HJÆLP, GISK, KA’POW, Børn og unge elsker tegneserier, men deres voksne er skeptiske, for tegneserien er jo ikke ”rigtig litteratur”.
Mit råd er: Lad os elske tegneserier sammen med børnene og hilse det kæmpestore læseglædefremmende potentiale, der følger med læsningen, velkomment.
På trods af de voksnes skepsis, så er jeg ret overbevist om, at samtlige børnebibliotekarer, lærere, pædagoger og forældre vil give mig ret i, at populariteten på billedfortællinger og specifikt tegneserier er stor. Så det er let at drage den empiriske konstatering, at børn kan lide at møde litteratur, hvor billeder akkompagnerer teksten eller omvendt. Alligevel møder tegneserien blandt mange voksne stadig modstand. Mit velmenende råd er her: Lad børnene gå tegneserieamok og læs gerne med selv.
Orbis Pictus
I 1672 udkom billedbogen Orbis Pictus på dansk. På latin betyder Orbis Pictus ’Verden i billeder’, og den danske titel var Den gandske Verden fuld af de Ting som kand sees og sandses afmaled. Forfatteren Johann Amos Comenius ønskede med bogen at åbne verden for børnene, og man kan sige, at den var en slags encyklopædi over alverdens ting og sager ved tekst og billeder. Orbis Pictus var populær blandt det unge publikum, og billeder har sidenhen ofte ledsaget tekster til børn og appelleret til læsning.
I sin samtid mente Comenius, at børn bedst lærer gennem leg, og måske er det netop det, tegneserien kan, den kan møde børnene i deres egen kultur, som er legekulturen. I dag har billedfortællingerne forgrenet sig i mange genrer og visuelle og tematiske retninger. Vi oplever graphic novels med store eksistentielle tematikker og faglitterære manga udgivelser, og fælles for dem alle er populariteten blandt børn og unge.
Tegneserien er flertydig og kunstnerisk, og den kræver noget af sin læser
Tegneserien er som sagt mangfoldig både med henblik på genrer, tematikker og visuelle virkemidler. Vi oplever livets mørke sider, den berører eksistentielle knaster og tabubelagte områder, den er sjov, den er syret, og den skal nogle gange læses bagfra. Den supplerer læsningen med grafiske elementer, så den bliver flerdimensionel ved modaliteternes samspil. Det kan være tale-tænke-hviskebobler, ordlyde, bevægelsesstreger, følelsesmarkeringer og tekstfelter. Det betyder, at læseren sanser historien og får kroppen med, men det kræver også, at man forstår tegneseriens koder. Tekst og billeder kan være modstridende, de kan være symmetriske eller kontrapunktiske. Med andre ord, så er tegneserien flertydig og kunstnerisk, men den kan også være det modsatte, men bevares det kan al litteratur være, men underlødig som genre… det er den ikke.
Hvorfor stejler flere voksne så? Måske skal vi tilbage til legeperspektivet. Måske har vi glemt at lege. Måske kan vi som lidt stive voksne ikke gennemskue de mange modaliteter og finde mening. Måske er det for svært, for vi kender ikke præmissen for legen, eller vi tør ikke. Faktum er, at tegneserien udfordrer, at den på samme måde som legen, er et æstetisk udtryk, der kalder på deltagelse.
Så kære forældre, pædagoger, lærere og andre voksne, hop ud i legen. Det myldrer med flotte tegneserier både danske og udenlandske. Lad børnene læse tegneserier og læs med selv. Kom ind i legen, for den er rigtig god, og der er plads til alle. Hvis der er noget, som I ikke forstår, så spørg eksperterne…børnene.
Blogindlægget er skrevet af Betina Falsing, der er master i Børne- og Ungdomslitteratur og i Børne- og Ungdomskultur. Til daglig er hun ansat som skolebibliotekar og er koordinator for alle skolebibliotekerne i Høje Taastrup. Derudover skriver hun anmeldelser, artikler og holder foredrag om børnelitteratur. Blogindlægget er udtryk for skribentents egne holdninger.
