Forfatterinterview: Sharon Gosling

Sharon Gosling har med sine stemningsfulde romaner om den skotske kyst vundet mange læseres hjerter. Nu er hun aktuel på dansk med Hvor hjertet slår rod, en fortælling om nye begyndelser, fællesskab og om at finde hjem – både et sted og i sig selv.

Vi har talt med Sharon Gosling om, hvordan en ferie i en lille skotsk landsby blev spiren til hendes forfatterskab, hvorfor hun bliver ved med at vende tilbage til Skotlands vilde kystlandskaber, og hvordan hendes egne oplevelser af at føle sig anderledes har fundet vej ind i hendes romaner. Hun fortæller også om sine egne læsevaner og sender en særlig hilsen til sine danske læsere.

Hvad inspirerede dig oprindeligt til at skrive Huset for foden af klipperne og Boghandlen i fyrtårnet?

Idéen opstod under en ferie i den skotske landsby Pennan, som ligger omkring en halv kilometer langs kysten fra Crovie, hvor Anna køber sit lille hus i Huset for foden af klipperne. Jeg så en meget lille bygning med gardiner i vinduerne og en blomstervase i vindueskarmen, og det gik op for mig, at der faktisk boede nogen der. Jeg har altid været fascineret af tanken om at bo på usædvanlige steder, og det fik mig til at forestille mig, hvordan det mon fungerede, og hvem der ville vælge at bo sådan.

Senere mødte jeg kvinden, der boede der – hun hed Marie West (hun er nævnt i dedikationen forrest i bogen). Hun er desværre siden gået bort, men hun var en fantastisk kunstner, som inviterede mig på te og viste mig rundt i sit lille, perfekt indrettede hjem, præcis som jeg beskriver det i bogen. Da jeg senere skrev romanen, indså jeg af forskellige grunde, at det ville fungere bedre at lade historien foregå i den vidunderlige landsby Crovie, som er et helt enestående sted både at bo og besøge.

Begge romaner foregår i små skotske kystsamfund omgivet af storslået natur. Hvad er det, der tiltrækker dig ved netop disse omgivelser?

Jeg har altid haft lyst til at bo mere og mere afsides, og jeg plejer at joke med, at jeg nok bliver ved med at flytte længere og længere nordpå, indtil jeg ender på den nordligste spids af den nordligste ø på Shetlandsøerne. Jeg har også altid elsket vilde og forblæste landskaber – som Dartmoor i Devon og Yorkshire Dales. I dag bor jeg på skråningen af et fjeld i det nordlige Cumbria.

Der er bare noget i mig, der holder af ensomheden og udfordringen ved at bo et sted på grænsen mellem civilisation og vild natur – et sted langt væk fra mennesker, hvor fantasien kan få frit løb. Med Boghandlen i fyrtårnet kunne jeg godt lide tanken om at lade en historie foregå i et fyrtårn, men jeg havde allerede skrevet en roman, der foregik ved kysten. Samtidig elsker jeg gamle victorianske lystbygninger, og på en eller anden måde smeltede de to idéer sammen: Hvad nu, hvis der fandtes et fyrtårn, som i virkeligheden slet ikke var et fyrtårn? Hvad kunne det så være?

Boghandlen i fyrtårnet og landsbyen Crovie føles utroligt levende og stemningsfulde. Er de inspireret af virkelige steder?

Crovie (udtales “Crivvie”) er en helt virkelig landsby, og den er absolut et besøg værd. “Fyrtårnet” er også inspireret af et virkeligt sted, men hvis jeg fortæller hvor, afslører jeg en vigtig del af historien – så det kan jeg ikke! Jeg kan dog sige, at det ligger i Dumfries, en lille by i det skotske grænseland, ikke langt fra hvor jeg bor.

Temaer som at finde et hjem og begynde forfra går igen i begge bøger. Hvorfor er de temaer vigtige for dig som forfatter?

Det er et godt spørgsmål, og jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg selv kender svaret. Måske handler det om, at jeg altid har følt mig som et ret mærkeligt menneske, der ikke helt passer ind blandt andre. Når jeg siger det til folk, ser de ofte lidt mærkeligt på mig og siger, at jeg da er helt normal – men sådan føles det ikke.

Jeg er 47 år nu, og jeg synes, at jeg er vokset mere ind i mig selv med alderen. Jeg har en vidunderlig mand og et dejligt hjem, som giver mig ro og forankring, men jeg tror stadig, at en del af mig leder efter et sted, hvor jeg virkelig føler, at jeg hører til. Jeg har på fornemmelsen, at det eneste sted, der for alvor findes, er når jeg skriver og er så dybt opslugt af en historie, at det føles, som om jeg selv lever i den – et sted langt væk fra den virkelige verden.

Hvilke bøger holder du selv mest af at læse, når du søger trøst eller inspiration?

Jeg læser meget forskellig skønlitteratur. Ironisk nok – og måske er jeg lidt for ærlig her – er romantik faktisk den genre, jeg læser mindst. Jeg elsker kærlighedshistorier, men jeg foretrækker ofte, at de indgår som en del af en større fortælling, og jeg bliver igen og igen tiltrukket af mørkere historier.

Jeg elsker horror, krimier og det, man kalder “litterær fiktion”, selv om jeg ofte tænker, at den betegnelse mest eksisterer, fordi bøgerne skal have en hylde at stå på.

Denne måned har jeg faktisk læst en del romantasy: The Crimson Moth og The Rebel Witch af Kristen Ciccarelli samt Salt & Broom og Tea & Alchemy af Sharon Lynn Fisher. Jeg har også læst Solace House af Will Maclean (horror) og Nowhere Burning af Catriona Ward (horror).

Den næste bog på min læseliste er The Left and the Lucky af Willy Vlautin, som er en af mine absolutte yndlingsforfattere. Jeg har haft hans nyeste bog liggende siden den udkom for nogle måneder siden, men jeg har måttet tage tilløb til at læse den, fordi jeg ved, at den både bliver fremragende og knusende – sådan er hans bøger altid.

Jeg lytter også til mange lydbøger. De seneste har været WolfWorm af T. Kingfisher (horror), The House of Saphir af Marissa Meyer (romantasy) og The Hill in the Dark Grove af Liam Higginson (horror).

Til sidst: Har du en hilsen til dine danske læsere?

Jeg vil bare sige et stort og hjerteligt tak, fordi I tager jer tid til at læse mine bøger. Jeg håber virkelig, at I vil nyde dem!

(Og hvis I får mulighed for at besøge Crovie, så gør det – det er et fantastisk sted. Husk bare at holde øje med tidevandstabellen!)

Nyeste artikler

Forfatterinterview: Sharon Gosling

Sharon Gosling har med sine stemningsfulde romaner om den skotske kyst vundet mange læseres hjerter. Nu er hun aktuel på dansk med Hvor hjertet slår ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Heléne Holmström

Heléne Holmström er romanceforfatter og skriver bøger med spændende intriger, stærke følelser og komplicerede relationer. Hendes bøger er oversat til en lang række sprog, og ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Jaymin Eve

Jaymin Eve er kendt for sine mørke fantasyuniverser, stærke karakterrelationer og intense romantiske spændinger og med Skyggekaster inviterer hun læserne ind i endnu et magisk ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Sara Ejersbo

Hvad sker der, når fortællelyst, kvindekraft og en forkærlighed for det vilde og uforudsigelige smelter sammen i én historie? I dette interview fortæller forfatter Sara ...
Læs mere →

Hvordan bygger vi læsevaner op, der holder til udskolingen?

I dette blogindlæg deler Dorthe Rise sine erfaringer med at fastholde læselyst og læsevaner hos eleverne når konkurrencen fra sociale medier, fritidsjob og afleveringer vokser. ...
Læs mere →