Af GIER TANGEN – NORSK KRIMIFORFATTER OG KRIMIBLOGGER
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Det skandinaviske krimimiljø kan godt lide at tænke på sig selv som en stor og kraftfuld bølge, der skyllede ind over læserne i 2010’erne. «Nordic Noir»-bevægelsen, som erobrede verden og forandrede præmisserne for, hvordan man skriver en spændende historie. I virkeligheden fik vi bare vores lille andel af «five minutes of fame». En hurtig reality-deltagelse i bedste sendetid, før vi røg ud af showet efter et par programmer.
Nu – 10 år senere – har virkeligheden omsider indhentet os. Vi, som skriver krimilitteratur, har indset, at ikke engang Yggdrasil vokser helt ind i himlen. Verden har for længst taget nye drejninger med for eksempel psykologiske thrillere skrevet af upålidelige fortællere. Et sted mellem 2015 og 2018 blev verden træt af bælgmørke, svenske landbosamfund i trange kroge, rabiate danske seriemordere med hang til at skære kropsdele ud og depressive norske politibetjente med alkoholproblemer og kronisk dårlig samvittighed. Krimilæserne fandt (forståeligt nok) en anden at dele seng med. Der gik nogle år, før vi (og de litterære agenter) omsider forstod, at sengen var tom, men nu gør vi det.
Så er spørgsmålet om norsk (og nordisk) krimilitteratur er blevet dårligere af, at der ikke længere er syv-cifrede budrunder mellem forlagene i Tyskland og Spanien på vores udgivelser? Står vi stille eller har ændringen hos læserne også påvirket os som krimiforfattere? Udviklet os? Fået os til at se i nye retninger? Jeg er kendt for at være lidt kæphøj og lidt for lige frem i mine analyser, så jeg sparer jer for mine tanker om dansk krimi i denne omgang, og koncentrerer mig i stedet om at feje foran mit eget norske dørtrin. Hvad er der sket i norsk krimi, efter at Nordic-noir-toget forlod perronen?
Norske krimikonger og -dronninger
Jeg er bange for, at jeg må skuffe dig et stykke af vejen. Der findes en del ting, som er støbt ned i fundamentet, i selve grundlaget af norsk krimi. Selv ti år uden at vinde en eneste glasnøgle, ser ikke ud til at kunne forandre på dette. Retter du luppen ned i grundfjeldet, finder du tre bogstaver hamret ind med mejsel: «JJJ». Det står for de tre mandlige J’er i norsk krimi: Jo, Jørn og Jørgen. Nesbø, Horst og Jæger. De bestemmer det meste. For eksempel, hvornår vi andre krimiforfattere kan udgive vores bøger. Forlagene er skeptiske over for at udgive andre kriminalromaner i ugerne omkring en af deres udgivelser, hvilket betyder, at vi andre for det meste kommer ud i januar, når man får kuldegysninger af at stikke næsen ud ad døren, og ingen andre, med forstanden i behold, lancerer bøger, eller i midten af juli, når alle boghandlernes medarbejdere er på Mallorca og får en flot solbrun farve. De tre J’er sælger os andre ud med en faktor 10, og sådan har det været siden starten af 2010’erne.
Det andet, som er mejslet ned i grundfjeldet her oppe i nord er, at kun velerfarne kvinder kan skrive gode krimier, som folk vil læse. Vi snakker (særligt) om de tre krimidronninger fra 90’erne indenfor norsk krimi: Unni Lindell, Karin Fossum og Anne Holt. Ja, jeg siger både dette, og det med de tre J’er, i en lidt spøgefuld tone, men pointen er, at de store forlagshuse ikke tvivler på de gode, gamle og sikre vindere og nægter at investere penge, markedsføring og reelle investeringer i nye og spændende navne. I Norge bruger vi masser af penge på at producere det, vi ved, fungerer, og som vi er helt sikre på, at vi kan tjene penge på. Olie for eksempel … Eller velvoksende krimikonger og -dronninger.
Nye krimier, der tør tage chancer
Det glædelige er, at det alligevel vokser under alt dette. Når disse seks succesfulde forfattere en dag lægger pennen ned (sandsynligvis en gang i 2070’erne), så finder de norske forlag måske ud af, at der også er andre, som kan skrive heroppe i det forblæste nord. Ikke bare det, men disse «nye» navne ser også ud til at have en evne til at forny sig. Skrive anderledes. Tage chancer. Være originale. Være u-norske. Følge internationale læsetrends, som kan vække interesse. Det nye indenfor norsk krimi de seneste ti år er faktisk den store mangfoldighed.
Lad mig tage et konkret eksempel for at illustrere, hvad jeg mener. Af en eller anden mærkelig grund er der i flere årtier blevet satset minimalt på thrillere i Norge. Noget bedre på psykologiske thrillere end på action thrillere vel at mærke, men vi har været milevidt bag vores nabolande. Det er et rygte i den norske forlagsbranche, at thrillere ikke sælger, og derfor bliver der heller ikke investeret i dem (det samme gælder i øvrigt for sci-fi og fantasy i Norge). En særegen egenskab, der gør det svært for udlændinge at opfange, hvad der er godt, og hvad der ikke er, da disse bøger sjældent eller aldrig når salgslisterne pga. manglende markedsføring. Men faktum er at vi er midt i en guldalder, når det kommer til norske thrillere.
Aldrig er der blevet skrevet så mange nye bøger indenfor denne genre i Norge. Nogen af dem er helt vanvittigt gode og har en høj international standard. «Isen» af John Kåre Raake og «Crux» af Sven G. Simonsen er eksempler på fabelagtig gode norske action thrillere, og «Svanesang» af Nikolaj Frobenius, «Terapeuten» af Helene Flood og «Krypdyrmemoroarer» af Silje O. Ulstein er fine eksempler på originale litterære psykologiske thrillere.
Inden for action thrillere har vi fire navne som jeg virkelig synes, du skal tjekke ud, hvis du læser bøger på norsk. Desværre er ingen af dem udkommet på dansk endnu (måske med undtagelse af Grethe Bøe). Det er Ørjan Nordhus Karlsson, Eystein Hanssen, Grethe Bøe og Sigbjørn Mostue.
Karlsson har skrevet en serie (skal vistnok blive til fire bøger) med specialsoldaten Ida Vinterdal i hovedrollen. Utrolig spændende bøger. Det, Karlsson skrev i «Hvit armada» (første bog i trilogien), ligner skræmmende meget det scenarie, vi har set i Ukraine nu, blot at det foregår i Kirkenes i Finnmarken i stedet for i Ukraine. Det er sjældent, at jeg bliver begejstret, men denne serie er helt fantastisk.
Det samme kan siges om Sigbjørn Mostues «Himlen skal græde blod». Filmrettighederne er allerede solgt, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at det er den mest intense flykapringsthriller, jeg nogensinde har læst. Vanvittig spændende, ekstremt hurtigt tempo og vældig indsigtsfuldt i kampen om ressourcer i et Afrika, der er i stor forandring.
Grethe Bøes arktiske thriller om en kvindelig jagerpilot, der styrter sammen med sin amerikanske mentor inde på russisk territorium, blev en kæmpe hype i Norge, og det er forståeligt, for den er god! Spændende og intens dramaturgi.
Sidstemanden i denne kvartet er Eystein Hanssen. Kvalitet og indsigtsfulde, solide thrillere af høj kvalitet. Der er indtil videre udgivet to bøger i serien: «Sort landskab» og «Cocoon». Her viser forfatteren, hvor dygtig han er til at blande spænding og politiske brandbomber inden for norske olieoperationer i Afrika og sovende kinesiske spionceller i Norge. Absolut værd at læse for alle, der elsker en god thriller.
Hvad sker der nu?
Udover dette har vi en hel strøm af nye, spændende norske kvindelige krimiforfattere i gang. De lever stadig lidt i skyggen af førnævnte Lindell, Holt og Fossum, men det er geniale forfattere, der virkelig er på vej op og frem. Trude Teige (journalistkrimi), Agnes Lovise Matre (politikrimi i smukke Hardanger), Aina Skoland (indiesucces med crossover politi/thriller), Myriam H. Bjerkli (domestic noir), Lene Lauritsen Kjølner (feelgood), Randi Fuglehaug (chiclit journalistkrimi med glimt i øjet) og Ingrid Berglund (advokat/krimi med et drys af selvironisk humor) er gode eksempler på, at det vokser usædvanligt godt på spindesiden indenfor norsk krimi.
Så der sker trods alt noget heroppe nordpå, på trods af, at det (udefra) kan virke som om, vi læser de samme bøger og forfattere igen og igen. Måske sker det utrolige også en skønne dag, at de store forlag tør satse tungt og ordentligt på andet end det, der giver klingende mønter i kassen på kort sigt. Norge skal som nation igennem det grønne skifte fra olie til vedvarende energi, og Forlags-Norge skal formentlig også igennem et lignende skifte. Heldigvis er der masser af spændende navne at hente, når landets krimikonger og -dronninger en dag beslutter sig for at nyde livet frem for at skrive om døden.
