Af GEIR TANGEN – NORSK KRIMIFORFATTER OG KRIMIBLOGGER
I norden er vi verdensmestre, når det kommer til at læse spændingsromer, og mange af verdens ledende krimiforfattere kommer fra vores respektive fem lande. Hvad er det, som gør, at vi heroppe i det kolde nord læser så meget krimi, og hvad er det, der adskiller nordisk spændingslitteratur fra andre landes bøger i samme genrer? Hvorfor er det akkurat os, som er så optaget af at sidde yderst på stolen og bide negle, når viden hyler udenfor stuevinduerne?
Det klassiske svar på det første spørgsmål er det svar, vi har hørt hundrede gange før, nemlig at vi har det så trygt og godt heroppe i det socialdemokratiske nord, at vi ganske enkelt må søge til spændingsfortællinger for at få lidt spænding og uhygge ind i hverdagen. Eksistentielle bøger om fattigdom, trængsler og hverdagslivets slid angår os ikke. Bøger om ligestilling, korruption, finanskriser, krig og elendighed, det angår os heller ikke. Det føles fjernt og irrelevant. Vi har så mange sikkerhedsnet, som fanger os heroppe i Norden, så vi føler ikke de samme eksistentielle smerter som andre gør. Derfor søger vi til spændende eventyr om grusomme ting, som kan ske heroppe, mens vi samtidig sidder med fødderne plantet i verdens tryggeste nabolag, uden egentlig at bekymre os. I hvert fald ikke om skumle seriemordere, som parterer lig og hænger os op på slagterkroge i mørke kældre.
Dette er selvsagt bare nonsens. En sådan forklaring på nordiske læseres trang til gys og uhygge er i bedste fald en grov forenkling og ganske fordummende, hvis du spørger mig. Den sociale bevidsthed er høj hos vores fem folkeslag. Der er få mennesker, der i samme grad engagerer sig i verden udenfor vores trygge grænser, og som evner at sætte sig ind i andres lidelser. Vi bidrager det, vi kan, og sidder ikke bare på vores rige bagdele og læser krimier, fordi vi distancerer os fra de ægte problemer ude i verden. Det viser læsestatistikkerne også. Seriøse, hårdtslående, dybdegående og gribende bøger, som omhandler vigtige temaer, fanger os dybt og inderligt. Den gode, litterære nobelprisvindende litteratur står fast i det nordiske bjerghjem.
Jeg tror, at forklaringen er så enkel, at nordisk krimilitteratur, langt tidligere end krimilitteratur i resten af verden, faktisk tog fat i de reelle problemer. At 60’ernes og 70’ernes nordiske krimiforfattere turde være samfundsbevidste og samfundskritiske. De nordiske krimibøger begyndte at betyde noget mere end bare spænding for læserne. Den tog i langt højere grad temperaturen på samfundet og bragte problemer til debat, sådan som de store dramatikere som Ibsen og Bjørnson gjorde i 1800-tallet under den litterære realisme. Mens amerikansk krimilitteratur næsten udelukkende bestod af hårdtslående, hårdkogte detektiver, og engelsk krimilitteratur kun var optaget af gamle mysterier med lukkede rum (ja, jeg forenkler), så kom Sjöwahl og Wahlö på banen i Sverige med bøgerne om Martin Beck. I Norge skete noget af det samme med Gunnar Steelesens bøger om Varg Veum og Jon Michelets bøger om Vilhelm Thygesen. De tog fat i reelle samfundsproblemer og behandlede dem så godt, at de almindelige læsere interesserede sig for dem. Bøgerne havde en værdi ud over spændingen. Dermed blev der skabt et langt bredere publikum af krimilæsere. Mange af os som voksede op i denne tid, voksede op med seriøs krimilitteratur, som sagde noget grundlæggende om samfundet rundt om os og manglerne ved det.
Denne tradition er der blevet taget hånd om blandt eftertidens kommende generationer af nordiske krimiforfattere, og det har skabt et kræsent krimipublikum, som ikke finder sig i at bøgerne er platte og udelukkende spændingsdrevene. De må have noget mere. En dybere bund, hvis du forstår. Ja, Jo Nesbø er både grotesk og til tider subtil i sin tilgang til et stadigt stigende antal blodtørstige (og opfindsomme) seriemordere i Oslo, men samtidig er der noget mere der. Læser man for eksempel “Gjenferd”, siger den enormt meget om den vaklende norske narkotika politik, om mangel på menneskelig værdighed og om de dybeste afgrunde, et menneske kan havne i. Det siger noget om, hvad der er galt i samfundet. Læser man “Offer 2117” af Jussi Adler Olsen, siger det enormt meget om en fejlslagen integrationspolitik, om mangel på medmenneskelighed, om klimadebatten i Danmark og om flygtningekrisen. På Island skriver Ragnar Jonasson om Hulda Hermansdottir, der kæmper en kamp som kvindelig efterforskningsleder i et meget mandsdomineret fag og fremhæver kampen for ligestilling både i nutiden og i et historisk perspektiv, som f.eks. Camilla Grebe gjorde det på forbilledlig vis i den prisvindende “Skyggejæger”.
De nordiske krimibøger graver dybere end det, du finder i mange andre lande (efter min mening), og jeg tror også, at det er grunden til, at så mange læsere i Norden er betaget af nordisk krimi. Det handler ikke kun om bestialske mord i små svenske huse, man skulle tro var ubeboede. Det handler om det, litteratur skal handle om: At sætte tingene til debat. At sætte vigtige temaer på den politiske dagsorden. Vi øger bevidstheden hos nogen, og dermed skaber vi gradvist også et engagement, som kan løftes politisk. Da jeg i 2021 udkom med ”Ulvetid”, var det med et håb om, at den kunne være med til at skabe debat om ungdom og psykiske lidelser og om ungdom og selvmord. Jeg ved godt, at det ikke var mig alene, der forårsagede det, men bogen skabte præcis den debat i nogle uger omkring udgivelsen. Jeg deltog i flere debatter om temaet, og jeg bemærkede at flere medier begyndte at skrive om mine emner.
Det et det, jeg tror, er grunden til, at nordiske læsere læser så meget krimi. I norden betyder den noget. Den rammer lidt dybere. Den graver lidt længere ned i sagen. Den siger noget om mennesker, om samfundet, om den verden vi lever i, og det kan folk lide at læse om. Det har de altid gjort, og det kommer de altid til at gøre. Bøger, som betyder noget, går aldrig af mode.
