremstår forholdsvis let, hjertevarm og humoristisk. Har du nogle overvejelser omkring at bruge humor og satire til at beskrive svære emner?
Jeg gør det ikke bevidst – det kommer bare af sig selv når jeg går i gang med at skrive. Jeg har nok en stærk sans for galgenhumor privat, og når livet er allermest vanskeligt, så er jeg også allersjovest (synes jeg selv i hvert fald). Det er nok også en overlevelsesstrategi: når tingene er virkelig hårde, skal du grine af det nu og da, ellers dør du, ikke? Det gør jeg i hvert fald.
Så er det også skriveteknisk vigtigt at blande stor alvor med humor, synes jeg, for så virker begge dele stærkere på læseren. Du kan også tillade dig selv at skrive mørkere og tungere, når folk får lov til at slappe af og grine lidt i ny og næ. Humor kan forstærke oplevelsen af det smertefulde, og omvendt. Og humor, der samtidig gør lidt ondt, er noget af det fineste jeg ved.
Hvad håber du, at dine læsere får ud af historien om Theis og Ruby?
Først og fremmest håber jeg, at de får en god læseoplevelse! At de kan glemme tid og sted og blive opslugt af bogens historie. Så håber jeg også, at de bliver glad for Ruby og Theis. Og jeg håber virkelig, at min bog kan bidrage til at ufrivilligt barnløse kan føle sig mindre alene.
Trækker romanen på dine egne erfaringer?
Jeg har selv været ufrivillig barnløs. Ruby’s historie er ikke min egen, men nogle af de tanker og oplevelser hun har, har jeg tænkt eller oplevet. Theis er en fiktiv person. Jeg var heldig at vokse op med en meget normal og ædru far. Men Theis har også meget af mig i sig, som Ruby. Ikke alkoholismen, heldigvis, men den ensomhed han kan mærke, kærligheden til sin datter og ikke mindst kærligheden til hunde og musik – det har vi tilfælles.
Hvem vil du anbefale bogen til?
Jeg vil anbefale den til alle, der på et tidspunkt har følt sig forkert eller svigtet, som finder familier vanskelige og som finder det næsten umuligt at gøre det rigtige. Jeg vil anbefale den til ufrivilligt barnløse, og gerne også pårørende hertil. Hvis du ikke har oplevet det, kan det næsten være utænkeligt at forestille sig den sorg og kamp, nogen går igennem for at få de børn de ønsker.
Læs mere om Far var næsten på Woodstock her.
