AF ANNE ELVEDAL – NORSK MANUSKRIPT- OG ROMANFORFATTER
I begyndelsen af årtusindet foretog jeg et karriereskift fra sygeplejerske til manuskriptforfatter. Fra at have fulgt et ønske om at hjælpe andre med psykiske udfordringer, fulgte jeg nu den trang til at skrive, som altid havde været der, og som nu pressede sig mere og mere på. Overgangen fra at arbejde inden for ret faste rammer på et psykiatrisk hospital til at arbejde kreativt var ret stor. Det var dog en gradvis proces, idet jeg først tilbragte tre år på en forfatterskole, hvor min lyst til at skrive manuskripter til film og tv blev vækket, blandt andet ved at lave animationsfilm. Min første opgave efter skolen var som manuskriptforfatter på en animeret tv-serie for børn. I løbet af de næste par år udviklede jeg koncepter og skrev manuskripter baseret på andres ideer, i forskellige genrer og til både børn og voksne. Det var meget spændende og lærerigt, men for cirka seks år siden tænkte jeg, at nu er jeg ved at være så gammel, at jeg må træffe et valg, jeg må være mere målrettet og bruge min tid på at skrive indenfor de genrer, jeg bedst kan lide; krimi, thrillere og gysere. Samtidig følte jeg et behov for at skrive mine egne ideer ud. Når man arbejder med film og tv, er man ofte nødt til at samarbejde med et større eller mindre hold under skriveprocessen, og jeg blev simpelthen træt af hele tiden at skulle gå på kompromis. Jeg følte kompromiserne udvandede både historierne og visionerne. Jeg ville gerne eje historierne mere, og derfor besluttede jeg mig for at skrive en bog.
Den første bog blev en ungdomsbog, fordi det var den historie, der brændte mest i mig. Gyserromanen Dødens spil var inspireret af min fars tragiske ulykke og død, og den rejse, som denne oplevelse sendte mig ud på efterfølgende. Jeg søgte efter svar på, hvad der egentlig sker efter døden. Nogle mennesker siger, at alt, hvad en forfatter skriver, handler om et eller andet sår, som de ønsker at hele, og det er der nok en vis sandhed i. Overgangen fra sygeplejerske til manuskriptforfatter var stor. Overgangen fra manuskriptforfatter til bogforfatter var også stor, om end på en helt anden måde. Når alt kommer til alt, handler det om at fortælle historier, men på forskellige måder.
Når man skriver et filmmanuskript, er der flere regler at holde sig til, end når man skriver en bog. Samtidig er der flere regler i en krimi end i en ungdomsroman. Når jeg skriver en bog, bruger jeg alle de værktøjer, jeg har tilegnet mig som manuskriptforfatter. Især når det gælder dramaturgi og karakterudvikling. Helt konkret arbejder jeg meget med karaktererne, før jeg overhovedet skriver den første sætning i bogen. Jeg starter altid med at skrive en synopsis med hovedplottet og de største vendepunkter, som jeg er vant til fra film- og tv-verdenen. Når jeg begynder at skrive, sker der en masse, det er der, historien og karaktererne virkelig begynder at blive levende, og meget ændrer sig eller udvikler sig i bevægelsen hen imod målet. Sådan er det, når jeg skriver både film og bøger, men i arbejdet med en bog synes jeg, at jeg er nødt til at grave meget dybere ned i karaktererne, netop fordi et bogmanuskript er så meget mere detaljeret og gennemsigtigt. Da jeg skrev min allerførste bog, brugte jeg meget tid på at finde en litterær stemme. Det arbejder jeg stadig på. Hvert bogprojekt er unikt og har brug for en unik fortællerstemme.
Hvis jeg skal beskrive overgangen fra manuskriptforfatter til krimiforfatter med ét ord, ville det være: frihed. Når jeg skriver bøger, oplever jeg, at jeg har meget større mulighed for at dykke ned i historier og karakterer og temaer, som jeg virkelig brænder for. Det har også været en overgang fra at skrive børne- og ungdomsbøger til nu at skrive voksenbøger. Da jeg skrev den psykologiske thriller Hvem er du?, oplevede jeg for første gang i min forfatterkarriere, at jeg virkelig kunne svælge i det mørke, hvor jeg trives bedst. Desuden kunne karaktererne, historien og sproget få meget større dybde og kompleksitet. Jeg vil gerne få læseren til at føle noget, og for at opnå det har jeg også måttet grave dybt i mig selv for at finde noget ægte og autentisk, noget unikt, som er universelt.
I Hvem er du? har jeg også brugt mine erfaringer som sygeplejerske i langt højere grad end tidligere. Det er faktisk en fællesnævner for hele min forfatterkarriere, at jeg har haft stor gavn af at arbejde tæt sammen med forskellige mennesker og menneskeskæbner. De år, jeg arbejdede i psykiatrien, formede mig som person og gav mig en meget bredere indsigt i og forståelse af det menneskelige sind på godt og ondt. Det er derfor, jeg især holder af psykologiske thrillere, fordi det er en genre, der giver mulighed for at udforske mennesker og især deres skyggesider. I Hvem er du? er hovedpersonen en psykiatrisk sygeplejerske, og handlingen udspringer af en psykiatrisk afdeling, og med denne historie vil jeg gerne sige noget ægte og vigtigt om en patientgruppe, som virkelig satte sig fast i mig, da jeg arbejdede som sygeplejerske, pakket ind i en virkelig spændende og skræmmende historie, som jeg håber kan skabe eftertanke hos læseren.
