Agnes Lovise Matre (f.1966) kommer fra Haugesund, debuterede som forfatter i 2012 og har skrevet Jaget vildt, der er hendes første udgivelse på dansk.
Matre er senest aktuel med Til døden, der er en del af en serie af intense kortkrimier, hvor hver bog byder på en selvstændig, hæsblæsende og gribende fortælling. Læs med her, hvor hun fortæller om inspirationen til romanen, der kan findes i et moderne kvarter i Oslo, og om hendes fokus på karakterdrevne plot i det korte format.
Hvordan fik du inspiration til at skrive Til døden?
Jeg blev spurgt, om jeg ville være en af flere forfattere, der skulle skrive en kortroman inspireret af et af de ti bud. Det gav mig mulighed for at træde ud af min krimiverden og gøre noget lidt anderledes. Jeg valgte det sjette bud, Du må ikke bryde ægteskabet.
På det tidspunkt var jeg en del af Barcode-projektet i Oslo, hvor jeg passede mit barnebarn om dagen, mens hans forældre var på arbejde. Det slog mig, at dette nye, moderne boligområde var meget forskelligt fra andre steder, jeg havde været. Alle syntes at være rige og succesfulde. Alle drak champagne, ikke prosecco. Alle gik i dyrt designertøj og boede i ekslusive lejligheder.
Men det tog mig ikke lang tid at indse, at de fleste af dem, der boede der, lejede disse lejligheder, og nogle boede sammen for at have råd til huslejen. De var ikke kun finansfolk og andre rige mennesker, men også mennesker med almindelige jobs, der ønskede at fremstå som noget mere. I hvert fald var det, hvad jeg tænkte dengang, og da jeg fik til opgave at skrive en bog, begyndte min fantasi at løbe. For i Barcode-området kunne man, som jeg så det, lade som om man var hvad som helst.
Jeg forestillede mig Ella fra Oslos fornemme vestside, der mødte Mathias fra Vestlandet, nærmere bestemt oliebyen Stavanger. De gifter sig efter kun tre måneder uden egentlig at kende hinanden. Begge håber sandsynligvis, at den anden er præcis det, de leder efter, en person, der kan give dem lykke og større succes. Men efter kort tid dukker små hemmeligheder frem, der får deres tillid til at svinde, og de spekulerer på, om det er muligt at leve sammen, indtil døden skiller dem ad.
I Til døden ville jeg undersøge, hvor mange og hvor alvorlige hemmeligheder et menneske kan have uden at fortælle det til den person, de er gift med. Kan man leve med en rygsæk fuld af ting, man har gjort og oplevet i fortiden, eller er det begyndelsen på enden? Jeg leger med disse hemmeligheder, men også med ægteskabsløftet, som Biblen fremstiller det. Og hvem ved. Måske har jeg selv lært lidt i processen.
Har det krævet noget særligt at skrive krimi i et kort format? Nogle overvejelser eller elementer der har overrasket dig?
Ja, det korte format kræver noget andet. Man skal bruge et meget effektivt sprog for at kunne sige meget på kort tid. Der kan ikke være for mange synspunkter, og karaktererne skal være skarpt optegnet. Sproget er vigtigt, men det litterære aspekt er meget vigtigere.
I Til døden har jeg ændret det skrevne sprog og bruger en form for bokmål, der grænser op til nynorsk, når jeg skriver Mathias’ perspektiv, mens jeg bruger konservativt bokmål i kapitlerne om Ella. Danske læsere vil selvfølgelig ikke lægge mærke til dette, når de læser bogen, men for mig var det lidt sjovt at lege med sproget, en ekstra dimension for at vise forskellen på de to.
Jeg har ikke været overrasket over, at det er anderledes at skrive en kort roman, men det har været spændende og interessant at skrive i det format. Til døden er mere en psykologisk thriller, hvor læseren ikke får alt det at vide, som fortælleren ved. En traditionel krimi kræver tid til efterforskning, tid og plads som jeg ikke har i kortformatet. Selvom jeg normalt skriver karakterdrevne romaner, så blev dette en slags ekstremsport.
Er der nogle særlige relationer mellem karakterer eller karaktertyper, som du holder særligt af at skrive om?
Jeg kan godt lide at opbygge gode karakterer og lege med relationerne mellem dem. Jeg kan især godt lide at fremhæve de hemmeligheder og spændinger, der ligger under overfladen. Mathias og Ella har store hemmeligheder, som de prøver at skjule. Alle mennesker har nogle skår, som de ikke fortæller andre om, men Mathias og Ella har betydelig flere og mere alvorlige hemmeligheder, end de fleste af os bærer rundt på. Da hemmelighederne begynder at komme op til overfladen, opstår der sprækker i facaden og tilliden mellem parret bliver ødelagt. Jeg forsøger at undersøge, hvordan noget som dette kan ende.
Som læser kan jeg godt lide at føle den kvælende fornemmelse af, at noget er galt, når jeg føler den samme frygt, tvivl eller fortvivlelse som karaktererne. Det er sjovt at skrive om sådanne mennesker og gradvist afsløre deres personlighedstræk og deres bagage, og finde nye konflikter der forhåbentlig vil overraske læseren.
Det særlige ved denne fortælling er, at der som udgangspunkt ikke er begået en forbrydelse som skal løses. Antagonisten er ikke kun alt det, der skal forblive skjult, men også selve Barcode-området, der ikke tillader dem at være ærlige over for hinanden. Det er lidt mit varemærke at bruge omgivelserne, vejret og dufte til at understrege stemninger i mine bøger. Hvad end det er et dyrt boligkvarter i Oslo, som disse to karakterer klamrer sig til og forsøger at bruge som facade for det liv de lever, eller om det er den smukke natur i Hardanger, der står i i skarp kontrast til de brutale mord i mine andre bøger.
