Aisling Fowler er aktuel med første bind i en helt nye fantasy-trilogi Ildfødt – Twelve og Sneskoven. I forbindelse med udgivelsen har vi stillet Aisling et par spørgsmål vedrørende hendes karriere og inspirationskilder.
Fortæl os om din vej til at blive forfatter?
Jeg har altid været en ivrig læser og skrev også mine egne historier som barn. Da jeg var 11 år gammel, sendte jeg endda en “bog” (kun tre sider lang!) til et forlag. De skrev et meget opmuntrende afslag tilbage, men desværre stoppede jeg med at skrive et par år senere, da jeg fik for travlt med skolearbejde og fritidsaktiviteter. I omkring femten år skrev jeg næsten ikke, men jeg noterede ideer og lavede noter hist og her.
Men da jeg uddannede mig til sygeplejerske, mødte jeg en anden forfatter, som bad mig læse den YA-roman, hun arbejde på. Det var som en åbenbaring for mig. Jeg indså hurtigt et par ting: 1) at jeg aldrig var stoppet med at ville skrive, men jeg var stoppet med at prioritere det, og 2) at hvis jeg gav mig tiden til det, kunne jeg måske også skrive en bog. Fra den dag tog jeg skrivningen seriøst igen og fik tid til at arbejde med mit håndværk. Ildfødt var ikke den første historie, jeg skrev – som i overhovedet ikke – men det var den første, jeg afsluttede. Der var noget ved karakteren Twelve, der gav mig en trang til at blive ved med at skrive!
Hvor fik du inspirationen til at skrive Fireborn fra?
Jeg husker faktisk det nøjagtige øjeblik, hvor den første gnist af Ildfødt opstod i mit hoved. Jeg så min mand spille et computerspil kaldet Horizon Zero Dawn. Hovedpersonen hed Aloy, og jeg nød virkelig at se hende; hun var voldsomt intelligent, modig, fysisk stærk, robust og lidt af en action helt. Noget ved hende mindede mig om andre kvindelige karakterer, jeg havde elsket, da jeg var ung, især Buffy the Vampire Slayer og Xena: Warrior Princess. Jeg kan huske, at jeg tænkte ved mig selv ’hvorfor skriver du ikke sådan en karakter?’, og næsten med det samme dukkede Ildfødt’s hovedperson, Twelve, op i mit hoved. Hun ankom bestemt ikke fuldt udformet, men hun holdt et par økser (og jeg vidste næsten med det samme, at hun havde brug for dem for at bekæmpe monstre), og hun var fyldt med denne brændende vrede, der var noget af en overraskelse for mig. Det er ikke en overdrivelse at sige, at det meste af Embers verden, monstrene og endda de andre karakterer voksede fra Twelve selv, og hun voksede fra de tre heltinder, der havde banet vejen for hende: Aloy, Buffy og Xena.
Hvorfor har du valgt at skrive netop denne historie?
Jeg har aldrig rigtig spurgt mig selv: ’hvilken historie vil du skrive’? Alle mine ideer har været YA-fantasy, så det stod hurtigt klart for mig, at det var den type bog, jeg skulle skrive. Jeg har altid elsket historier, der holder mig oppe langt efter min sengetid, bøger med karakterer, jeg elsker så højt, at jeg er nødt til at blive ved med at læse og finde ud af, hvad der sker med dem. Det var den type historie, jeg satte mig for at skrive med Ildfødt. Jeg vidste, at jeg ville have det til at være en fantasyfortælling, men da min hovedperson, Twelve, kom ind i mit hoved, indså jeg, at der ville være en enorm følelsesmæssig rejse for hende sideløbende med den fysiske. Jo mere jeg lærte hende at kende som karakter, jo mere overbevisende fandt jeg hende, og jo mere sikker blev jeg på, at jeg skulle skrive hendes historie. Jeg var midt i et andet projekt på det tidspunkt, men jeg opgav det for at skrive om Twelve, fordi hun ikke ville blive ignoreret! Ildfødt er resultatet – og jeg har aldrig set mig tilbage!
