Skift til erhvervskunde

Forældre er litteraturens og læsningens helte

Solen varmer os og sender søde påmindelser om sommerferie, saltvand og saftige jordbær med fed fløde. Vi glæder os, men nogle små mennesker glæder sig endnu mere til ferien slutter, for så skal de i skole. Det er et af de største øjeblikke i barndommen, og forældre ønsker og krydser fingre for, at de små er parate til lærdommens bænk, så oplevelsen bliver en fantastisk start på de næste 10 år. Men ved I hvad kære forældre..? I kan være de superhelte, der forbereder dem, så de møder op med en grundlæggende forforståelse og glæde ved de bogstaver, der når de bliver sat sammen på forskellig vis skaber uimodståelige historier.

I skolen skal de små og nye skolegængere lære at læse og lægge to og to sammen og skrive det med stort. De skal dannes og blive demokratiske medborgere, og det får mig tilbage til læsningen og dens kæmpestore potentiale for at skabe livsduelighed. Læsning er nemlig en helt central forudsætning for at deltage kvalificeret i et demokratisk samfund som en ligeværdig medspiller, og her har forældrene en kæmpestor rolle.

Højtlæsning og selvlæsning er ofte forbundet med nostalgiske tanker om idyl, hygge og magiske universer, hvor drager bortfører prinsesser, men det kan desværre ofte være det modsatte. Vi bliver ikke født med lysten til at modtage eller involvere os i æstetiske processer, og læsning er ikke en undtagelse. Det er superærgerligt at møde op første dag i skolen uden litteraturoplevelser i bagagen, men hvad pokker kan vi gøre for at skabe små litteraturvante mennesker?

Superhelte forældre

Børn elsker deres forældre, lærer af dem og ser op til dem. Hvis mor og far viser positiv interesse for bøger og læsning, så vil de små poder helt naturligt gøre det samme, for forældre er børns superhelte. Helt enkelt så skal børnene præsenteres for bogen. Hvad er en bog? Hvordan læser man en bog? Hvad kan der stå i en bog? Hvor får man fat i en bog? De skal omgives af bøger, og jo flere jo bedre. Lad dem få deres eget lille bibliotek, få dem til at samle på bøger, ligesom de samler på fodboldkort og gå på biblioteket for at supplere, inspirere og motivere.

Litteraturvaner og læsekultur

Interessen for bøger skal holdes ved lige ved en læsekultur, hvor læsning er en helt naturlig del af hverdagen. Højtlæsningens kæmpestore potentiale kan ikke fremhæves nok, og de bedste til at læse højt er far og mor på grund af den følelsesmæssige binding mellem børn og forældre. Vaner bliver skabt ved kontinuitet, og derfor skal læsning være et fast indslag hver dag på samme måde, som vi husker at børste tænder morgen og aften. Rammerne skal dog ikke være præget af en nødvendig rutine, men altid være en hyggelig stund, som både forældre og børn ser frem til.

Men hvad skal vi læse?

Det litterære udvalg er vidunderligt stort, men det kan være svært at vælge. Jeg vil altid anbefale alle at gå en tur på deres lokale folkebibliotek og få anbefalinger. Med henblik på højtlæsning så læs alt fra klassikere til den nye og aktuelle litteratur. Læs forskellige genre, rim/remser, kapitelbøger og billedbøger. Jo større variation og litterær mangfoldighed jo større dannelsesmæssige udbytte og grobund for samtale. Der findes også fremragende og kunstneriske bøger om bogstaver og tal. Lad det være en fornøjelse at tale om alfabetet, og det må aldrig minde om en undervisningssituation.

De første lette bøger

Dét vigtigste forældre kan gøre med henblik på deres børns læsning er at skabe interesse for bøger og etablere en læsekultur drevet af kontinuitet og lyst. Højtlæsningen må aldrig slutte, men på et tidspunkt, så vil den lille tilhører gerne prøve kræfter selv med de ord, der fortæller så spændende historier. Det sker på meget forskellige tidspunkter. Måske har I et barn, der allerede inden skolestart begynder at læse enkelte ord og måske endda sætninger, eller også kommer det senere i skolen. Hvis I mærker, at tiden er inde til selvlæsning inden skolestart, så findes der efterhånden rigtig fine og også smukke letlæsningsbøger. Vær kritiske og vælg de bedste bøger og husk, at læsningen stadig skal være en lystbetonet aktivitet, hvor den voksne gerne må deltage enten ved at læse med eller læse parallelt.

Den berigende litteratursamtale

Tal med jeres børn om både det I læser sammen og hver for sig. Samtalen udvider historien, forærer smukke fællesnævnere for livet mellem den voksne og barnet og sætter rammerne for en samtalekultur, der også er en forudsætning for en undervisningssituation i skolen.

De mange sidegevinster

Når den debuterende skoleelev møder op første dag i skolen med en forforståelse for litteraturens væsen og en oplæsningskultur in mente, er eleven udrustet med dels en positiv interesse i læsning men også med en evne til fordybelse. Kvaliteterne og eftervirkningerne ved litteraturmøder i hjemmet er mange, og den litterære investering betaler sig mere end mange tror.

Rigtig god skolestart og læselyst.

De gode læseråd:

  • Omgiv jer med bøger i hjemmet
  • Tal om hvad en bog er, hvad den kan og hvor man kan få fat i den
  • Skab læsevaner ved faste rammer for højtlæsning og selvlæsning
  • Sørg for hyggelige rammer omkring læsningen
  • Find de rette bøger og søg gerne hjælp på biblioteket
  • Vær litterære rollemodeller, læs selv og vis begejstring for bøgerne
  • Tal med børnene om de gode historier
  • Husk at forældre er børns superhelte

 

Blogindlægget er skrevet af Betina Falsing, der er master i Børne- og Ungdomslitteratur og i Børne- og Ungdomskultur. Til daglig er hun ansat som skolebibliotekar og er koordinator for alle skolebibliotekerne i Høje Taastrup. Derudover skriver hun anmeldelser, artikler og holder foredrag om børnelitteratur. Blogindlægget er udtryk for skribentents egne holdninger.

Nyeste artikler

Hvordan får mit barn en god skolestart?

Snart myldrer det ind med forventningsfyldte små førstegangselever på vores skoler. Nogle har glædet sig i lang tid, og andre har frygtet dagens komme. De ...
Læs mere →

Ferielæsning

  Der er ofte en bog involveret i idyllen, når en dansklærer tænker på ferieafslapning. Det er der ikke så ofte hos en skoleelev….Ikke desto mindre ...
Læs mere →

Forældre er litteraturens og læsningens helte

Solen varmer os og sender søde påmindelser om sommerferie, saltvand og saftige jordbær med fed fløde. Vi glæder os, men nogle små mennesker glæder sig ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Mats Strandberg

Mats Strandberg fik sit gennembrud som forfatter i 2011 og har siden skrevet en lang række bøger til både børn, unge og voksne, de fleste i ...
Læs mere →

Hvad er Guided Reading?

Det er vigtigt, at alle børn kommer godt i gang, når de skal lære at læse. Nogle børn knækker hurtigt læsekoden, mens andre børn har ...
Læs mere →