Marie Duedahl er aktuel med en helt ny klasseserie. Læs med her om det spændende koncept for hendes populære klasseserier, overvejelserne bag at skrive en letlæsningsserie til en 4. klasse, og om hvordan serierne kan være med til at skabe fællesskab og gode samtaler i klasser.
Vil du kort forklare konceptet for dine klasseserier (og formatet universlæsning)?
I klasseserierne får hvert barn i klassen sin egen bog, hvor han/hun er jeg-fortæller. Alle bøgerne foregår på samme tid (typisk en skoledag), så alt, hvad der sker, ses fra alles vinkler. Med denne multivinkel på en dags hændelser viser klasseserien, hvor forskelligt man kan opfatte de samme hændelser. Alt er måske slet ikke, som det synes at være, og de andre er måske slet ikke, som man troede, at de var. Ved at læse hele serien skulle læseren gerne få en mere rummelig opfattelse af verden og menneskene omkring sig, så han/hun bedre kan sætte sig ind i andres liv og ikke kun se verden fra sit eget perspektiv. Bøgerne kan læses i vilkårlig rækkefølge og danner tilsammen et univers med identifikationsmuligheder for alle læsere.
Hvilke tematikker har været interessante at undersøge i dit arbejde med den nyeste serie? Er der noget der går igen i bøgerne om eleverne fra 4. klasse?
Overgangen fra 3. til 4. klasse kan være lidt hård, især for de fagligt svage elever og de fysisk lidt umodne børn. Man får klasselokale sammen med de store på mellemtrinnet, man får nyt undervisningsmateriale, der er mere tekstbaseret, og man får en ny klasselærer – og skal sige farvel til den lærer, man kender. Alt det er med til at skabe utryghed hos mange elever i begyndelsen af 4. klasse. Det handler serien meget om. Derfor har jeg valgt at tage to lærere med på lejren, hvor den ene er elevernes indskolingslærer, og den anden er deres nye klasselærer på mellemtrinnet. Hende, de kender rigtigt godt, og ham, som de nu skal til at lære at kende. Lejrturen, der foregår i starten af skoleåret, skal være med til at mildne overgangen fra 3. til 4. klasse. Turen skal give klassen nye fælles minder sammen med den nye lærer og give anledning til at få sagt et vemodigt farvel til den gamle lærer. Det er nogle elever mere klar til end andre.
Hvor eller hvordan fik du inspirationen til, at denne serie skulle foregå på en lejrtur?
Det er oplagt at lave en klasseserie om en lejrtur, fordi børnene her tages ud af deres vante rammer og deres vante roller på skolen. De lærer hinanden og lærerne at kende i nye situationer, døgnet rundt, på et nyt sted. Ude i naturen, væk fra mor og far, væk fra hverdagen. Det giver noget til en klasses sammenhold, at man har set hinanden med morgenhår og måske være kede af det pga. hjemve. En lejrtur kan være med til at skabe nye relationer på tværs af de eksisterende, fordi man oplever hinanden på en ny måde. Dermed kan lejrturen være med til at ryste klassen endnu mere sammen på meget kort tid.
4. a på lejr er den femte i rækken af letlæsningsserier, der benytter konceptet om universlæsning. På hvilke punkter er det blevet lettere, sværere eller sjovere at skrive om og håndtere de mange vinkler og perspektiver i historierne?
Jeg har lavet en klasseserie om 3., 4., 6., 9. og 10. klasse, og der er en til 8. klasse på vej. Det er ikke blevet lettere 
, men er stadig lige sjovt. Det er blevet lidt sværere, fordi eleverne i udskolingen jo langt hen oplever de samme problematikker, så det kræver ekstra arbejde at finde på nyt stof, der stadig er relevant for målgruppen. Det samme gælder indskolingen og mellemtrinnet. Det er også stadig et stort arbejde at holde styr på tid og sted, så der ikke opstår fejl på tværs af bøgerne. Jeg ved jo, at der sidder skarpe læsere derude.
Den nye serie er den første serie, der også indeholder to bøger med to læreres perspektiv. Hvordan adskiller det sig at skrive om de voksnes perspektiv ift. elevernes? Giver det noget ekstra til serien?
Jeg havde nok en fordom om, at børn ikke gider læse om voksne. At børn synes, at voksne er lidt kedelige. Men jeg har fået flere forespørgsler fra elever, der gerne ville læse om, hvordan lærerne oplever de ting, som eleverne går igennem, så derfor har jeg givet de to lærere på lejrturen deres egne bøger. I den nye serie til 8. klasse får læreren også sin egen bog. Det er med til at vise lærerne som mennesker, og at voksne også har deres at slås med. Når lærerne får ordet, kan de fortælle både om deres faglige overvejelser i forhold til klassen og om deres personlige følelser, som de jo ikke kan involvere børnene i, fordi de skal være de tryghedsskabende voksne, der har styr på alt. I lejrserien er den ene lærer blevet mobbet som barn, og der sker noget på lejrturen, som ribber op i de gamle sår. Det er godt for børn at kunne læse om voksne, der har overvundet store problemer og er kommet stærke ud på den anden side.
Hvad synes du klasseserierne kan give læseren frem for enkeltstående letlæsningsbøger?
Klasseserierne giver læseren mulighed for at blive i det samme univers i længere tid og gå mere i dybden med det, fordi der er så mange aspekter med. Klassen kan i fællesskab knytte tråde mellem de mange personer, måske visuelt på væggen i klasselokalet, og sætte temaord om klassefællesskaber på handlingen i bøgerne: konkurrence, lederskab, fjendskab mv. Klasseserierne gør eleverne mere bevidste om dem selv som del af et fællesskab. Man taler om, at vi bærer hinandens liv i vores hænder, og det gør klasseserierne opmærksom på.
