“Ligesom den ustyrlige natur i og omkring huset trænger familiens historier ind i nutidens plan som et organisk krat, der vokser i jeg-fortælleren.”
Heidi Mittun-Kjos fortæller om romanen Piger i træer. Om inspirationen til at skrive om slægtskab, håb og forandring. Om kvinder og udstødelse. Om naturens indblanding i livet på en ø og hvilke historier et hus kan rumme.
Hvad handler Piger i træer om?
Med ambitionen om at redde et familiehus, der er ved at rådne op, rejser jeg-fortælleren tilbage til den ø, hvor hendes slægt kommer fra. Mødet med det svampeinficerede hus og øen vækker historierne om generationerne før hende til live, især de fire kvinder fra samme slægtsgren. Ligesom den ustyrlige natur i og omkring huset trænger familiens historier ind i nutidens plan som et organisk krat, der vokser i jeg-fortælleren. På den måde fremkaldes et andet væsentligt projekt: at rydde op i familiens forløb og ulykker, og: »at bryde den lange kæde af døtre, der strækker sig mod mødrene og møder en ryg«.
Det er en historie om, hvordan man bryder den udstødelse, der går i arv fra mødre til døtre, om vilkår, værdighed og magt. Først og fremmest handler det om magtesløse kvinder, som på hver deres måde kæmper for at bevare deres værdighed. Samtidig handler romanen om forskellige kvindelige kropslige erfaringer: at begære og blive begæret, at blive gravid, at miste børn, børn som får børn. Spørgsmålet, der bliver rejst er, om det, vi bærer med os, kan blive til noget andet, om forrådnelsen i et gammelt hus kan virke som grobund for nyt liv.
“Ethvert hus rummer flere menneskeskæbner, et hus står i generationer og kan åbne for fortællinger, der strækker sig over tid, og det står altid i et forhold til den lokale kultur og natur.”
Hvor fandt du inspiration til romanen?
I sommeren 2021 rejste jeg tilbage til den ø i nord, hvor jeg tilbragte alle somrene i min barndom, og til det hus, der tilhører min familie, og som har været i forfald i mange år. Ethvert hus rummer flere menneskeskæbner, et hus står i generationer og kan åbne for fortællinger, der strækker sig over tid, og det står altid i et forhold til den lokale kultur og natur. Som i bogen blev min bedstefar næsten arkitekt, men han måtte afbryde sin uddannelse lige før afslutningen på grund af pengemangel. Senere tegnede og byggede han dog det hus, som romanen er centreret omkring. Mødet med øen og huset skabte mange spørgsmål og åbnede samtidig et univers af karakterer og historier for mig; hvad er der sket i og omkring dette hus, hvordan var det planlagt, og hvorfor blev det sådan, både for huset og de mennesker, der boede i det. For mig rummer sådanne spørgsmål litterært sprængstof, og jeg havde ikke alle svarene. Dermed var digtningen og skriveprocessen sat i gang.
Romanens forside er prydet af grønne planter som også er tilstedeværende gennem fortællingen om livet på øen. Hvilken rolle spiller naturen for karaktererne?
Naturen i nord er barsk og hård, og det er menneskene måske også. Folk har levet under hårde kår, for eksempel er det betydeligt mere krævende at drive landbrug der end i det sydlige Norge. Samtidig er naturen i nord både voldsom og smuk, den tager plads, og på den beskrevne ø bor folk i »skørtekanten« af det mægtige og tusind meter høje fjeld. Uden for øen ligger Norskehavet på flere tusinde meters dybde. Der er store kontraster og meget vejr og vind, som afspejler de varierede livshistorier, vi møder i bogen.
Hvordan er dit forhold til romanens karakterer?
Bogen er fiktion, men alt, hvad jeg skriver, er baseret på noget, jeg kender og gerne vil udforske, i dette tilfælde huset på øen, som jeg kender så godt, og de mennesker, der har boet der. Som nævnt rummer ethvert hus flere menneskeskæbner. De mange historier og det lange tidsspænd som et hus kan indeholde. På den måde er det et godt udgangspunkt for en bredt anlagt roman. Det, der interesserer mig, er kontrasten mellem ambitionerne og det, der blev af både huset og familien, samt forholdet mellem huset og den lokale natur og kultur.
Hvilke elementer i fortællingen har overrasket dig i dit arbejde med romanen?
Det sprog, der åbnede sig, da jeg mødte øen. Denne gang lod jeg mig selv være mere fri under skrivningen og var mindre optaget af kronologi og plot end ved den forrige udgivelse, herunder fortælleperspektivet. Selv om der er en tydelig jeg-fortæller, er historierne om familien og menneskene på øen også en del af jeg-fortællerens historie. Jeg har lagt vægt på karakterernes forbindelse med hinanden, hvordan de påvirker hinanden og griber ind i hinandens liv. Denne tekst er også natur i den forstand, at den blev skrevet helt intuitivt, den kom i en strøm. Jeg brugte hele værktøjskassen, rim, regler, gamle ord, dialekt, ord jeg fandt på. Jeg havde mange oplevelser af, at nej, det kan jeg ikke skrive, i hvert fald ikke på denne måde, og alligevel gjorde jeg netop det.
Har du nogle særlige rutiner når du arbejder på en bog?
Jeg er nødt til at have den første side på plads. For mig er den helt afgørende; den sætter tonen og fungerer som en guide for resten af arbejdet, og jeg piller og stikker i den i lang tid af frygt for at gøre det forkert. Derudover er min skriveproces et kaos af løse tekster, der kredser om det samme, og som jeg med hjælp fra tiden og en klog redaktør gradvist får bygget en roman ud af. Jeg arbejder bedst i mit kælderkontor, når der er stille omkring mig. Med andre ord om aftenen og tidligt om morgenen. Jeg skriver ofte sætninger og små afsnit ned på min mobiltelefon, uanset hvor jeg er, gerne når jeg sidder i metroen. For det meste er det tekstligt junk, værdiløst i sig selv, men som jeg senere bearbejder og forsøger at forfine. De fungerer som gode udgangspunkter for en skrivesession.
Piger i træer er Heidi Mittun-Kjos første bog på dansk.
