Forfatterinterview: Agnes Matre

Hvorfor har du valgt at skrive krimier? Hvad tiltaler dig særligt ved denne genre?

Jeg skriver krimier, fordi det er en genre, jeg læser meget, og det kriminelle plot er en god ramme omkring et emne, jeg ønsker at belyse. Jeg skriver ofte om ting, vi ikke taler så meget om. Tabuer kan i mange tilfælde resultere i mord. Det, der tiltaler mig ved krimigenren, er naturligvis, at den er spændingsdrevet, men ren cowboykrimi uden mere til historien fanger mig ikke. Derfor passer Nordic noir perfekt til den måde, jeg ønsker at formidle på. Jeg skriver mine bøger fra Hardanger, som jeg vil påstå er essensen af norsk natur. Samtidig bor der få mennesker i små bygder, naturen er smuk, vejret uforudsigeligt, tilliden mellem folk er stor, og de færreste låser døren. Derfor er chokket desto større, når det viser sig, at ondskaben også findes i en sådan idyl.

Hvad har inspireret dig til at skrive Jaget vildt?

Jeg har arbejdet som lærer i den norske ungdomsskole i over 32 år. De sidste ti år har jeg set store forandringer i ungdomsmiljøer, især efter at SoMe (sociale medier) har fået mere og mere plads, ja, måske al plads i en teenagers liv. Mange lever hele deres liv online, og alt for få har grænser for, hvad der er acceptabelt at gøre der. Det er sværere at være ung i dag, og ikke mindst er det næsten umuligt for forældre at følge med i, hvad de unge foretager sig.

Internettet giver dem muligheder, men ikke kun til gode gerninger. Jeg har set en udvikling, som jeg tror, de færreste forældre er klar over, og jeg ville gerne bruge dette bagtæppe i Jaget vildt for at fortælle forældre, hvad de unge egentlig laver. I dag kan vi ikke se på et ungt menneske, hvilke aktiviteter de bedriver online. Forældre bliver narret, skolen bliver narret, og politiet har heller ikke længere de samme muligheder for at spore kriminelle aktiviteter. Pornoindustrien giver et forvrænget billede af, hvad en sund seksualitet er. Unge piger og drenge udnytter og lader sig udnytte i jagten på hurtige penge. De sælger nøgenbilleder. Der mobbes konstant. Narkotika bestilles over Snapchat og leveres til døren, og der er ingen garanti for, at dit barn ikke tager stoffer, selvom det har gode karakterer eller en fast plads på håndboldholdet. Alle unge er udsatte. Online kan alt ske, og de, der skal passe på børnene, står uvidende og magtesløse. Den største udfordring er, at hvor børn og unge førhen ville varsko en voksen, er det nu blevet en kultur, hvor det at sige noget er lig med at stikke.

Hvad er det sværeste ved at skrive en krimi? Og det sjoveste?

Det sværeste er at planlægge plottet, men det er nødvendigt for, at historien skal have en ordentlig fremdrift både i det kriminelle plot og i karakterudviklingen undervejs. Når jeg er færdig med den del, begynder det sjove. I skrivefasen er jeg i mit es. Da kan jeg arbejde op til tolv timer om dagen og må nogle gange rives ud af trancen for at få lidt søvn. Her kan fantasien virkelig få frit spil.

Problemet med krimi er ofte, at teksten skal være effektiv, samtidig med at man også skal skabe troværdige karakterer. Derfor har jeg ikke plads til alt det, jeg gerne vil sige, som man måske har i andre skønlitterære genrer. Men det er sjovt at tænke på twists og vendinger undervejs i historien og prøve at holde gerningspersonen skjult for læseren, helst helt til sidste side.

Hvor/hvordan skriver du bedst?

Jeg skriver nok bedst om morgenen, hjemme på mit kontor, men jeg kan egentlig skrive overalt – på caféer, lufthavne, i bussen eller på flyet. Det afhænger lidt af, hvor i skriveprocessen jeg er. Når jeg går ind i skrivningen, tager det kun få minutter, før jeg flytter mig fra denne verden til mine karakterers univers. Hvis der er for meget larm der, hvor jeg sidder og skriver, putter jeg mine AirPods i ørerne og sætter musik på. Gerne et requiem af Mozart, når jeg skriver om mordet, eller black metal, når jeg skal skrive actionscener.

 

Læs mere om Jaget vildt her 

 

 

 

Billede af Agnes Matre: Innebygd

 

Nyeste artikler

Forfatterinterview: Agnes Matre

Hvorfor har du valgt at skrive krimier? Hvad tiltaler dig særligt ved denne genre? Jeg skriver krimier, fordi det er en genre, jeg læser meget, ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Sofie Boysen

1. Hvorfor har du skrevet Kejseren og Krigeren?  Fordi jeg ikke kunne lade være. Historien lå og trippede i mine fingerspidser og skulle ud på ...
Læs mere →

Hvordan lokker vi bøger i børn?

”Jeg hader at læse. Bøger er det værste, jeg ved. Hvorfor skal jeg låne en bog, når jeg ikke læser den.”  Lysten til at læse ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Håkon Marcus

Vilddyr er første bind i en prisvindende fantasyserie af den norske debutantforfatter Håkon Marcus. Læs mere om forfatteren i dette interview. Hvorfor har du skrevet Vilddyr? Lige ...
Læs mere →

En fisk der skal hives i land – og en rygsæk der skal fyldes.

‘Børn og unges læsekultur er udfordret’, det tror jeg næppe, man har kunnet undgå at høre i de danske medier de seneste år. Undersøgelser peger ...
Læs mere →