Hvad skal dine udskolingselever læse? Det har vi spurgt Dorthe Rise, der til daglig arbejder som lærer på mellemtrinnet og i udskolingen. Derudover fungerer hun også som PLC-ansvarlig, danskvejleder, lærermiddelforfatter og bogblogger på profilen @dorthes_danskvaerelse.
I dette blogindlæg vil hun dele tre anbefalinger til bøger, der kan sparke læselysten i gang i udskolingen!
Alle har en hemmelighed
Alle har en hemmelighed er en letlæsningsserie (lix 6 og 7), der udspiller sig nytårsaften, hvor 17 unge mennesker bliver spærret inde i et indkøbscenter. Hver af de 17 bærer på en hemmelighed, som langsomt afsløres gennem bøgerne.
Serien præsenterer de forskellige karakterers perspektiver og væver deres hemmeligheder og handlinger sammen på spændende og uforudsigelige måder.
I 7. klasse startede vi skoleåret med at læse denne serie, og eleverne blev hurtigt grebet af fortællingerne. Særligt det narrative greb med skiftende synsvinkler og den måde, vi som mennesker påvirker hinanden uden altid at være bevidste om det, fangede deres interesse. Serien inviterer til refleksion over, hvordan vi hænger sammen som mennesker, og passer godt ind i en undervisningssammenhæng, hvor man arbejder med Løgstrups perspektiv, “at vi bærer hinandens skæbner i vores hænder.”
Den lave lix gør det muligt for alle elever at læse med, hvilket skaber et stærkt læsefællesskab i klassen. Serien er en oplagt mulighed for at bringe letlæselige tekster ind i udskolingen, hvor alle kan føle sig som en del af et litterært fællesskab.

Anden verdenskrig - Mennesker midt i striden
I udskolingen begynder mange elever at finde motivation i at læse for at lære. Det gør bøger, der kombinerer historisk indhold med medrivende fortællinger, særligt interessante og relevante.
Anden Verdenskrig skiller sig ud ved at dykke ned i skæbner, vi sjældent hører om i andre bøger om krigen. Den fortæller historien om mindre kendte personer, som levede og kæmpede for at overleve under Anden Verdenskrig. Bogen er let at læse og rammer en særlig stemning, der bringer både tiden og begivenhederne til live.
De korte kapitler gør, at man nemt lige snupper et kapitel mere, hvilket gør bogen oplagt til både faglig læsning om mennesker under krig og til frilæsning. Den vil helt sikkert skabe glæde hos den historieinteresserede elev, da den udover at fortælle om ukendte skæbner også giver et levende billede af de mange historiske begivenheder, som prægede perioden.
Efter at have læst bogen spurgte en elev, om der fandtes flere bøger i samme stil – en bedre anbefaling kan man vist ikke få!

Den sidste bjørn
Den sidste bjørn og efterfølgeren Den brølende bjørn kredser om temaer som venskab, kærlighed, vilje og håb, der alle flettes sammen i en gribende fortælling. De kaster et nysgerrigt og undersøgende blik på klimakrisen i Arktis, hvor isbjørnene trues på deres eksistens.
Historien bliver fortalt gennem April, der flytter til den fjerne Bjørneø med sin far, som arbejder på en vejrstation. April oplever farens følelsesmæssige fravær efter tabet af hendes mor, og hun søger nye oplevelser i det arktiske landskab. Her opdager hun den ensomme isbjørn, Bjørn, der har brug for hendes hjælp. Med en blanding af mod og desperation sætter April alt ind på at redde Bjørn – og også sit eget liv.
Bøgerne rammer dybt og bringer opmærksomheden omkring klimaforandringer ind i en gribende fortælling. Det er svært at sætte ord på oplevelsen, men den bliver siddende i én, som om man selv er en del af Aprils historie. En kombination af smukke beskrivelser, et fængende tempo og en fortælling, der efterlader læseren med både eftertænksomhed og håb.
Den sidste bjørn og Den brølende bjørn er oplagte at inddrage i forbindelse med et forløb om klimabevidsthed, men de kan også stå alene og give eleverne en god læseoplevelse. Med deres beskrivende og stemningsfulde stil og det lette, medrivende læsetempo.