Forfatterinterview: Kaja Nygaard

Et mørkere vand er skrevet af Kaja Gjersem Nygaard. Hun er uddannet økonom og arbejder på Universitetet i Stavanger. Et mørkere vand er hendes debutroman, og er første bog i krimiserien om Martha Krogh. Læs om Kaja Nygaards spændende skriveproces, hendes inspiration fra naturen, og hvordan hun udfordrer sine læsere i krimiplot – alt sammen i dette forfatterinterview.

Hvorfor har du valgt at skrive inden for krimigenren?
Jeg foretrækker at læse krimi, så det var naturligt, at det også blev en krimi, jeg skulle skrive. En god krimi skal udfordre hjernen og føles som en gåde, man skal løse – et lille mysterium. Derudover er det en genre, der åbner for mange muligheder. Man kan tage samfundsproblemer op, dykke ned i menneskers dybder og skabe intens spænding. For mig er krimi det perfekte kinderæg.

Hvad inspirerede dig til at skrive historien?
Jeg bliver ofte meget inspireret, når jeg er ude i naturen. Derfor har jeg i Et mørkere vand ladet mine karakterer være meget udendørs. De vandrer gennem skoven, snubler over glatte klipper og mærker vinden puste dem i nakken. Den norske natur, særligt på Vestlandet, inspirerer mig til at skrive spændende scener, fordi naturen i sig selv er så dramatisk.

Hvis du skulle give ét tip til at komme i gang med at skrive krimi – hvad skulle det så være?
Mit bedste tip til at komme i gang med at skrive krimi er at lave et grundplot, der har en naturlig forklaring. Læseren skal kunne tro på det. Derudover er det vigtigt at have et subplot, der leder læserens opmærksomhed i den forkerte retning. Det allerbedste er, når læseren bliver rigtig godt snydt, men samtidig synes, at slutningen giver fuldstændig mening.

Hvordan foregår din skriveproces?
Min skriveproces er meget organisk. Ofte har jeg ikke selv helt kontrol over, hvilken retning historien skal tage. Karaktererne lever lidt deres eget liv. Jeg ser scenerne for mig som en film og skriver dem ned. Senere går jeg tilbage og tilføjer “red herrings”. Jeg bruger også meget tid på sproget – det skal være stramt. Her er jeg heldig, for min redaktør, Markus Midré, er en sprogekspert uden sidestykke. Han giver mig lige præcis den modstand, der gør, at jeg altid ønsker at forbedre og finpudse min tekst yderligere.

Hvad er det sjoveste/nemmeste ved at skrive, og hvad er det sværeste?
Det sjoveste er, når man formår at narre læseren. Jeg ser det at skrive krimi som at spille skak mod læseren. Hvis jeg har spillet godt, ser læseren ikke, hvor mine træk egentlig fører hen, før afsløringen kommer. Og netop det er også det sværeste – man skal virkelig lægge hovedet i blød for at skabe et godt plot.

Nyeste artikler

Hvordan bygger vi læsevaner op, der holder til udskolingen?

I dette blogindlæg deler Dorthe Rise sine erfaringer med at fastholde læselyst og læsevaner hos eleverne når konkurrencen fra sociale medier, fritidsjob og afleveringer vokser. ...
Læs mere →

3 lydbøger til forårssolen

Der er noget helt særligt over de første rigtige forårsdage. Solen varmer ansigtet, jakken kan stå åben, og verden føles pludselig lettere. Det er den ...
Læs mere →

Hvad skal du opleve på Krimimessen?

Krimimessen i Horsens er årets højdepunkt for alle os, der elsker spænding, plot twists og mørke hemmeligheder. I år kan du møde tre af Straarup ...
Læs mere →

Hvad skal man læse i marts?

Marts er en særlig måned. Vinteren hænger stadig i luften, men lyset vender tilbage dag for dag. Det er måneden, hvor vi både får lyst ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Louise Thunbo

Med Livets sang inviterer Louise Thunbo læseren ind i en fortælling om mod, kærlighed og de valg, der former et liv. Romanen bevæger sig mellem ...
Læs mere →