Med Livets sang inviterer Louise Thunbo læseren ind i en fortælling om mod, kærlighed og de valg, der former et liv. Romanen bevæger sig mellem to tidsspor og to kvindeskæbner – den unge Vita i 1930’ernes verden og nutidens Olivia, der har sat sit eget liv på pause. Gennem deres historier udfolder der sig en sanselig og eftertænksom roman om at turde bryde med frygten, følge sit hjerte og finde sin egen vej.
Vi har talt med Louise Thunbo om længslen efter eventyret, om angst og livsmod, om madens betydning – og om hvorfor det nogle gange kræver et kærligt skub fra en 99-årig at begynde at leve for alvor.
Hvad var det for en historie, du længtes efter at fortælle, da du begyndte at skrive Livets sang?
Det er vel egentlig to forskellige historier, idet vi har to tidsspor. Men når jeg tænker mig om, er de nok også ret ens.
I Vitas historie, der foregår i 1932, handler det rigtig meget om at opleve verden med friske øjne uden at kende alle detaljerne i forvejen. At tage på det eventyr som vores liv og verden er, og give sig hen til alt det der er nyt og anderledes. I Vitas historie er der også et spor, der handler om at bryde fri fra normen og de forventninger der er fra omverden for at følge sit hjerte.
I Olivias historie, er temaerne langt hen ad vejen de samme – hun skal være modig til at bryde med hverdagen, og være åben for eventyret, så hun kan åbne hjertet for kærlighed og sin passion.
Olivia befinder sig et sted i livet, hvor hun har sat sig selv på pause. Hvad var vigtigt for dig at undersøge gennem hendes karakter?
Gennem Olivia undersøger jeg blandt andet hvordan morens angst har holdt Olivia tilbage fra at live livet til fulde. Moderens talemåde er at “det kan så let gå galt” og som menneske og mor kan jeg let ryge i samme tankespor, men hvad sker der, hvis man vender ordene rundt og siger “det kan så let gå godt”? – er det her eventyret bor, og er det her, der er en åbenhed for kærlighed og passion? Det har jeg selv erfaret flere gange, men alligevel bliver jeg tit bange. Det øver jeg mig hver dag i ikke at være. Jeg har gjort Olivia modig, og hun viser mig, at det er værd at satse for kunne at leve livet til fulde.
Vita er 99 år og fuld af fortællinger fra et levet liv. Hvad inspirerede dig til at lade en ældre kvinde være den, der sætter historien – og Olivia – i bevægelse?
Da jeg blev gift for 20 år siden, havde jeg allerede dengang en sætning i min tale til min mand, der lød nogenlunde sådan her: “Jeg ville ønske, at vi sad som gamle mennesker og vidste, at alt var gået godt.” Jeg tror, at jeg som Olivia, ser på gamle mennesker og tænker, at de klarede den. Det er der jo ingen garantier for i denne verden – hverken at man bliver gammel eller har levet lykkeligt – men der er jo ikke andet for en at gøre sit bedste. Det med alderen er vi jo ikke selv herre over, men lykken har vi selv en stor andel i. Ikke at det er nemt – og nogle gange skal man have et kærligt skub som det Vita giver Olivia, men i den sidste ende er det vores eget ansvar, hvilken vej vi vælger og hvordan vi håndterer de bump, der er på vejen.
Mad spiller en central rolle i Olivias liv og i relationen til beboerne på Kongedybet. Hvilken betydning har mad og madlavning i romanens univers?
Mad spiller både en rolle som værende en vej til omsorg som et af de sansende elementer, der kan bringe minder frem. Dertil kommer det fællesskab, der er omkring mad og måltider, og den arv der ligger i at give madkundskab og madkultur videre fra generation til generation.
For Olivia er mad og madlavning i en stor kilde til kreativitet og passion – to ting som jeg tror er essentielle for alle mennesker, lige meget hvordan man end vælger at udleve dem.
Fortællingen handler om at fare vild – og finde sin vej igen. Er det et tema, du selv føler dig særligt forbundet med?
Det er det i høj grad. Jeg brugte det meste af mine 30’ere på at være bange. Bange for at miste livet inden jeg havde levet det til fulde – præcis ligesom Olivia. Jeg føler dog ikke at jeg gik i stå, men tværtimod brugte jeg en masse tid og penge på at få det meste ud af livet ved at rejse og opleve sammen med min familie. Men under alle billederne af palmer og sandstrande lå der hele tiden en angst for at miste det hele, og det fik mig til at fare vild og blive fysisk syg af frygten. Nu vil jeg ikke længere være bange, og jeg arbejder hele tiden med at den angst ikke skal få greb om mig og mit liv.
Livets sang er første del af en trilogi. Hvornår stod det klart for dig, at denne historie ikke kunne fortælles i én bog?
Det var især, da mange af mine læsere gav udtryk for at de savnede en bikarakter, Agnete, da hun stod af skibet og forsvandt i Livet sang. Hvad skete der egentlig med Agnete i Singapore? Da jeg researchede i Singapores historie, opdagede jeg en del af verdenshistorien, som på mange måder ligner den, vi har hørt så meget om under 2. Verdenskrig i Europa, men som jeg intet kendskab havde om i Asien. Den historie vil jeg gerne fortælle. I nutidshistorien vil jeg gerne koncentrere mig om kvindeliv et anden fase. Dvs. At være mor til et stort barn og dette tilfælde netop er blevet skilt. Hvad har livet så at tilbyde?
I det jeg planlægger som tredje del af serien, vil jeg undersøge hvordan det er at være kvinde i Livets tredje fase med et voksent barn og menopausen hængende tungt over skuldrene.
De tre historier hænger sammen på den måde, at de handler om flere aspekter af (kvinde)livet.
Hvis læseren lukker bogen med én følelse eller tanke, hvad håber du så, det er?
Mary Oliver har en sætning i digtet Sommerdagen: Fortæl mig, hvad planlægger du at gøre med dit ene vilde og dyrebare liv?
