Skift til erhvervskunde

Sådan påvirker omgivelserne plottet i nordisk krimi

Skrevet af: H.S Palladino

Forestil dig en sen aften langs en øde landevej. Det er tidlig vinter, lige før det første snefald. Din bil er tom for benzin, din iPhone er død. Du er tvunget til at gå for at søge hjælp. En isnende vind stryger hen over dine skuldre, mens du går langs den smalle vej. Hård grus knaser under dine fødder. Ind imellem træerne kan du også høre svage lyde – raslen i det stive græs, grene, der knækker. Er det et dyr? Er det glimtende øjne, du ser derinde i mørket? Du prøver at lade være med at tænke på det og skynder dig bare videre. Du mærker, hvordan din puls stiger, mens du øger tempoet. Du overvejer at vende tilbage til bilen for at vente på andre rejsende passerer, men du ved, at du er nødt til at fortsætte. Der kommer ingen andre. Det er derfor, du er her.

 

Du er gennemfrossen, da du endelig når frem til en afsidesliggende gård. Et hus, hvor malingen skaller af væggene, og ladeporten kun lige står oprejst. Omgivet af visne buske i haven og to rustne bilvrag, virker hjemmet ikke særlig indbydende. Indenfor er lyset slukket, kun gløden fra et ildsted vidner om liv. Går du hen til døren og banker på? Hvilken slags person tror du, der åbner, hvis nogen? Hvilke hemmeligheder har familien, der bor der? Eller måske har du hemmeligheder? Problemer, der er vokset sig så store, at du har svært ved at kontrollere dem. Er det det, du flygter fra? Var du så optaget af dine egne tanker, at du glemte at stoppe ved den sidste tankstation? Hvad hvis familien inviterer dig til at tilbringe natten, og et forfærdeligt uvejr forhindrer dig i at forlade huset? Hvilke tanker presser sig på, hvis du er nødt til at være her i nogle dage sammen med mennesker, der får dig til at føle dig utryg? Hvordan vil landskabet og menneskene, der bor her, påvirke de valg, du træffer?


I nordisk krimi er omgivelserne ikke bare en baggrundshistorie. De bliver en integreret aktør, der aktivt former stemningen og atmosfæren i fortællingen. Naturen, vejret, stilheden. Landskabet kan godt være urbant, men æstetikken i nordisk krimi er præget af melankoli. Det er koldt og blegt. Menneskene er indadvendte og ikke sjældent ensomme. Og de har problemer. Store problemer. Problemer af en sådan karakter, at de skal holdes skjult for enhver pris.

I disse fortællinger er hovedpersonerne ikke blot retfærdighedens skinnende riddere; de er mangelfulde og plaget af sjæle, der kæmper med deres egne dæmoner. Ægte mennesker, formet af miljøet og omgivelserne, de lever i. For hvordan bliver man, når man lever gennem lange, mørke vintre? Hvad formes af desperation? Når man mærker på egen krop, at den norske velfærdsstat ikke er ens for alle.

 

I krimiromaner er omgivelserne næsten altid lige så vigtige som karaktererne, netop fordi de former dem. Og hvis personerne i romanen skal være ægte, skal omgivelserne også være det. Som forfatter af nordisk krimi er det dette, jeg stræber efter. Jeg spørger mig selv, hvordan jeg kan få omgivelserne til at føles autentiske? Hvordan får jeg læseren til at mærke den ubehagelige stemning, der hviler i miljøet? Hvordan skaber jeg karakterer, der er formet af deres omgivelser? Og derved, hvordan formes plottet på grund af karakterernes reaktion på deres omgivelser?

 

Jeg spørger mig også selv, hvilke symboler jeg kan trække ud af omgivelserne. Den lange, forræderiske norske vinter frembringer en iskold kulde, der kan afspejle moralsk tvetydighed og grufulde handlinger. De lange nætter bliver en metaforisk kappe for hemmeligheder og skjulte dagsordener. Mørke gyder i byen. Et får, der har mødt sin død i mosen. Det hele kan blive metaforer eller bare betragtninger, der er med til at forme historien.

Da jeg begyndte at skrive min første roman om Bjørk Isdahl, blev jeg opfordret til at bruge omgivelserne på Bali, hvor jeg bor en del af året. Netop fordi kommende forfattere ofte bliver opfordret til at skrive den roman, “som kun de kan skrive”. Jeg brugte mange måneder på at udforske Bjørks ferie på Bali, før jeg opgav det. Det fungerede ikke. 

 

Omgivelserne tog simpelthen over for karakteren og fortalte deres egen historie, ikke Bjørks. Da jeg tog Bjørk tilbage til Oslo, til mørket, frygten, hemmelighederne og fortrængte minder, begyndte det at løsne sig. Uden at jeg var klar over det, var de norske omgivelser, som Bjørk var vokset op i, så integreret i hende, at jeg var nødt til at udforske det. Ved at placere hende i sneen opdagede jeg hendes historie tydeligere. Hun viste mig, hvem hun var, og da jeg fik den karakter, jeg ønskede mig, og den historie, jeg ønskede mig. Skabt af omgivelserne.

 

H.S Palladino er forfatteren bag krimien Den der frygter sneen. Du kan læse mere om bogen her.

Nyeste artikler

Forældre er litteraturens og læsningens helte

Solen varmer os og sender søde påmindelser om sommerferie, saltvand og saftige jordbær med fed fløde. Vi glæder os, men nogle små mennesker glæder sig ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Mats Strandberg

Mats Strandberg fik sit gennembrud som forfatter i 2011 og har siden skrevet en lang række bøger til både børn, unge og voksne, de fleste i ...
Læs mere →

Hvad er Guided Reading?

Det er vigtigt, at alle børn kommer godt i gang, når de skal lære at læse. Nogle børn knækker hurtigt læsekoden, mens andre børn har ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Caroline Stadsbjerg

Caroline Stadsbjerg (f. 1994) er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet. Hun har gået på Writeres Academy og været i et mentorforløb på Dansk Talentakademis Forfatterlinje. Carnivora er hendes ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Katrine Skovgaard

Hvad inspirerede dig til at skrive Stormspyddet? Jeg har altid elsket museer – og synes, at de er en åbning ind til en magisk verden, ...
Læs mere →