Smagsprøve fra 'Kvinden der ikke blev fundet'

Det blev aldrig opklaret, hvem overfaldsmændene var. Man fandt hverken dem eller min forlovede. Alle spor efter hende forsvandt, ligesom alle spor efter det liv, som jeg havde planlagt at have.

Ikke nok med at jeg kom til at leve uden Ewa, livet ændrede sig også på alle andre måder.

Efter gymnasiet kunne jeg uden problemer have søgt ind på økonomi i Wrocław, Poznań eller Kraków, praktisk taget alle universiteter ville have taget imod mig med åbne arme. Jeg valgte universitetet i Opole og den lokale managementuddannelse af den ene grund, at jeg ville blive sammen med Ewa. Hun insisterede på, at hun ikke ville forlade byen.

Hun havde ikke svært ved at overbevise mig. Det eneste, der betød noget, var hende, og hvis jeg fik en god eksamen, kunne jeg under alle omstændigheder regne med at få et velbetalt arbejde i Opole. Måske ikke et superspændende et, men et, der betød, at jeg kunne få et udmærket liv. Mere behøvede jeg ikke.

Men jeg afsluttede aldrig studierne. Efter den forbandede nat kom jeg aldrig til mig selv igen.

I de første måneder kørte jeg på fuldt tryk og forsøgte febrilsk at finde et eller andet spor efter min forlovede. Jeg prøvede alle muligheder, fulgte alle spor, involverede alle myndigheder, organisationer og foreninger, der på nogen som helst måde ville kunne hjælpe.

Uden resultat.

Det var fuldstændig, som om Ewa var faldet ned i et sort hul. Mændene, der overfaldt os, var tydeligvis kun på gennemrejse i Opole. Til at begynde med var jeg sikker på, at de kom fra en af landsbyerne i nærheden, men efter nogle måneder måtte jeg også udelukke det. Med den tid, der var gået, ville nogen med sikkerhed have genkendt dem.

Men de blev ved med at være anonyme. Og det var, som om deres utydelige og foruroligende ansigter kun eksisterede i min hukommelse.

Efter de første intense måneder mistede jeg fuldstændig modet.

Jeg droppede studierne, og i et stykke tid lukkede jeg mig inde i vores lejlighed og brugte det meste af tiden på at dykke stadig dybere ned i en dvaleagtig sump. Jeg drak mere og mere og interesserede mig mindre og mindre for verden omkring mig.

I de magre år havde jeg fået hjælp af Adam Blicki, som vi siden grundskolen havde kaldt for Blitz – og som var den eneste, jeg kunne kalde min ven. I det mindste i en vis forstand. Vi gik aldrig ud sammen, jeg var aldrig hjemme hos ham, og han besøgte heller aldrig mig. Han gav op efter en ti-tyve forsøg, hvor jeg lod, som om jeg ikke var hjemme.

Til gengæld kom han jævnligt alle de steder, hvor jeg arbejdede, som om de var hans yndlingssteder. Det varede i næsten ti år, og det passede vist os begge to fint.

Som regel kom han med gode nyheder, som om det var en æressag for ham konstant at prøve at muntre mig op. Denne dag var det dog anderledes. Han kom ind på SpiceX med en bærbar computer under armen, kiggede sig omkring, og så kaldte han mig hen til sig med en nervøs bevægelse.

”Werner!” råbte han fra det vinduesbord, hvor han havde sat sig.

Jeg gik hen til ham uden at skynde mig, for han blev tit oprevet over ting, som jeg var ret ligeglad med. Jeg stillede mig ved bordet og åbnede munden, men jeg nåede ikke at sige noget.

”Du er nødt til at se det her,” røg det ud af ham, mens han åbnede computeren. ”Sæt dig ned.”

Det var tidligt om morgenen, og restauranten havde kun en enkelt gæst, som jeg lige havde givet en mango lassi et øjeblik forinden. Jeg behøvede ikke at være bange for at få ballade med chefen for at have siddet og sludret med en bekendt. Jeg satte mig ved siden af Blitz og rettede blikket mod skærmen.

”Du skal ikke bilde mig ind, at det ikke er hende,” sagde Blitz ihærdigt.

”Hvad snakker du om?”
”Se der,” sagde han og pegede på computeren.
Systemet vågnede af dvaletilstanden, og et opslag fra Facebook dukkede op på skærmen. Billedet var lidt rystet, men ikke mere end at jeg sagtens kunne se, hvem det forestillede.

Jeg havde en følelse af, at luften omkring mig blev elektrisk som et varsel om tordenvejr. Men der var ikke nogen buldren i det fjerne – bragene kom med det samme lige over hovedet på mig.

Det var Ewa.

Interview med R. Mróz

It’s unusual for a thriller to focus on a social issues as much as your book. Why did you choose that?

Actually I didn’t. The social topics in my books rather choose themselves, based on what is going on in the story. When I start my process, I’m literally staring at a blank page – I don’t know the entire history yet, I’m unfamiliar with the characters. It’s the things they do, that create the main theme of the book. In that case it was domestic violence. Why? Because Kasandra’s husband was a monster. And why was that? Well, that’s the question that every author asks. In this case the answer is pretty simple. It was rooted somewhere deep in my soul, since my mother left my biological father because of the abuse, when I was a little child.

 

Nevertheless “The Girl who was never found” works very well as a page-turner. How did you manage the balance between the drama of a personal, intimate tragedy and the rules of the crime genre?

I’m letting the story unfold as it wants to. I’m merely a recorder, so I don’t have much to say in that matter. Just like my biggest literary authority, Stephen King, I believe that stories are something, which you find – not create. They exist somewhere and it’s up to the author to convey them to the readers. Where are they? What are they? Nobody knows. Yet those are the questions that make the entire process of writing so intriguing.

 

Your book is partly a road novel. Did you go on that trip yourself? How did you do your research? 

God no, I do not travel often – I have an incurable case of workaholism. I believe that the two most important aspects of writing are empathy and creativity. If you can expand them by sitting at your desk, that’s ideal. It’s not always the case – sometimes the borders of our imagination need some external broadening, and that’s the time for travels.
Research for this book was the toughest of all. I wasn’t sure, if the women who were victims of domestic abuse would even want to talk with me about it. Eventually they did – and told me stories, that were absolutely crushing and overwhelming. My biggest fear was that I won’t be able to do them justice by conveying all the emotions onto paper. I was relieved by their reactions – and moved by the fact, that many other women decided to call the number of a help line, that was placed at the end of the book.

 

Does being a lawyer make it more easy for you to identify with victims or even with perpetrators?

Perhaps, however the key is again the empathy. Being a lawyer helps in realizing, that the perpetrators are also people – normal people, who we met every day. Our neighbors, our friends, sometimes our relatives. Monsters look like people because they are people. What’s more, good people do bad things – and the job of a writer is to understand why. In that regard it’s somewhat close to what lawyers do.

 

(Interview fra buecher.de – Krimi des Monats)

Stadion Allé 70, st., 8000 Aarhus C +45 30 71 00 03 mail@straarupogco.dk
Gratis fragt
på ordrer over 500DKK