Forfatterinterview: Stefanie de Velasco

Med romanen Græsset på vores side udfordrer Stefanie de Velasco en af de mest sejlivede forestillinger i vores samtid: tanken om, at et barnløst liv automatisk er ufuldstændigt. Under pandemiens stilhed tog en fortælling form, som ikke blot stiller spørgsmål ved sociale forventninger, men insisterer på at vise lykken, friheden og selvbestemmelsen som fuldgyldige livsvalg. I dette interview fortæller Stefanie de Velasco om inspirationen bag romanen, om havens symbolske kraft, om at finde balancen mellem kontrol og kaos i skriveprocessen – og om ønsket om at skabe karakterer, der føles så levende, at de næsten træder ud af siderne.

Hvad var det første, der fik dig til at ville fortælle netop denne historie?
Den første idé til denne roman kom til mig under pandemien. På det tidspunkt boede jeg alene med min hund og oplevede den ensomhed som noget meget positivt. Samtidig så jeg mange forældre omkring mig, især mødre, som tydeligvis var overvældede. Alligevel blev jeg ved med at lægge mærke til, hvor vedholdende stereotypen stadig er om, at barnløse kvinder må være triste, ensomme eller bitre. Det irriterede mig virkelig. Jeg ville skrive en roman, der sætter spørgsmålstegn ved den antagelse og som ikke forklarer eller retfærdiggør et liv uden børn, men fejrer den lykke, frihed og selvbestemmelse, der kan følge med.

Titlen peger på idéen om, at noget andet altid kan virke mere attraktivt. Hvorfor tror du, at den tanke er så genkendelig for mange mennesker?
I romanens centrum findes en stor have. For mig fungerer den som et tyngdepunkt, et sted alle karaktererne bevæger sig ind og ud af, og hvor møder opstår naturligt. Det er en slags alternativ Edens Have – men uden noget hierarki mellem livsformer. Forskellige måder at leve på måles ikke op mod hinanden dér; de sameksisterer blot. Titlen leger naturligvis med et velkendt ordsprog og vender det på hovedet: I denne roman er græsset på mine tre hovedpersoners side faktisk grønnere og det gror præcis dér, hvor de står.

Når du skriver, hvor vigtig er stemning og følelse sammenlignet med handling og plot?
For mig er en roman altid en komposition. Stemning, følelse, handling og plot spiller tæt sammen, og ideelt set harmonerer de med hinanden. Meget ofte er det karaktererne, der former plottet – ikke omvendt. At skrive føles lidt som at ride på en hest: Man skal vide, hvornår man skal løsne tøjlerne og hvornår man skal styre mere fast. For meget kontrol dræber energien, for lidt fører til kaos. Det handler om at finde den rette balance.

Hvad interesserer dig mest ved mennesker, når du bruger dem som udgangspunkt for en roman?
Det, der interesserer mig mest ved mennesker som udgangspunkt for en roman, er, om de føles levende og tredimensionelle. Jeg ser ofte deres ansigter meget tydeligt, næsten som om jeg ser en film. Når det først sker, betyder det næsten ikke noget, hvordan de er rent moralsk, eller om de opfører sig “korrekt”. Det vigtige er, at de føles levende på siden.

Var der noget i bogen, der overraskede dig under skriveprocessen?
Når jeg skriver, forsøger jeg at skabe en ramme, der giver mig mulighed for selv at blive overrasket. Hvis jeg på forhånd ved alt, mister jeg hurtigt lysten til overhovedet at skrive bogen. En roman har brug for usikkerhed og risiko. Noget, der først åbenbarer sig under selve skriveprocessen. For mig er den åbenhed ikke en svaghed, men en drivkraft.

Hvilke temaer håber du, at læserne kan spejle deres egne liv i – uanset hvor de kommer fra?
Jeg håber, at læserne kan genkende elementer af deres eget liv i Græsset på vores side, uanset hvor de kommer fra. Romanen berører temaer som frihed, tilhørsforhold og selvbestemmelse samt venskab og sociale forventninger. De fleste mennesker kender følelsen af at sammenligne deres liv med andres og spekulere på, om de lever “på den rigtige måde”. Det øjeblik af tvivl og muligheden for at gøre modstand mod det, er dér, bogen ønsker at møde sine læsere.

Læs mere om Græsset på vores side her.