Hvilke muligheder opstår i skiftet fra at skrive gyserfortællinger til børn og unge til at skrive en psykologisk thriller til voksne. Og hvordan kan værktøjer fra film og tv-branchen benyttes, når man skriver en roman?
I dette interview giver forfatter Anne Elvedal et indblik i, hvordan hun har trukket på hendes erfaringer som sygeplejerske og manuskriptforfatter og arbejdet med karaktererne i sin nye bog, Hvem er du?
Anne Elvedal (f.1973) debuterede som skønlitterær forfatter i 2020 med ungdomsgysertrilogien Dødens spil. Hvem er du? er hendes debut som skønlitterær forfatter for voksne.
“Jeg har ofte fået at vide, at jeg skriver meget visuelt, og det skyldes nok både min erfaring fra film og tv og det faktum, at jeg altid har været en dagdrømmer med et rigt indre liv. Det er ofte meget sjovere inde i mit hoved end udenfor, så at sige.”
Hvad handler Hvem er du? om?
Hvem er du? handler om den psykiatriske sygeplejerske Ida Hansen, som arbejder på en afdeling for nyligt syge unge voksne, der kæmper med både psykisk sygdom og misbrug. Da en patient pludselig forsvinder, bliver Ida besat af at finde pigen, fordi forsvindingen viser sig at være forbundet med Idas egen fortid. En fortid, hun ikke husker. En fortid, som hun skjuler sig fra bag en falsk identitet og et falsk udseende. I håbet om at finde pigen får Ida hjælp af en kollega til at grave fortrængte minder frem ved hjælp af hypnose. Men kan Ida stole på minderne? Kan hun overhovedet stole på nogen omkring sig?
Hvem er du? er en intens og gådefuld psykologisk thriller, der udforsker spørgsmål om identitet og minder.
Hvad tiltaler dig særligt ved at skrive i thrillergenren?
Jeg elsker psykologiske thrillere, fordi det er en genre, hvor man har et komplekst mysterium – men samtidig har mulighed for at udforske forskellige aspekter af det menneskelige sind. Jeg har altid været meget interesseret i, hvordan vi mennesker er skruet sammen, hvilket førte til, at jeg først studerede psykologi og senere arbejdede som sygeplejerske i psykiatrien. Disse år gav mig en unik indsigt og erfaring, som jeg har haft stor gavn af i min forfatterkarriere, og især i arbejdet med denne bog. Mine yndlingshistorier er dem, der er mørke, spændende og skræmmende – og som samtidig har noget på hjertet.
Hvordan adskiller Hvem er du? sig fra dine tidligere bøger?
Tidligere har jeg skrevet bøger for børn og unge i gysergenren, hvor et krimimysterium også står i centrum i hver bog. Hvem er du? er min allerførste bog for voksne og også min første bog i den psykologiske thrillergenre. Den største forskel er dog, at jeg i denne bog har givet mig mere hen til mørket. Med en voksen målgruppe har jeg været i stand til at udforske kompleksiteten i historien, karaktererne og den type temaer, jeg skriver om endnu mere. I denne bog har jeg også i langt højere grad taget mine egne erfaringer som sygeplejerske i brug og skrevet om noget, der virkelig engagerer mig. Derudover har jeg følt mig meget mere fri i sproget. Det var et tidligt mål for mig at finde en unik, litterær stemme i denne bog, så det har jeg arbejdet med i langt højere grad end tidligere.
Du har en baggrund indenfor film og tv. Hvordan har det påvirket dit arbejde med at skrive bogen?
Jeg bruger de samme værktøjer og den samme opskrift. Både hvad angår dramaturgi og karakterudvikling. Jeg arbejder altid meget med karaktererne og plotter de overordnede rammer for historien, før jeg skriver den ud, men så er der selvfølgelig meget, der ændrer sig undervejs i skriveprocessen. Nogle mennesker ser struktur som en begrænsning, jeg ser det som et udgangspunkt. Alle de værktøjer, jeg har lært om karakterudvikling, har også hjulpet mig til at finde frem til karakterernes egenart, til at finde et unikt fortælleperspektiv og levende scener. Jeg har ofte fået at vide, at jeg skriver meget visuelt, og det skyldes nok både min erfaring fra film og tv og det faktum, at jeg altid har været en dagdrømmer med et rigt indre liv. Det er ofte meget sjovere inde i mit hoved end udenfor, så at sige.
Hvad håber du på, at læseren tager med sig efter at have læst Hvem er du?
En lidt anderledes oplevelse af at læse en lidt anderledes krimi, der taler til både hjertet og hjernen. At læseren bliver rørt og måske får en ny indsigt i, hvor smart og forskruet vores psyke er. At de indser, at de svageste ofte er de stærkeste. Og at de tænker: Hold kæft, hvor er der mange djævle derude. Lad dem ikke slippe væk.