3 spørgsmål til Geir Tangen

Geir Tangen (f. 1970) er krimiforfatter og bor i Haugesund på den norske vestkyst. Han er uddannet lærer og har undervist udskolingen, uddannet freelancejournalist og er manden bag Norges største krimiblog. Geir Tangen har tidligere udgivet Ulvetid og Hundedage

Tangen er senest aktuel med kortkrimien Lad alt håb fare, der er en del af en serie af intense kortkrimier, hvor hver bog byder på en selvstændig, hæsblæsende og gribende fortælling.  Læs med her, hvor han fortæller om de udfordringer, der ligger i det korte format, om hovedkarakteren og inspiration fra dødssynderne.  

 

Hvordan fik du inspiration til at skrive Lad alt håb fare?  

Inspirationen kom i form af en opgave. Det norske forlag bad mig skrive en spændingsdrevet kortroman inspireret af et af Bibelens ti bud. Jeg kunne selv vælge, hvilket, men handlingen skulle afspejle det pågældende bud. Jeg valgte andet bud: “Du må ikke misbruge Guds navn”. I min research stødte jeg på et citat fra Markusevangeliet, der fremhæver, at det at synde mod andet bud er utilgiveligt. Altså en synd du aldrig kan få tilgivelse for. På baggrund af dette kom flere af de gamle katolske præster og teologer frem til begrebet “dødssynder”. Dødssynderne danner grundlaget for Dantes beretning, om rejsen gennem helvede, og hvordan dødssynderne skal straffes i skærsilden. Grunden til at Markus lægger så stor vægt på netop dette bud, er, at det at misbruge Guds navn sidestilles med at håne Helligånden, altså det guddommelige, der bor i os mennesker. Det var en åbenbaring (om jeg så må sige) at opdage denne kobling, og vi har jo alle set den klassiske kult-film Seven fra 1990’erne. Det var simpelthen den perfekte ramme for en seriemorder-thriller.  

Er du stødt på noget uventet i dit arbejde med netop denne roman? Krævede romanen noget særligt af dig? 

Ja, absolut. Det er jo en kortroman, og tanken om at skrive en seriemorder-thriller på næsten en tredjedel af det antal ord, som sådan en fortælling sædvanligvis fylder, var så spændende at jeg bare måtte kaste mig ud i det. Jeg ELSKER den type udfordringer. Det er sjovt at forsøge at gøre det litterært “umulige” muligt. Når nogen siger “det kan ikke lade sig gøre” så føler jeg en indre trang til at prøve.  

Derudover har jeg anvendt et greb som var ekstremt udfordrende når det kommer til fortællingens synsvinkel, og som gjorde at jeg måtte tænke helt anderledes. Helt ned til hvert enkelt ord og hvilke nuancer disse kunne have. Til sidst er dette den første bog, jeg har skrevet, som ikke foregår i Haugesund, men i Oslo. For at tilegne mig tilstrækkelig viden om lokalmiljøet var det nødvendigt at jeg rejste flere gange og at jeg fik hjælp fra en ven, der bor i Oslo.  

 

Hvordan har du opbygget hovedkarakteren i romanen? Er der nogle bestemte træk som har været vigtige for dig? 

Jeg har en efterforsker i form af Steinar Sand, ham vil jeg vende tilbage til, men i Lad alt håb fare tager selve døden den egentlige hovedrolle. Ikke bare gennem drabsmandens handlinger, men også gennem Steinar Sands bundløse kærlighed til sin kone og sit barn som han har mistet i en grusom bilulykke nogle måneder tidligere. Hans oplevelse af ensomhed, fremmedgørelse og sorg manifesterer sig som noget, der bedst kan beskrives som en længsel efter døden. Han fører sit team ind i dødens landskab, for at de skal mærke dens nærhed. Lugte den. Føle den. På mange måder en slags parallel til Virgil, som fører Dante gennem skærsilden i Inferno. Det er en bevidst beslutning fra min side at skrive det på denne måde.  

Det blev meget vigtigt for mig at skabe Steinar Sand i en slags gråzone mellem liv og død. Fysisk i live, men død indeni, hvis du forstår.  

 

Nyeste artikler

Forfatterinterview: Mark Edwards

Mark Edwards er en af Storbritanniens mest populære thrillerforfattere, kendt for sine psykologiske pageturnere, hvor helt almindelige mennesker pludselig befinder sig i dybt ubehagelige og ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Karolina Schützer

Under stjernerne i Paris og Snefald over Paris er en serie skrevet af Karolina Schützer. Hun er uddannet journalist og har arbejdet for SVT i ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Emil Sondaj Hansen

Emil Sondaj Hansen (f. 1997) har en bachelor og kandidat i international politik fra University of Cambridge og har arbejdet med klima- og energipolitik ved ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Sandra Schwarts

Hvordan er dit forhold til uhyggelige historier? Jeg ELSKER at skrive gys, men det skal være sjovt gys og gerne med en masse action også. ...
Læs mere →

Forfatterinterview: Katrine Skovgaard

Himmelskiven er anden bog i serien om Alle Tings Museum. Hvad er en himmelskive og hvordan har den inspireret dig? Himmelskiven findes faktisk i vores ...
Læs mere →