Emil Sondaj Hansen (f. 1997) har en bachelor og kandidat i international politik fra University of Cambridge og har arbejdet med klima- og energipolitik ved den danske ambassade i Berlin. I 2024 fik han tildelt Kronprins Frederiks Legat til et års studier på Havard Kennedy School.
Emil Sondaj Hansen er nu aktuel med sin bog Angreb på Havard. En rejse i USA’s nutid. Og Europas fremtid?, der tager læseren med ind i et polariseret USA, hvor den akademiske frihed er under pres, og hvor Europas rolle som frihedens garant bliver sat på spil.
Kronprins Frederiks Legat førte dig til Harvard og midt ind i et politisk stormvejr. Hvornår stod det klart, at opholdet i USA rummede en fortælling, der måtte blive til en bog?
Jeg førte dagbog i de første måneder af min tid i USA – mest af alt fordi der skete så meget, især op til og under valget i efteråret, som jeg ikke ville glemme.
Da konflikten mellem Trump og Harvard for alvor brød ud i foråret 2025, havde jeg en fornemmelse af, at der var en historie, der måtte fortælles.
Det var især om mine internationale venner, som blev fanget i visaproblemer og frygtede for deres sikkerhed og fremtid. Jeg følte, at deres oplevelser fortjente at blive fortalt.
Da jeg skulle søge visum til et job i USA, følte jeg dog ikke, at jeg kunne fortælle historien, mens jeg stadig stod midt i den. Det første, de amerikanske ambassader scannede efter, var udtalelser om Trump. Først da jeg var tilbage i Europa, følte jeg, at jeg kunne tale og skrive frit.
Det gik op for mig, at fortællingen handlede om meget mere end Harvard. I bogen bliver Harvard både en prisme, hvorigennem de dybereliggende konflikter og spændinger i USA kommer til udtryk (både Harvard og Demokraterne har svært ved helt at forstå omfanget af uligheden i landet), og samtidig et mikrokosmos for globale konflikter. Gennem hele bogen ulmer konflikten i Gaza i baggrunden, og i sidste ende er det også med anklager om antisemitisme, at Trump går til angreb på universitetet.
Først hjemme i Europa gik det op for mig, at det ikke bare var en fortælling om USA. De samtaler, jeg havde haft, og de mennesker, jeg havde mødt, blev i høj grad oplevet gennem et europæisk perspektiv.
Der var også et element af hast i projektet. Det er en fortælling, der skal fortælles nu. Jeg føler, at vi i øjeblikket ser en markant normalisering af Trump. Nu taler man ligefrem om, at han skal have Nobels Fredspris. I kapitel fire beskriver jeg min tur til Washington D.C., hvor jeg ser ansatte i udviklingsministeriet forlade deres arbejdspladser med tårer i øjnene og papkasser i hænderne. Den fortælling synes jeg er særlig vigtig lige nu.
Du var på Harvard, da Trump gik til angreb på universitetet. Hvordan føles det, når et helt samfund mister tilliden til sine egne institutioner indefra?
Det stod klart for mig, at institutionerne hvilede på et skrøbeligt fundament.
Men gennem bogen gør jeg også tydeligt, at det ikke kun er Trump, der har skabt denne mistillid. Noget har forandret sig i det amerikanske samfund gennem de senere år. Noget, jeg finder særligt interessant, er, hvordan Robert F. Kennedy Jr. har indgået en alliance med Trump, og han har formået at bygge en bevægelse omkring skepsis overfor vacciner og tilsætningsstoffer i forarbejdet mad.
I bogen fortæller jeg historien om en servitrice på en diner i New Hampshire, som havde stemt på Obama to gange, men nu støttede Trump, fordi RFK lovede at fjerne alle de farlige tilsætningsstoffer fra maden. Især under pandemien voksede befolkningens mistillid til politikere og eksperter – og det er netop denne mistillid, som RFK og Trump i dag lever af.
Og den slags er ikke bare ord. Retorikken og angrebene på eksperter har virkelige konsekvenser. I august 2025 tog en mand en pistol og angreb den amerikanske styrelse for sygdomskontrol og -forebyggelse. Han endte med at dræbe både sig selv og en politibetjent. Hans motivation? Han mente, at han var blevet forgiftet af covid-19-vaccinen.
Selve konflikten med Harvard kom lidt senere. Trump-administrationen forsøgte at indføre en ”whistleblower-ordning”, hvor studerende kunne angive deres medstuderende for uamerikansk opførsel. Nogle blev samlet op på gaden af maskerede betjente. Hvis man har brug for at skjule sig bag en maske, er der ingen tillid mellem statens ordenshåndhævere og dens borgere.
Som jeg skriver i bogen, har jeg boet to år i Tyskland, men det var først i USA, at jeg for alvor forstod, hvad det østtyske hemmelige politi, Stasi, må have betydet for befolkningen. Det gør noget særligt ved et menneske, når man ikke længere kan stole på sin sidemand.
Der beskrives et USA, hvor frygt og polarisering erstatter frihed og fællesskab. Er det et billede på Amerikas nutid – eller Europas fremtid?
Jeg frygter, at det kan blive begge dele. Derfor er bogen også en advarsel. Hvis vi ikke passer på, risikerer vi at ende dér, hvor USA er nu.
Men Europa har et valg. Vi kan vælge at definere os i modsætning til det, vi ser i USA i øjeblikket – og være stolte af det, der adskiller os. Jeg citerer den tidligere belgiske premierminister Alexander De Croo i bogen: “Europa skal begynde at opføre sig som nummer ét.”
Desværre synes jeg, vi er ved at forpasse muligheden. I stedet for at styrke vores udviklingsbistand som svar på Trumps nedskæringer i USAID, valgte flere europæiske lande at indføre deres egne besparelser. I Frankrig har man netop halveret udviklingsagenturet Agence Française de Développement. Den eneste vinder i det spil er Kina, som nu kan udfylde vakuumet og opbygge tætte partnerskaber med udviklingslande.
Du trækker paralleller mellem Alexis de Tocqueville i 1830’erne og din egen rejse. Hvorfor var det vigtigt for dig at skrive Angreb på Harvard som en rejse i både USA’s nutid og Europas fremtid?
Det er meget i Tocquevilles ånd: Når vi rejser, bliver vi klogere på det, vi kommer fra. Han rejste rundt i det unge amerikanske demokrati og indså, hvor hans Europa – hvor enevælde og aristokrati sang på sidste vers – var på vej hen.
Det gik op for mig, mens jeg skrev bogen, at mine refleksioner kom fra et meget bestemt perspektiv. Og det var ikke nødvendigvis kun dansk. Jeg oplevede angrebet på Harvard gennem en europæisk linse.
Det skyldtes dels de mange samtaler, jeg havde med mine europæiske medstuderende, men også en voksende erkendelse af, at den eneste måde at håndtere Trump på, er som et fælles Europa. Når Trump taler om at overtage Grønland, bliver Danmark pludselig en meget lille nationalstat. Men EU – trods alt – fylder lidt mere.
Så bogen er inspireret af Tocquevilles projekt, men der er også et andet centralt citat i bogen. Det stammer fra James Baldwin, den amerikanske borgerrettighedsaktivist. Den kronik, der fik den tyrkiske studerende Rümeysa Öztürk fængslet, slutter med et citat af Baldwin:
“Paradokset ved uddannelse er præcis dette: I takt med, at man bliver mere bevidst, begynder man at undersøge det samfund, man bliver uddannet i.”
Mens jeg gik til undervisning hver dag og blev klogere, blev selve tilværelsen derovre en bevidstgørelse – ikke kun om USA, men også om, hvor jeg selv kom fra, og hvad jeg sætter pris på ved Europa.
Mange af dine oplevelser på Harvard handler om identitet, ytringsfrihed og polarisering. Hvor går grænsen mellem at beskytte minoriteter og at bevare den frie debat?
Det er et svært spørgsmål – og i virkeligheden en grundlæggende spænding i et demokrati. Min bog er på ingen måde en fuldt udviklet teori om, hvor grænsen og balancegangen mellem de to vigtige hensyn, en stat skal varetage, bør ligge. Men jeg er kommet lidt tættere på nogle tanker om det.
Jeg skriver en del om Harvards problemer med antisemitisme. I maj 2025 udkom der to rapporter – den ene om antisemitisk og anti-israelsk adfærd, den anden om anti-palæstinensisk og anti-muslimsk adfærd – baseret på interviews med en lang række studerende. De to rapporter står i skarp kontrast til hinanden, når det gælder spørgsmålet om ytringsfrihed og, hvor grænsen bør gå. I rapporterne beskrives blandt andet en såkaldt “Palæstina-undtagelse til ytringsfrihed”, hvor pro-palæstinensiske udsagn bliver censureret, mens jødiske studerende samtidig oplever, at antisemitiske udtalelser ikke behandles som den samme form for hadefuld tale, som for eksempel skældsord mod LGBT+-personer gør.
Rapporterne er hård og trist læsning. Noget, jeg dog fandt interessant, var, at der ikke altid var en insisteren på hårde og rigide definitioner af ytringsfrihed. En studerende reflekterede over, at der skal mere til end blot en juridisk forståelse – at det i stedet handler om “fællesskabets normer og standarder”. Hun mente, at man naturligvis har retten til at sige, hvad man vil, men at det også handler om at sikre, at alle føler sig trygge.
Igen tror jeg, at tillid er nøglen. Men rapporterne viser, at det er blevet særligt svært at føre samtaler med dem, man er uenige med – især efter COVID-19 og de sociale mediers fremmarch.
Så jeg har ikke en færdig teori. Jeg tror, at den grænse må findes gennem diskussion og forhandling. Men jeg tror også, at Harvard viser, at den ikke bør presses ned over institutioner ovenfra – sådan som Trump-administrationen forsøgte.
Du beskriver en eliteinstitution, der kæmper med sin egen rolle i et polariseret samfund. Er Angreb på Harvard i virkeligheden også et opgør med elitens verdensbillede?
Ja, du kan godt kalde det et opgør med elitens verdensbillede – og måske til dels med eliten selv. Men det er mere nuanceret end som så.
Det er vigtigt for mig at understrege, at min pointe rækker ud over den banale konstatering, at “Harvard er elitær.” Det ligger jo i selve præmissen for eliteuniversiteter. Der er en ubekvem sandhed bag institutioner som Harvard: Hvis de virkelig ville, kunne de optage langt flere studerende og dermed fordele privilegierne bredere.
Jeg tror, det handler om, at Harvard ikke helt er komfortabel med at anerkende sine egne privilegier. Der bliver talt meget om identitet, køn og etnicitet – men ikke særlig meget om klasse. Og det, tror jeg, gør, at man konceptuelt har svært ved at forstå, hvad der driver så mange vælgere til at stemme på Donald Trump.
Jeg beskriver en scene i bogen, hvor der bliver afholdt en slags live “focus group” med almindelige amerikanere. Det blev på sin vis lidt performativt – som om man var nødt til at flyve 14 amerikanere ind og bringe dem ind i elfenbenstårnet for overhovedet at forstå, hvad der rørte sig ude i landet.
Den tidligere økonomiske rådgiver for præsident Obama, Jason Furman – en populær professor på skolen – formulerede problemet ret præcist under en paneldebat: “70 procent af befolkningen siger, at tingene ikke er okay. Her på Harvard synes vi, at det går meget godt.” Og jeg tror, at noget lignende gjorde sig gældende hos Demokraterne.
Du skriver, at “når vi ikke har tillid til hinanden, ender vi alle med at være dårligere stillet.” Hvad kan vi i Europa lære af det, du oplevede i USA?
Vi må ikke tage tilliden for givet. Den kommer ikke af sig selv. Når vi ser en amerikanisering af vores politik eller en dæmonisering af vores politiske modstandere, må vi tage afstand. Vi skal virkelig passe på ikke at lade polariseringen få fodfæste.
Det er mistilliden til institutioner, videnskab og politikere, der har ført mange amerikanere til Trump. Og det er den samme dynamik, der leder folk til Marine Le Pen i Frankrig eller AfD i Tyskland.
I bogen bliver Europa fremstillet som forbilledet – men vi ser allerede de samme spirende tendenser her. Det er derfor afgørende, at vi sætter en grænse og klart definerer, hvad vi står for – og hvad vi ikke vil acceptere.
Hvis du skulle formulere ét budskab til danske læsere – hvad håber du, de tager med sig fra Angreb på Harvard?
I bogen ender jeg med at beskrive mig selv som en “radikaliseret europæer.” Jeg baserer begrebet på idéen om the lone moderate – den ensomme moderate. Grundtanken er, at gennemsnittet tjekker ud og trækker sig fra debatten i et polariseret miljø. De føler ikke, at det er værd at diskutere eller deltage i konflikten – og de ender med at stå alene.
Jeg ser en risiko for, at Europa bliver the lone moderate i verden. Mens demokratiet i vesten presses af højreradikal populisme, og autoritære regimer som Kina og Rusland i øst udfordrer de demokratiske og liberale værdier, risikerer Europa at tjekke ud af den globale polarisering.
Vi skal derfor være radikale europæere i vores insisteren på tillid, institutioner og frihed.
I virkeligheden er det ganske enkelt: Vi er ikke USA.
For nylig så vi det i praksis. USA blokerede for en ny klimaaftale i den Internationale Maritime Organisation og truede lande med sanktioner og visumrestriktioner mod individuelle medlemmer af diplomatiske delegationer – med frygt og magt som våben.
Europa, derimod, kæmpede for grønne løsninger i de globale klimaforhandlinger.
Det er denne nye verdensorden, vi skal vænne os til – og den skal vi være klar til.
