Hvordan skaber man en troværdig og fængslende verden i en fantasyroman? Hvad kræver det at skrive om en kultur, der ikke er ens egen? Og hvorfor er fantasygenren så vigtig i litteraturen?
I dette interview deler Elina Pitkäkangas, forfatter til Sang, sine tanker om worldbuilding, research og skriveprocessen. Hun fortæller om inspirationen bag bogen, de udfordringer hun har mødt undervejs, og hvorfor hun mener, at fantasy kan være et spejl af vores egen tid. Læs med og få et unikt indblik i arbejdet bag romanen.
Hvordan fik du inspirationen til worldbuilding i romanen?
At skrive Sang har været en lang proces. Det begyndte i 2018, da min familie boede i Foshan i det sydlige Kina. Som forfatter henter jeg ofte inspiration fra verden omkring mig og fra livsfaser, der resonerer med mig, hvilket havde en betydelig indflydelse på den kultur, der formede Sangs univers. Da spekulativ fiktion for mig er en måde at udforske vores tids værdier og dynamikker på, startede jeg med at overveje, hvilken slags samfund der kunne præge historiens verden.
Jeg finder worldbuilding i fantasyromaner fascinerende. Følger det samfund, jeg har skabt, de velkendte billeder, vi ser i medier og populærkultur? Og hvis ja, hvad i historien forklarer, hvorfor det er sådan? Sang er en fantasyroman, men også en dystopi—en hybridgenre. Jeg ønskede at placere historien i fremtiden og begyndte derfor at udforske, hvordan en mulig fremtid kunne se ud.
Disse tidlige overvejelser dannede grundlaget og inspirationen for Sang, som først efter flere års planlægning og skrivning fandt sin endelige form og klarhed.
Hvordan researchede du til bogen?
En stor del af arbejdet med Sang blev brugt på planlægning og research. Jeg brugte omkring to år på at indsamle information, før jeg skrev det første udkast. Min research omfattede blandt andet at skrive en afhandling, studere sproget og læse litteratur om emnet.
Fra starten vidste jeg, at det at skrive om en kultur, der ikke er min egen, ville kræve ekspertlæsere. Under de tidlige planlægningsfaser boede mine forældre i det sydlige Kina, hvilket gav mig mulighed for at møde mange lokale, som fra begyndelsen hjalp med at forme bogen. Min finske forlægger fandt også to kulturelle ekspertlæsere til mig, som jeg havde værdifulde og øjenåbnende diskussioner med om bogens kulturelle repræsentation og brugen af tegnsprog.
Læringsprocessen stopper aldrig—jeg fortsætter med at uddanne mig selv hele tiden.
Hvorfor valgte du at skrive i fantasygenren? Har den en særlig betydning for dig?
Fantasy—og spekulativ fiktion generelt—er en fantastisk genre, fordi den giver os mulighed for selv at skabe de verdener, vi ønsker. Den afslører også, hvilke idéer der er blevet gentaget så ofte, at når en historie afviger fra dem, kan læseren føle sig en smule ude af sin komfortzone. Det er et øjeblik, hvor man kan stoppe op og spørge sig selv: “Vent lidt, hvorfor tænker jeg sådan? Er det bare noget, historien har dikteret som standard?”
I fantasy kan en forfatter give læseren det, de har brug for, i stedet for blot det, de forventer. Jeg synes, det er vidunderligt, at vi nogle gange kan tage en bog op for ren eskapisme, men så opdage, at historien uventet vækker tanker om vores egen verden. Fantasy giver os mulighed for at betragte tingene på afstand. Jeg tror, at romaner på sin vis er vinduer ind i den tid, de blev skrevet i. De behøver ikke at være eksplicit politiske, men man kan observere, hvilke temaer der har fået særlig opmærksomhed, og hvad der er blevet efterladt i baggrunden.
Jeg mener også, at det er afgørende at pleje menneskers fantasi—for kun ved at forestille os nye ting kan vi skabe dem i stedet for blot at acceptere det, der allerede eksisterer.
Hvordan forløber din skriveproces? Har du bestemte rutiner, når du skriver eller arbejder på en bog?
Min skriveproces har ændret sig markant gennem årene. Mine første romaner blev skrevet uden, at jeg vidste, hvordan historien ville ende. Nu planlægger jeg historien ned i mindste detalje, før jeg begynder på det første udkast. Ofte tager planlægningsprocessen endda længere tid end selve skrivningen af bogen.
Jeg er en meget systematisk forfatter. Jeg står op på samme tid hver dag for at arbejde, som regel tidligt om morgenen, før verden vågner omkring mig. Jeg har indset, at det at vente på inspiration er uproduktivt. Den bedste skriveenergi kommer fra selve skrivningen. Ofte, efter at have færdiggjort en god scene, føler jeg en bølge af begejstring og går en tur, mens jeg lytter til musik, der passer til scenens stemning. Jeg er en meget “visuel” forfatter og forestiller mig ofte scenerne, som om de var film i mit hoved. Det har været fantastisk at høre, at mange læsere har haft den samme oplevelse, mens de læste mine bøger.
Hvad finder du sjovest og sværest ved at skrive?
Den største udfordring ved at skrive Sang har været at holde styr på en så kompleks historie. Jeg har lært at acceptere uperfektion og indset, at så længe jeg gør fremskridt hver dag, uanset hvor småt det måtte være, vil projektet til sidst falde på plads.
Til gengæld har det sjoveste været at skabe karaktererne. Min hovedperson, Dawei, er blevet særligt kær for mig. Hans stille natur, samt hans blide og rolige væsen, er en del af min bestræbelse på at diversificere portrætteringen af mandlige karakterer i YA-fantasy. Jeg ønskede at skrive en hovedperson, der er tilbageholdende og venlig, men stadig stærk.
Jeg forsøger at være bevidst om karaktererne i mine historier. De har magten til at forme det, vi sender ud i verden, og påvirke menneskers selvopfattelse og empati. Hvem lærer vi at kende gennem historier, og hvem forbliver ukendt? Det er derfor, jeg elsker research! For mig er det en af de bedste dele ved at skrive en roman.
