Den 25. august er Arno Frank aktuel med sin første roman ‘Hver dag en ny idiot’. Arno Frank er født i 1971 i den tyske by Kaiserslautern. Han er forfatter og journalist og skriver for en række medier, heriblandt Die Zeit, Dummy, Spiegel Online, taz, Fluter og Musikexpress. Men hvordan har det været at nedskrive sin familiehistorie på godt og ondt? Det og meget mere, har vi spurgt Arno Frank om.
Hvad handler romanen om?
Ved første øjekast er det en fortælling om en familie i firserne, der overraskende og uventet har opnået en formue gennem en af faderens forretningsvirksomheder. I løbet af natten flytter de i ly af mørket til det sydlige Frankrig og brænder alle broerne bag sig På Cote d’Azur lever faren, hans kone og tre børn (den ældste, 14 år, er romanens fortæller) et liv i luksus.
Efter et par måneder viser det sig, at faren havde stjålet pengene ved et kup. Men nu er kontanterne ved at være brugt op, og politiet er i hælene på dem. Det går fra slemt til værre, da de hektiske forældre beslutter sig for at flygte (fremfor at udlevere sig til politiet). Så de rejser gennem Spanien til Portugal for til sidst at gemme sig i Lissabon. Ingen skole for børnene, ikke flere penge, ingen mad og ingen venner. Levevilkårene bliver værre og værre, indtil…
Hvad inspirerede dig til at skrive romanen?
Inspirationen til romanen kommer fra at have været det ældste barn i denne dysfunktionelle familie. Jeg har altid tænkt, at disse tre år på flugt er værd at skrive ned. Ikke som en form for terapi (slet ikke!) eller for at få det væk fra mine skuldre, men som den spændende og interessante ”road movie”, som den er. Jeg ønskede, at den skulle komme til live igen i al sin herlighed og al sin desperation.
Bogen beskrives som en autofiktiv fortælling. Har du gjort dig nogle overvejelser om denne genrebetegnelse?
Jeg hørte først begrebet “autofiction” og ”memoir” fra min redaktør, da bogen allerede var færdig. Som journalist (og som læser) er jeg altid fascineret af, ”hvad der virkelig skete”. Jeg kan derfor finde fiktion en anelse kedeligt. Så jeg forsøgte at skrive historien, som den var, og uden fiktive elementer. Historien er både stærk og underholdende nok, som den er, så det behøvede ikke at blive forstærket på nogen måde. Men dog, er historien jo fortalt sådan som jeg huskede den.
Hvordan var processen omkring at skrive romanen?
Jeg har forsøgt at skrive historien tre gange. Første gang da jeg var 17 år og stadig traumatiseret. Ikke godt. Anden gang da jeg var 27 år, for gonzo og sensationel. Tredje gang da jeg var 37 år, for prætentiøs. Men da jeg så var 47 år, blev jeg tildelt en opgave af en ven, som arbejder på en avis. Han bad mig skrive en historie. En hvilken som helst historie fra mit liv, fordi ”alle har en historie at fortælle, ikke sandt?” Jeg fortalte så, at min far var en slags svindler, og derfor havde mine søskende og jeg ikke gået i skole i tre år, fordi vi flygtede fra politiet.
Min ven sagde: “Skriv det ned! Du må få så meget spalteplads, du behøver, men den skal være færdig i morgen eftermiddag!” Så jeg satte mig ned og skrev en kort version, der endte med hverken at blive for terapeutisk, for sensationel eller for prætentiøs. Jeg fandt den stemme og stil, som historien havde behov for. Derefter udfordrede jeg mig selv i at prøve at skrive en længere version af fortællingen, og det blev ganske godt. Eftersom jeg stadig arbejder som journalist, så tog det mig tolv måneder at skrive de første 2/3 af romanen. Den sidste del skrev jeg på en uge i en ekstatisk rus.
Har din roman forandret dit syn på din families historie?
Ja og nej. En af de fejl, jeg lavede i de tidligere udkast, var at koncentrere mig om enten min fars eller min egen rolle i historien. Men da jeg gik i gang med at skrive, så viste det sig, at den heroiske karakter er min søster, som dengang kun var 8 år gammel. Hun var den eneste, som blev dybt berørt af, at familien begyndte at falde fra hinanden og samtidig med, hun fandt ud af, at hendes far både var en farlig galning og en stor kujon. Jeg lærte, at hun havde en helt anden opfattelse af hændelserne og samtidig, at hun er den vigtigste karakter i denne historie. Et andet perspektiv er, at eftersom vi mistede kontakten med vores far, så viste det sig, at vores mor har tre forskellige versioner af hvad der skete – én tilpasset hvert barn.
